Annonce
Midtfyns Posten

Fortælling fra forfatterspire: Er der nogen, der vil identificere en gadedreng?

Lea Hemberg har skrevet ugens fortælling fra forfatterspirerne. Foto: Palle Søby
Hver uge bringer vi på ugeavisens website en tekst fra en af deltagerne på Pernille Nederlands forfatterhold, der mødes hver onsdag eftermiddag på Ringe Bibliotek. I denne uge er det en fortælling af Lea Hemberg.

Solens stråler rammer de mange blålakerede tage.

Tagene skinner, og hele byen bliver lyst op. Det er smukt. De mange døre og vinduer begynder at åbne sig. Byen vågner. Folk her er ikke bange hver morgen for, hvad der kunne være sket med deres hjem den nat, eller hvad der lurer, parat til at angribe, når de vågner. De føler sig trygge, og det er jeg også.

Eller - ikke helt. Hvis der er nogen, der opdager, at jeg ikke hører til her, vil jeg ikke længere være i sikkerhed. De vil henrette mig. Jeg er ikke indfødt og hører derfor ikke til. Kun de indfødte har ret til at bo inden for byens mure.

Jeg tager min hætte på og bevæger mig ud i byen. Hvis jeg bare holder mig i ro og ikke tiltrækker mig for meget opmærksomhed, skal jeg nok overleve. Det eneste problem er, at jeg skal have et arbejde, og jeg tror ikke, det er muligt, uden at der nogen der finder ud af, at jeg ikke hører til her.

Ugens forfatterspire

Lea Hemberg, 14 år.

Går i 8. klasse på Sdr. Nærå Friskole.

Med på forfatterlinjen på anden sæson.

Vil gerne være forfatter, skuespiller eller noget andet kreativt.

Læser mest romantik og science fiction.

Jeg gør alt, hvad jeg kan for ikke at støde ind i nogen mennesker, men det er svært, når gaderne så småt begynder at vrimle med folk. Jeg skynder mig hen ad gaden og ender i en anden ende af byen. Her er ikke lige så rent og farverigt som der, hvor jeg kom fra. Husene har ikke den samme kalkhvide farve, og tagene er ikke længere blå. Her er beskidt og grumset. Husene er slidte, og jeg møder flere tiggere på gaden. Det må være den fattige del af byen. De fleste mennesker her er beskidte. Jeg går ind i en gyde og begynder at smøre dele af min krop ind i mudder, indtil jeg er tilpas beskidt. Ingen vil prøve at identificere en beskidt gadedreng vel?

Jeg går længere ned ad gaden. Det kan være, der er et gammelt skur eller noget lignede et sted i nærheden. Da jeg er næsten helt ude ved kanten af byen, får jeg ganske rigtigt øje på et gammelt skur. Jeg går ind i skuret og sætter mig til rette ved den bagerste væg, og mine øjne falder langsomt i.

Orangerødt lys trænger igennem mine øjenlåg og vækker mig.

Solen må være på vej ned. Har jeg virkelig sovet hele dagen? Jeg strækker mig og kigger mig omkring. Det lille skur er ikke noget særligt. Det er bygget lidt sjusket, men ser ud til at holde fint. Lidt halm hist og her, men ellers er det tomt. Jeg når ikke at se mig mere omkring, før jeg hører en nynnen. Jeg kigger ud af skuret, og lige der, ovre på den anden side af gaden går en pige og fejer. Hendes nynnen er lige så fin og porøs som hun selv. Hun er tynd, faktisk nærmest udsultet. Hun har langt blond hår og står i stor kontrast til hele kvarteret omkring hende.

Jeg fanger mig selv i at stirre, og kigger hurtigt væk og håber på, hun ikke så mig. Jeg har ikke heldet med mig. Pigen fik øje på mig og går i min retning. Jeg gør alt hvad jeg kan for at få det til at se ud som om jeg sover. Hvis hun opdager, jeg ikke hører til her, er jeg dødsdømt. Mit forsøg på at ligne en, der sover, går tydeligvis i vasken. Hun begynder at tale til mig .

“Er du sulten?”

Hun rækker en skive brød frem til mig. Hvad? Hun vil ikke vide, hvad jeg laver her? Eller hvorfor hun aldrig har set mig før?

Jeg rømmer mig og retter mig op.

“Tak” siger jeg og tager brødet. Jeg begynder at spise det. En mand går forbi og kigger undrende på os. Det er en vagt.

“Kom ... Albert du skal ikke fryse herude efter den lange arbejdsdag!”

Hun tager min arm og trækker af sted med mig. Hvad? Vagten, der før kiggede undrende på os, begynder at går igen. Hvorfor reddede hun mig lige, og hvordan vidste hun, jeg ikke hørte til her? Hun fører mig indenfor i huset over for skuret. Så snart vi er inde, slipper hun grebet om min arm.

“Tak” mumler jeg.

“Hvem er du?”

Åhh nej - det her kommer til at gå grueligt galt. Jeg tager en dyb indånding og svarer.

“Fra den anden ...” Jeg når ikke at gøre min sætning færdig, før hun afbryder mig.

“Du er ikke fra den anden ende af byen. Jeg kender alle her, og du er ikke en af borgerne. Hvem er du?”

Hun siger det med en vis hårdhed i stemmen. Jeg er tvunget til at sige sandheden.

“Jeg er ...” Jeg tøver lidt men fortsætter så.

“Jeg er fra uden for byen”

Hun sætter sig ned på en af de fire stole, der står midt i rummet om et bord. Hun har tænkt sig at aflevere mig til vagterne, har hun ikke?

“Jeg afleverer dig ikke til vagterne, hvis du hjælper mig med noget. Er det en aftale?”

Jeg tænker mig lidt om. Hvad vil hun mon have hjælp til? Det kan umuligt være værre end at blive henrettet, så jeg nikker.

“Godt.”

Hun tager en dyb indånding og fortsætter:

“Jeg er i en slags pengeproblemer. Min far er syg og har brug for medicin for at overleve. Min bror tog sit eget liv for et års tid siden, og min indkomst er derfor ikke særlig stor, da jeg er en kvinde og derfor ikke kan få et arbejde, der betaler så godt”

Hun tager endnu en dyb indånding, inden hun fortsætter:

“Min brors død blev aldrig skrevet ned, da min far ikke ville have, at det skulle vanære familien. Det vil sige, han ifølge Byen stadig eksisterer. Du skal tage hans identitet.”

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Midtfyns Posten

Søndagsåbent på Egeskov Mølle

Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Litteraturkreds om sorg

Annonce