Annonce
Midtfyns Posten

Katrines coronadagbog - første skoledag og havkajak

Katrine Tougaard Kristensen går i 2. g på Midtfyns Gymnasium. I sidste uge vendte hun for første gang i flere måneder tilbage til skolen. Privatfoto
Katrine Tougaard Kristensen går i 2. g på Midtfyns Gymnasium. I onsdags vendte hun for første gang siden midten af marts tilbage til skolen, efter at hun og hendes klassekammerater under coronakrisen har måttet nøjes med online-undervisning. Midtfynsposten har fået lov til at dele Katrines dagbog under coronakrisen.
Annonce
Annonce

Fredag 22. maj

Her til morgen så det ud til at skulle blive en rigtig fin dag, men i stedet har det bare regnet fra grå skyer hele dagen. Selvom det har regnet, har det nu været en god dag alligevel, fordi vi var over at besøge mine bedsteforældre. De bor i et hus omringet af skov og natur langt ude på landet, så alting bliver altid sat lidt på pause, når man tager ud til dem, på en god måde.

Selvom vi stadig er påpasselige med forholdsregler osv., er det rart at bare kunne tage lidt væk fra det hele og snakke om andet end hele situationen. Og så er det altid godt med frokost og eftermiddagskaffe lavet af bedstemor. Jeg har også kun godt af at komme ud af huset, men det skal der jo nok blive nok af i den nærmeste fremtid. Det skal nu blive godt med lidt socialisering og hyggesnak.

Katrine Tougaard Kristensen

Katrine Tougaard Kristensen er 18 år og går i 2. g på Midtfyns Gymnasium. Hun bor lidt uden for Nørre Lyndelse sammen med sin mor, far og lillebror.

I sin fritid går hun til dans - det er en blanding af showdance og hip hop. Derudover arbejder hun i kulturhuset i Ringe, hvor hun er med til at lave arrangementer.

Hendes favoritgøremål er at lytte til musik.

Livretter har hun ikke nogen bestemte af:

- Jeg kan lide alt mad, der smager godt, fortæller Katrine.

Hun drømmer om at komme ud og opleve ting. Det kunne blandt andet være rejser. Men ellers vil Katrine også gerne arbejde på den efterskole, hun gik på - Lunderskov Efterskole. Man kan nemlig komme tilbage og arbejde i køkkenet eller være hjælper på skolen.

Annonce

Lørdag 23. maj

I dag grillede vi for første gang i år, ikke fordi vejret var særligt godt, men det var heller ikke dårligt. Det er nu rart, at vi bevæger os mod sommeren og kommer væk fra mørke og gråvejr, det vil være rart med en god varm sommer, men man må ikke satse for højt her i Danmark. Uanset hvordan vejret bliver, så bliver de fleste nok i Danmark i stedet for at tage på afbudsrejser osv. Vi vil nok alle huske denne tid under corona, men vi kommer nok også til at huske sommerferien efter/under, ligegyldigt spredningen af virussen.

Så har jeg snittet min hæklenål færdig, så nu er det kun mig selv, der er begrænsende for mine projekter, hvilket nok betyder, at jeg ikke får det gjort. Men nu må vi se, jeg fik jo trods alt lavet hæklenålen.

Annonce

Søndag 24. maj

Dagene er efterhånden meget ens, og i dag har lignet i går, som lignede alle andre dage.

Men lidt afveksling var der dog, fordi jeg løb en tur med min mor. Vi løb 7 km på en time og så tænker du måske, hvorfor i alverden gjorde I sådan noget modbydeligt. Jo, som du nok kan fornemme, er løb ikke min favorit, hvilket yderligere mystificerer tingene. I morgen har jeg skoleårets sidste idrætstime, og som en fed afslutning synes lærerne, at en løbekonkurrence var passende. De vil finde gennemsnitsdistancen for klasserne på en time, og for at gøre smerten mindre gjorde jeg det i dag i stedet for at starte min dag med sådan noget frygteligt noget. Så når jeg skal i skole igen, tropper jeg op med corona-hår og ømme fødder.

Annonce

Mandag 25. maj

Nu er mine dage her hjemme med virtuel undervisning snart talte, fordi i dag kom der en udmelding fra mit gymnasie om opstarten. Vi skal allerede i skole på onsdag, så i morgen er min sidste dag herhjemme. Så har de også udmeldt de forholdsregler og foranstaltninger, som vi selvfølgelig skal tage, men det kan jeg fortælle mere om, når jeg selv har oplevet det.

Man kan sagtens mærke på både elever og lærere, at de glæder sig til at kunne mødes på skolen, alle har virkeligt opdaget, hvor meget de små ting i dagligdagen betyder. Også mine forældre har fået lov til at komme tilbage på arbejdet, men jeg tror nu alligevel, at de forsat for det meste bliver herhjemme. Men til dem, som stadig går der hjemme, sender jeg mine hilsner og et kram, hvis man er til det.

Annonce

Tirsdag 26. maj

Så er min sidste dag herhjemme ved at få en ende, og i morgen skal jeg i skole. Jeg indså lige, at jeg skal have pakket min taske, samt at jeg ikke længere bare kan åbne køleskabet og tage, hvad der er i frokostpausen. Ved jeg overhovedet, hvornår jeg skal stå op for at kunne nå det hele. På en måde føles det lidt lige som første skoledag efter sommerferien, man skal finde skoletasken og lommeregneren frem fra gemmerne. Selvom de ikke har været gemt væk, føles det på samme måde.

Så er det blevet rigtigt sommervejr, og jeg har gået i shorts noget af dagen, hvilket bare yderligere bidrager til forestillingen om, at det snart er sommerferie. Men man må yde, før man kan nyde, så jeg må lige give det en skalle med at yde, sådan at jeg kan nyde ferien.

Annonce

Onsdag 27. maj

I dag har været en dag med mange førster. Jeg var i skole igen for første gang, jeg var til kajak igen for første gang og for første gang har det føltes som en normal dag.

Selvom vi har været derhjemme i så lang tid og ikke set hinanden i skolen, så faldt alting ret hurtigt tilbage til det gamle. Men alligevel var der jo lige nogle forholdsregler, som man skulle tage højde for. Der var håndsprit udenfor og inden i alle lokalerne, og vi befandt os kun i det samme område hele dagen. Men især nu hvor afstanden er sat ned til en meter, tænker man ikke særligt meget over det, fordi man alligevel ikke normalt står trykket op og ned af sine klassekammerater. Det er på en måde rart, at det bare falder tilbage i det gamle, men der er også nogen, som måske går lidt for meget tilbage og glemmer at holde afstand.

Så var jeg til kajak for første gang i næsten et år, og ja jeg går til havkajak. Grunden til, at jeg ikke har været afsted i så lang tid var fordi, der altid kom noget andet i vejen, men nu er det ikke et problem. Man tænker altid hver gang, inden man tager afsted, at man ikke rigtigt orker det, men når man ligger derude på havet med vind i håret og kigger op på himlen, så er der alligevel noget over det. Selvom det er hele ens aften, som går med det, er det afslappende, udtømmende og hyggeligt, og jeg ville ikke leve uden det.

Den sidste første er, at det for første gang har føltes som en helt normal dag inden alt det med corona. Jeg var i skole, tog hjem og slappede lidt af og tog så afsted til kajak og brugte aftenen på det. Alting falder stille og roligt på plads igen, og man finder ud af, hvilke ting der egentlig ikke er nødvendige.

Annonce

Torsdag 28. maj

Så kom anden skoledag efter hjemsendelsen til en ende, og den forløb meget ligesom i går. Fordi vejret er blevet så dejligt og med solskin, så har vi siddet meget udenfor, når vi laver opgaver osv., hvilket også hjælper på smitterisikoen. Vi har ikke fuldt skema disse dage, hvilket er meget godt, fordi så er det en mere stille og rolig opstart i stedet for at få en stegepande med skolearbejde i hovedet.

Man kan se og fornemme, at folk på skolen ikke tager retningslinjerne så alvorligt og ikke går op i, om der nu er en meter mellem os, men vi går heller ikke og krammer hinanden, så det er nok en sund mellemting. Men jeg får da i hvert fald sprittet og vasket mine hænder rigtig meget nu, hvor jeg er tilbage i skole, men også tilbage til mine fritidsaktiviteter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce