Annonce
Midtfyns Posten

Et kendt ansigt i Ringe er død

Gunda Hansen boede hele sit voksne liv i Ringe og var et kendt ansigt i byen. Hun blev 81 år. Arkivfoto: Kurt Rasmussen
Annonce

Lissi Agermose Uuttera, Ryslinge, har på vegne af familien skrevet mindeord om Gunda Hansen fra Ringe.

Gunda Hansen blev født 9. december 1939 og døde 26. januar 2021.

Hun tog på sin sidste rejse fra Svendborg Sygehus. Hun kæmpede til det sidste, men tabte kampen. Den største sorg ramte os, som var så heldige at have hende som mor. Hun var et stort familiemenneske og sagde aldrig nej, når vi rakte ud efter hendes hjælp.

Hun elskede, når børnebørnene brugte tid ved hende. Og hun fortalte stolt vidt og bredt om børn, børnebørn og oldebørn til dem, hun kunne få til at lytte. Hun brugte mange timer på sidelinjen, når børnebørnene spillede håndbold og fodbold. Hun støttede op om alt, hvad hendes børn og børnebørn var en del af.

Hun deltog i bedsteforældredage, alle mærkedage, skoleforestillinger, og altid var vores børn bare de bedste.

Hun gik ikke af vejen for at prøve nyt, og da hun blev spurgt, om hun ville med ud at køre i kampvogn, da et af hendes børnebørn var i militæret, hoppede hun om bord, selv om hverken ryggen eller bentøjet havde det helt godt.

Vi har været på udenlandsrejser sammen, og hun nød det, og selv om pengene var små, fandt hun altid en vej, så hun kunne komme med. Hun tog gerne børnebørnene med i zoo eller til det årlige teaterstykke i Den Fynske Landsby. Hun elskede at komme ud, og hun elskede, når vi kom på besøg.

Gunda var privat dagplejer i mange år, og mange små fødder har trådt gennem mors hjem. Hun åbnede sin dør hvert år, da Midtfyns Festivalen var på sit højeste. Lod folk få sig et bad, en kop kaffe og en masse snak. Hun var et meget socialt menneske og et menneske med meninger. Hun tog sig gerne en snak om stort og småt med dem, som hun mødte på sin vej.

Gunda boede hele sit voksne liv i Ringe og var et kendt ansigt i Ringe by, hvor hun travede mange ture, og hvor hun i sit livs efterår begyndte at sælge lodsedler, hvor hun i timevis stod foran Superbrugsen eller gik fra dør til dør. Og det holdt hende i gang.

De senere år kæmpede hun med sygdom, men gik dog indtil for få måneder siden sin daglige tur på indkøb.

Gunda efterlader sig en stor familie, blandt andet fem børn, svigerbørn, mange børnebørn og oldebørn.

Tak for alt.

Gunda Hansen bisættes fra Ringe Kirke fredag 12. februar kl. 11. Grundet covid-19 er det kun for indbudte.

Annonce
Annonce
Midtfyns Posten

Natkirke i Nazarethkirken

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce