Annonce
Midtfyns Posten

Klumme: 2021 - et år i naturens tegn

Simon Jylov, sognepræst i Espe, Vantinge og Hillerslev sogne. Privatfoto

Nu skal naturen for alvor frem i lyset. Sådan har jeg hørt mange sige, efter at vi i 2020 har set, hvordan vi faktisk kan ændre mange vaner, og hvordan mange af de ændringer har ført en positiv effekt med sig, når det kommer til naturen og klimaet.

Derfor må 2021 blive et år i naturens tegn! Spørgsmålet er netop, om vi har råd til at lade være? Er vores gamle vaner og privilegier det værd? Skulle vi ikke i stedet se på nogle nye veje – veje, som ikke fører til Rom, men som fører ud i det danske og nærtliggende landskab i stedet?

Bare her på Midtfyn er vi glade for naturen. Den har en speciel rolle, når vi skal beskrive vores område. Jeg tror der er mange, som ikke nævner skoler og indkøbsmuligheder som det første, men som nævner naturen og vores mange stier og grønne områder. En af glæderne ved at bo i det midtfynske er lige netop den tætte kontakt til det grønne og til naturen. Derfor må ”2021 – naturens år” være en sag, som i den grad skal føres frem i det midtfynske.

Annonce
Sallinge Å slynger sig gennem det midtfynske område, og åen og den grønne natur kan blandt andet nydes på naturstien, der går mellem Ringe og Espe. Naturstien blev indviet sidste år. Arkivfoto: Hardy Hounsgaard

Vi står over for et kommende kommunalvalg i efteråret, hvor vi skal være med til at sætte en retning for kommunen, og her tror jeg, at vi skal turde se på de grønne og klimamæssige tiltag som noget af det vigtigste.


Jeg skal være den første til at sige, at jeg er en frygtelig klimasynder. Jeg tager ikke cyklen nær så mange gange som jeg burde, og jeg spiser for meget kød.

Simon Jylov


Men også på egen hånd kan vi gøre noget. Jeg skal være den første til at sige, at jeg er en frygtelig klimasynder. Jeg tager ikke cyklen nær så mange gange som jeg burde, og jeg spiser for meget kød. Men mange bække små gør stor å. F.eks kan man vælge at købe dansk kød frem for argentinsk eller sydafrikansk (og ja, læg mærke til, hvor meget kød i køledisken, der kommer udefra!) Mon ikke en dansk bøf er langt bedre for klimaet end en argentinsk?

Også på havefronten kan man gøre meget selv. Jeg har så lidt grønne fingre, at man skulle tro det var løgn, men jeg stod ikke først i køen, da Gud uddelte havekundskaber. Derfor har jeg kigget ud og set, at man kan komme langt ved at lade haven gro vildt – et nærmest himmelsk budskab til en mand uden havekundskaber. Derfor har jeg overladt en stor del af præstegårdens have til et projekt om skabelse af mere vild natur. Menighedsrådet og jeg vil således prøve at etablere et stort vildt område, og samtidig lade flere buske og træer gro vildt. Forhåbentlig giver det plads til flere fugle og insekter.

Som en sidste ting, så må jeg bare fremhæve træer. Jeg har skrevet om træet før, og vil gøre det igen og igen. Træer er den nemmeste vej til mere natur, til mere grønt og til mere glæde. Træer køler byer når det er varmt, og træer lyser op når det er gråt.

Hvis Faaborg-Midtfyn skulle dristige sig til at blive en mere vild og naturvenlig kommune, så skulle der plantes nogle flere træer! Man kunne i øvrigt slå to fluer med et smæk, hvis man kombinerede naturudbredelse med forskønnelse af kommunens landsbyer, og lod træer og lunde plante, hvor der står tomme områder, eller hvor der ligger faldefærdige huse eller fabrikker. Det tror jeg vi alle kunne få glæde af – men særligt naturen!

Om klummen

Simon Jylov er 29 år og er sognepræst i Espe, Vantinge og Hillerslev sogne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Klumme: Ekspropriation

Annonce