Annonce
Midtfyns Posten

Fyns ældste biograf: Ringe Bio lever i bedste velgående

Ringe Bio har i over 100 år ligget som en markant bygning på Østergade 5 i Ringe, og det var i 1916 det første hus i den dengang nyanlagte gade. Foto: Michael Bager
Ringe Bio har eksisteret siden 1916 i den nuværende bygning på Østergade 5 i Ringe og er dermed en af Danmarks ældste biografer. Den foreningsdrevne biograf holder åbent resten af juni, inden biografen går på sommerferie.
Annonce

Ringe: Selv om man hjemme fra sin egen sofa kan se tusindvis af film på streamingtjenester, så er der stadigvæk mange, der vælger at gå en tur i biografen og se film på det store lærred.

Også på Midtfyn, hvor Ringe Bio som en af landets ældste biografer lever i bedste velgående som en foreningsdrevet biograf, drevet udelukkende med frivillige kræfter.

- Det giver noget andet at se en film på det store lærred, siger Torbjørn Wahl, der er formand for Ringe Bio.

Han har altid godt kunnet lide at se film i biografen, og siden Ringe Bio for 16 år siden blev foreningsdrevet, har han været med i det frivillige arbejde omkring biografen.


Det giver noget andet at se en film på det store lærred.

Torbjørn Wahl, formand for Ringe Bio


- Det skal være en oplevelse at gå i biografen, og i dag lægger man i højere grad end tidligere vægt på, at forholdene skal være i orden med ordentlig lyd og lys, og man skal sidde godt, siger formanden.

Annonce

Moderne biograf

Biografen blev renoveret i 2016 i forbindelse med biografens 100-års jubilæum og råder i dag over en moderne biograf med røde plyssæder. I forbindelse med renoveringen blev balkonen nedlagt, men til gengæld fik biografen en længe ønsket café, hvorfra der sælges kaffe, slik, popcorn med mere.

Ringe Bios formand Torbjørn Wahl har taget plads på en af de bageste sæder i den over 100 år gamle biograf, der for fire år siden blev renoveret. Foto: Michael Bager

Ringe Bio er fra 1916 og er Fyns ældste stadigvæk eksisterende biograf.

- Vi er Danmarks tredjeældste stadigvæk eksisterende biograf, fortæller Torbjørn Wahl.

Ringe Bio anno 1938. Foto: Ringe Lokalhistoriske Arkiv

Sidste år oplevede Ringe Bio en fremgang på 25 procent i billetsalget i forhold til året før, så der sidste år blev solgt 12.500 billetter. Det kommer næppe til at ske i år, da Ringe Bio ligesom landets øvrige biografer har været lukket i næsten tre måneder som følge af coronakrisen.

Ringe Bio

Der har været biograf i Ringe siden 1916. Daværende redaktør af Midtfyns Dagblad Johan Bjørnbak annoncerede med visning af levende billeder på Ringe Gjæstgivergård i april 1916 og fra 6. december samme år fra eget biografteater i Østergade 5, hvor teaterbygningen var det første hus, som blev opført ved den nyanlagte Østergade. Her ligger Ringe Bio stadigvæk i dag. Tårnet på bygningen blev tilføjet i 1935.

Siden 2004 har biografen været drevet af en forening med frivillig arbejdskraft, og biografen er flere gange gennem årene blevet ombygget. Senest i 2016, hvor balkonen blev fjernet, men til gengæld kom der en ny biografsal og en café.

Den 8. juni begyndte Ringe Bio igen at vise film, og det var med cirka 20 solgte billetter hver af de første aftener til filmen "En helt almindelig familie".

- Det er en tredjedel af den kapacitet, vi har mulighed for i øjeblikket på grund af coronarestriktionerne, og det var et tilfredsstillende tal, der svarer nogenlunde til det, vi normalt sælger til film i juni. Vi sælger ikke så mange billetter om sommeren som om vinteren, siger Torbjørn Wahl.

Normalt er der plads til 100 i Ringe Bio, men på grund af kravene om afstand mellem folk er der plads til 61 gæster i sæderne for tiden.

Annonce

Sommerferielukket

I denne uge viser Ringe Bio "Bombshell", der er en Biografklub Danmark-film, og herefter vises den danske film "Krudttønden" og Disney Pixar-filmen "Fremad" de sidste dage af juni, inden Ringe Bio holder sommerferielukket i hele juli.

- Vi har åbent halvanden uge længere end normalt, og vi vælger at holde biografen lukket i juli, fordi det kan være svært at skaffe frivillige, når der er sommerferie, og der er færre biografgængere i sommerferien, siger Torbjørn Wahl.

Ringe Bio har normalt plads til 100 biografgæster, men i øjeblikket er der på grund af krav til plads mellem folk kun plads til 61 på de røde sæder i salen. Foto: Michael Bager

Ringe Bio åbner igen i begyndelsen af august.

Biografen forsøger at blande repertoiret, så der er noget for enhver smag.

- Vi har både premierefilm og smalle film, understreger Torbjørn Wahl.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce