Kværndrup: Det tidligere bibliotek i Kværndrup, som senest har været indrettet til flygtningeboliger, kan nu indrettes til almindelige boliger, efter kommunalbestyrelsen har godkendt et tillæg til kommuneplanen.
Læseforeningen, som blev til Kværndrup Bibliotek, fik lov til at virke uafbrudt i 168 år - indtil Kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune den 24. marts 2010 besluttede at lukke Kværndrup Bibliotek pr. 1. januar 2011 for at spare kr. 575.000 kroner pr. år.
Efterfølgende blev bygningskomplekset på Nyborgvej 7 i 2015/16 indrettet til 20 midlertidige flygtningeboliger. Dem er der ikke længere brug for.
Nu er der så ønske om, at indrette bygningen til almindelige boliger på minimum 100 kvadratmeter, og den nye anvendelse kræver en justering af kommuneplanen, som politikerne altså har godkendt.