Annonce
Midtfyns Posten

Fine spor efter middelaldergård i Årslev: Arkæologer graver fortiden frem

Arkæolog og udgravningsleder Nina Boutrup fra Øhavsmuseet undersøger og registrerer et af hullerne ved Gammel Byvej i Årslev, hvor der er fundet spor efter en middelaldergård. Foto: Hardy Hounsgaard
To arkæologer fra Øhavsmuseet har fundet tydelige spor efter en gård fra middelalderen i en udgravning ved Gammel Byvej i Årslev.
Annonce

Årslev: Omkranset af dynger af jordvolde er der gravet en række huller i jorden. For de fleste er det bare huller i jorden. Men for de to energiske mennesker, der ligger på knæ og undersøger hullerne med murerske og tommestok, er hullerne interessante vidnesbyrd om fortidens liv.

- Det er spændende at finde tegn på noget af det ældste liv i Årslev, siger Nina Boutrup, arkæolog og udgravningsleder på udgravningen ved Gammel Byvej i Årslev.

Fra luften kan man tydeligt se sporene efter de mange stolper, hvor den 18 meter lange og 5 meter brede gård har ligget. Dronefoto: Nicolai Garhøj Larsen, museumsinspektør Øhavsmuseet

Der skal bygges nye to huse på den lavtliggende grund, der har været brakmark i mange år og derfor er en kilde til rigdom for arkæologerne. En masse små træpinde med hver sit nummer markerer de omkring 600 huller i området, hvor arkæologerne har fundet interessante spor fra fortiden.

Annonce

Uforstyrret område

Stolpehullerne viser, at der engang i 1200- eller 1300-tallet har ligget en middelaldergård, der har været 18 meter lang og 5 meter bred.

Arkæolog Jørgen Fenger graver jorden fri til et af de omkring 600 huller, hvor arkæologerne har fundet spor efter fortiden. Foto: Hardy Hounsgaard

- Det er et uforstyrret område, hvor vi kan finde mange huller. En del af området har stået under vand, så det har ikke været bebygget eller opdyrket, siger arkæolog Jørgen Fenger, mens vi går rundt i det delvist mudrede område.


Det er spændende at finde tegn på noget af det ældste liv i Årslev.

Nina Boutrup, arkæolog og udgravningsleder


Stolpehullerne finder de ved at få øje på de mørkere jordlag, der åbenbarer sig, når det øverste cirka halve meter jord er skrabet af. De mørkere lag er formentlig rester af egetræsstolper.

- Det er et fint fund, fordi man tydeligt kan se, hvor gården har ligget. Derudover har vi i området fundet spor efter omkring 10 andre mindre huse som en staklade, et forrådskammer og den slags, fortæller Nina Boutrup.

Annonce

Ældgammel vej

På den anden siden af vejen over for udgravningen ligger et sort-hvidt bindingsværkshus fra 1700- eller 1800-tallet. Men i jordlaget under marken er der rester af endnu ældre huse.

- Gammel Byvej er en ældgammel vej, der kan føres tilbage til bronzealderen og har været hovedfærdselsåren gennem Årslev, siger Jørgen Fenger.

Der er fundet flere knogler og kranier efter dyr i udgravningen ved Gammel Byvej i Årslev. Foto: Hardy Hounsgaard

I jordlagene har de fundet flere knogler og kranier fra dyr som får og køer.

- Vi har også fundet stykker af keramik, der kan være med til at datere huset, siger Nina Boutrup.

Annonce

Stor interesse

Arkæologerne har været i gang med udgravningen i Årslev de seneste tre-fire uger og sluttede med at grave tirsdag den 13. oktober. Så bliver området overladt til bygherren, og entreprenørmaskiner vil overdække fortidens spor for at gøre klar til, at der kan bygges nye huse.

Men sporene er registreret, så vi alle kan blive klogere på fortiden.

Arkæolog og udgravningsleder Nina Boutrup tegner og beskriver hver enkelt stolpehul på en stor tavle, hun har med i felten. Foto: Hardy Hounsgaard

- Der har været stor interesse fra flere, der er kommet forbi og har spurgt til udgravningerne, fortæller Nina Boutrup.

- Det er et fint område, og vi har fundet mere, end vi havde regnet med ud fra forundersøgelsen, fortæller udgravningslederen, inden hun igen retter sin opmærksomhed på endnu et hul i jorden, som skal måles op og registreres.

Arkæolog Jørgen Fenger graver et hul i jorden i udgravningen ved Gammel Byvej i Årslev. Foto: Hardy Hounsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Midtfyns Posten

Fyraftenssang i Sdr. Nærå kirke

Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Halloween i Ryslinge

Midtfyns Posten

Allehelgen i Nazarethkirken

Annonce