Annonce
Midtfyns Posten

Janni overraskede sin chef: Sdr. Nærå Bageri får pris som årets innovative læreplads

Janni Bjørn havde indstillet sin bagermester i Sdr. Nærå Bageri, Morten Madsen, til årets innovative læreplads, og forleden fik han overrakt prisen, og det vidste han ikke noget om på forhånd. Foto: Hardy Hounsgaard
Janni Bjørn tog fusen på sin chef, bagermester Morten Madsen fra Sdr. Nærå Bageri, der blev overrasket med besøg fra Holstebro og en pris som årets innovative læreplads.
Annonce

Sdr. Nærå: - Morten, kom lige herud.

Janni Bjørn Hansen kalder på sin chef, bagermester Morten Madsen, der i de bageste gemakker er i gang med at slå brød op i bageriet i Sdr. Nærå.

22-årige Janni Bjørn, der for nylig blev udlært og nu er fastansat i bageriet, står med to repræsentanter fra sit uddannelsessted, Uddannelsescenter Holstebro, der med en buket blomster og et diplom står klar til at overraske den intetanende bagermester.

Morten Madsen kommer ud fra baglokalet og ser med lettere forundret mine på den udsendte delegation, inden Janni tager ordet og proklamerer:

- Morten, jeg har indstillet Sdr. Nærå Bageri til en pris for at være den bedste innovative læreplads, og du har vundet den pris.

Bagermester Morten Madsens ansigt lyser op i et smil på størrelse med en flækket giffel, da han finder ud af, at Sdr. Nærå Bageri er kåret til årets innovative læreplads, indstillet af bageriets nu udlærte lærling Janni Bjørn. Foto: Hardy Hounsgaard

Morten Madsens ansigt lyser op i et smil på størrelse med en flækket giffel, mens han får blomster og diplom overrakt af direktør Ann Østergaard og uddannelseschef Jan Emtkjær, der er kørt hele vejen fra Holstebro til Midtfyn denne grå og regnfulde onsdag formiddag.

Det lille bageri i Sdr. Nærå har fået prisen på tværs af alle fag i regi af Uddannelsescenter Holstebro, hvor Janni Bjørn har haft sin skolegang.

Sdr. Nærå Bageri går nu videre til landskonkurrencen om at blive årets innovative læreplads.

Annonce

Bagermester i 30 år

Morten Madsen har haft bageriet siden 2001 og har været bagermester i 30 år. Han har tidligere haft det nu lukkede Lampes Konditori i Ringe. Han er beæret over prisen.

- Det er dejligt, at man bliver værdsat for ens arbejde. Jeg har stadigvæk kontakt til alle mine lærlinge gennem tiderne, siger Morten Madsen, der lige nu har to lærlinge i bageriet.

Blå bog

Morten Madsen er 57 år og har siden 2001 haft Sdr. Nærå Bageri.

Han har været bagermester i 30 år, da han 1990-2005 havde det nu lukkede Lampes Konditori på Vestergade 5 i Ringe.

De sidste år med konditoriet i Ringe havde han sideløbende med bageriet i Sdr. Nærå.

Han har i dag to lærlinge og i alt 18 ansatte i Sdr. Nærå Bageri.

Siden 1870 har der været bageri på hjørnet af Åvej og Espegyden tæt ved Sdr. Nærå Kirke, så i år kan Sdr. Nærå Bageri fejre 150-års jubilæum.

- Det er et kanonfedt fag at arbejde i. Det kan godt være, at nogle af os ikke har den store skolegang, men vi kan så være kreative på andre måder. Det er et fag, hvor man er sikker på at få arbejde, når man er udlært, for der er efterspørgsel efter dem, siger Morten Madsen.

Som bager skal man være indstillet på at arbejde om natten for at kunne give folk frisk morgenbrød.

Annonce

Arbejder om natten

- Vi skal vænne de unge mennesker til at arbejde i weekenderne, når deres kammerater er ude at drikke øl. Men hos os har de fri hver anden weekend, og de møder klokken tre i de weekender, hvor de arbejder, mens de kan vente med at møde klokken syv i hverdagene, siger Morten Madsen om lærlingenes arbejdstider.


Det er et kanonfedt fag at arbejde i. Det kan godt være, at nogle af os ikke har den store skolegang, men vi kan så være kreative på andre måder.

Morten Madsen, bagermester Sdr. Nærå Bageri


Selv møder han endnu tidligere, mens de fleste sover dybt.

- Jeg møder klokken to, og så er jeg som regel på arbejde i 12 timer. Men det vænner man sig til, siger Morten Madsen.

- Mine elever skal være bedre end mig, når de går herfra. De er fremtiden, og jeg har vel 10 år tilbage, inden jeg skal pakke sammen, siger Morten Madsen, der er 57 år.

- Nej, Morten, du bliver da ved i 20 år endnu, svarer Janni Bjørn fra den anden side af bordet, hvor brunsvigerdej bliver rullet ud.

Annonce

Holdt det hemmeligt

- Jeg får lov til at gå i gang med alt her. Man får lov til at sætte sit præg på det, man gerne vil lave, siger Janni Bjørn, der er lettet over, at hun endelig kan tale med sin mester uden at bære på hemmeligheden om prisen.

- Jeg har vidst i 14 dage, at han ville få prisen, men han har ikke vidst noget, siger Janni Bjørn.

Janni Bjørn kan godt lide at være i bageriet i Sdr. Nærå, hvor Morten Madsen har været bagermester siden 2001. Foto: Hardy Hounsgaard
Morten Madsen er beæret over, at hans bageri i Sdr. Nærå har fået prisen som årets innovative læreplads. Foto: Hardy Hounsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Hjemmebagt fynsk brunsviger-blues

Midtfyns Posten

Julekoncert i Sdr. Nærå Kirke

Midtfyns Posten

Julevandring rundt i Ringe

Midtfyns Posten

10.000 julelys i Sdr. Nærå

Annonce