Annonce
Midtfyns Posten

Investering på 38 millioner: Nye genbrugspladser på Midtfyn får åbnet alle ugens dage

Det er en uge siden, at den første gravemaskine rykkede ind på Kielbergvej og tog fat på arbejdet med den nye genbrugsstation. Direktør hos FFV, Christian Møller, forventer, at pladsen er klar til brug i slutningen af året. Foto: René Johansen
Forsyningsselskabet FFV har sat gang i arbejdet med at lave helt nye genbrugsstationer i Ringe og Årslev. Budgettet for begge er 38 millioner kroner, og de holder åbent alle ugens dage, mens haveaffald kan afleveres døgnet rundt.
Annonce

Ringe/Årslev: Fremover bliver det muligt at komme af med sit affald på genbrugsstationer i Årslev og Ringe om søndagen. Det bliver det i hvert fald, når to nye pladser er færdiglavet og klar til brug i de to byer.

Det oplyser direktør i forsyningsvirksomheden FFV, Christian Møller, som for nylig satte gang i arbejdet i Ringe. Det er på Kielbergvej, hvor FFV har købt en grund tæt ved motorvejen.

- Den nuværende placering på Korsvangen er ikke i et decideret industrikvarter, og det betyder, at vi ikke kan holde åbent søndage og helligdage, forklarer Christian Møller og tilføjer, at der også er flere andre årsager til den nye placering.

- Der er bedre tilkørselsforhold, og den plads vi har lige nu, vil være meget dyr at bygge om, når pladsen skal indrettes med nedsænkede containere, så brugerne ikke skal løfte affaldet op ad trapper. Så det bliver en noget anderledes indretning, siger direktøren.

Der bliver lavet niveauforskelle, og det betyder, at kørslen bliver adskilt, så brugerne af pladsen kører på indersiden, og lastbilerne, der tømmer container, kører på ydersiden. Det er et stort problem i dag i Ringe, at lastbiler kører mellem brugerne, der smider ting i containerne.

Christian Møller, direktør hos FFV

Annonce

Aflever døgnet rundt

Ifølge Christian Møller bygges der på erfaringer fra pladsen i Faaborg.

- Der bliver lavet niveauforskelle, og det betyder, at kørslen bliver adskilt, så brugerne af pladsen kører på indersiden, og lastbilerne, der tømmer containere, kører på ydersiden. Det er et stort problem i dag i Ringe, at lastbiler kører mellem brugerne på pladsen, siger Christian Møller, som også kan se frem til flere kvadratmeter.

Den nye plads i Ringe bliver tre gange større.

- I Ringe har vi en lille haveaffaldsplads i dag, og vi får nu et større areal og mulighed for at køre separat til haveaffaldspladsen. Dermed vil vi kunne holde den del døgnåben, lyder det fra Christian Møller.

Efter planen skal pladsen i Ringe stå klar sidst i 2020, mens pladsen i Årslev er klar til brug i marts 2021.

- Det bliver de samme principper i Årslev, hvor den nye genbrugsplads placeres på Lundsmarken. I Årslev er vi med den nuværende placering også i den situation, at vi ikke heller ikke kan holde åbent søn- og helligdage, siger direktøren og lader forstå, at aflevering af haveaffald døgnet rundt også bliver muligt i Årslev:

- Jeg er sikker på, at der bliver tale om væsentlige forbedringer for dem, der bruger pladserne.

Annonce

Årslev-plads sælges

38 millioner kroner postes der i de to nye genbrugsstationer, hvor det som sagt også bliver muligt at aflevere sit affald om søndagen. Desuden bliver det muligt at aflevere byggematerialer som rockwool, vinduer og træ til genbrug. Det kan andre så hente.

- Den nuværende genbrugsstation i Årslev skal vi sælge. I Ringe er vi ikke helt afklaret endnu, men en del af pladsen skal vi bruge til omlastning i forbindelse med den nye affaldsordning, hvor vi skal indsamle fire fraktioner (typer af affald, red.) fra husstandene, siger Christian Møller og uddyber:

- Det er for at lave nogle kortere transporter til slutdestinationerne for affaldet, at vi skal laste om der.

I dag betaler en husstand 1556 kroner for at kunne bruge genbrugspladserne, inklusiv den nuværende ordning med indsamling ved alle husstande. Med udvidelse af åbningstiden til alle ugens dage i Årslev og Ringe samt investeringen på 38 millioner kroner stiger beløbet til 1831 kroner om året.

Genbrugsstationen i Faaborg er i dag den eneste i kommunen, der har åbent om søndagen.

Genbrugspladserne

Genbrugspladsen i Ringe er i dag på 5000 kvadratmeter. Den nye plads bliver 15.000 kvadratmeter - eller cirka tre almindelige fodboldbaner.

Også i Årslev bliver der mere plads, når genbrugsstationen flytter fra Erhvervsvangen og til Lundsmarken.

Den nye plads rummer 13.000 kvadratmeter - 2000 flere end i dag.

140.000 besøg er der på pladsen i Ringe om året, mens tallet er 97.000 for pladsen i Årslev.

Den nye genbrugsstation bliver med plads til genbrugelige byggematerialer, som folk kan aflevere på stedet, og som andre kan hente gratis. Skitse: FFV
Der bliver flyttet rundt på en del jord på Kielbergvej i disse dage. Foto: René Johansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce