Annonce
Midtfyns Posten

Gode råd til en naturhave: Sådan får du en vild have

Kornblomst er en del af kurvblomstfamilien, som insekter godt kan lide. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Hvordan kommer du i gang med at få en vild have, og hvad skal du være opmærksom på?
Annonce

Natur: Flere og flere har fået øjnene op for, at den vilde natur godt kan inviteres indenfor i haverne. Naturvejleder Majken Sundahl fra Danmarks Naturfredningsforening kommer her med fem gode råd til, hvordan du får en vild have til gavn for insekter og dyrelivet.

Og du kan også være med, selv om du kun har en lille have.

1 Drop giften i haven

Hvis man ikke allerede har gjort det, skal man som det første droppe al gift i sin have. Man skal heller ikke bruge eddikesyre og salt mellem fliserne, for det skader grundvandet og er heller ikke godt for dyrene.

Tilmeld meget gerne haven på giftfri-have.dk, hvor der er foreløbig er tilmeldt over 22.000 haver.

2 Gå efter danske planter

Køb gerne danske planter, som er naturligt hjemmehørende her. Man kan godt få frøblandinger med danske vilde arter, som man kan drysse ud. Tag gerne frø fra planter fra kurvblomstfamilien, ærteblomstfamilien og klokkefamilien. Det er typisk planter, som insekterne godt kan lide. De giver både pollen og nektar.

Husk at efterlade vilde kroge i haven. Sommerfugle og andre dyr i haven lægger deres æg på hjemmehørende planter - mange af dem, som vi ikke altid kan se en anvendelse af, for eksempel er løgkarse og brændenælde gode sommerfugleplanter.

Man kan lige nu plukke og så frø fra planter i naturen som røllike og kællingetand, de hører til henholdsvis kurvblomstfamilien og ærteblomstfamilien.

Man kan godt nå at sætte løg i plænen nu her i november. Krokus (de såkaldte botaniske) er bivenlige planter og blomstrer tidligt.

3 Kig på forholdene

Er der et lavt sted på grunden, så skal planter, der skal stå fugtigt, med god sandsynlighed stå der. Hvis det er planter, der skal have sol og tørke, skal de stå et højt og tørt sydvendt sted på grunden.

Før man går ud og bruger masser af grus og sand i bedene, kan man tage et spadestik i jorden og få en fornemmelse for jordens sammensætning. Hvis man vil have et tørt bed med næringsfattige forhold, kan man tilføre sand eller grus.

Men kig på forholdene, før du laver hele din have om til en sandkasse. Det kan være, der er masser af skygge og fugt, og så er det måske en skovhave med masser af skyggetålende arter, man skal lave.

4 Lad gammelt træ blive

Gamle træstammer, grene og andet dødt ved er vigtigt at have liggende i haven. Jeg har selv for nylig fældet en troldhassel i min have, og jeg lod den gamle stamme ligge i et bed. I sprækkerne i barken kan insekter som sommerfuglen nældens takvinge og mariehøns overvintre. Om sommeren kan vilde bier bruge dødt træ til at bygge rede i, hvis der for eksempel er boret huller i det. Og så er det også dekorativt.

Har man hækaffald, kan man samle det til et kvashegn mellem hegnspæle. Der kan pindsvin overvintre, og fuglene vil elske at bygge rede i det.

5 Giv dyrene vand

Alle former for vand er vigtigt for at skabe mere liv i haverne. Hvis man ikke har mulighed for at lave et vandhul i haven, så kan en skål med vand også gøre gavn. Det kan både fugle og pindsvin drikke af.

Husk at lægge en sten i eller et lille bræt, så dyr ikke drukner i skålen eller vandhullet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Hjemmebagt fynsk brunsviger-blues

Midtfyns Posten

Julekoncert i Sdr. Nærå Kirke

Midtfyns Posten

Julevandring rundt i Ringe

Midtfyns Posten

10.000 julelys i Sdr. Nærå

Annonce