Annonce
Midtfyns Posten

Klumme: Har vi overhovedet ikke set lys endnu?

Malene Rask Aastrup, valgmenighedspræst i Ryslinge. Foto: Michael Bager
Annonce

Den første gang du møder døden er, når du ser en død flue eller bille, der ligger helt stille, men ellers ligner sig selv. Værre er det, når det er en fugl, der ligger med benene i vejret. Fuglen er helt hård på en unaturlig måde, når du skubber til den. Fjerene er pjusket, og øjnene stikker ud. Mest uhyggeligt var det, når du er ude at køre bil, og der ligger et eller andet dyr i rabatten og ser helt forkert og meget pandekageagtig ud. Tåbeligt nok, føler du en fristelse og nysgerrighed efter at se, hvad det er. Er det katten? Naboens? Ens egen? Er det en hund, en ræv, en fasan?

Vi bliver draget mod det uhyggelige, og samtidig bliver vi nødt til at se den anden vej, fordi det er så skræmmende. Døde mennesker er det mest uhyggelige. Lig, spøgelser, zombier. Du skal ikke være ret gammel, før du hører uhyggelige historier. Det er på den måde en tradition, som Halloween er kommet til. Et forsøg på at jage døden bort med dens egne skræmmeri.

At døde mennesker er væmmelige, vil de fleste tænke, men det er noget andet, når det døde menneske er en af dine egne. Én du elsker. Én du kender. Én du holder af.

Lørdag den 31. oktober kl. 17 er der Halloween for børn og voksne i Nazarethkirken i Ryslinge, og søndag den 1. november kl. 16 er der Allehelgen-gudstjeneste i Ryslinge Valgmenighed med lystænding for dem, vi bærer med i vores hjerter. Alle er velkomne med og uden tilhørsforhold.

Børn er ikke bange for døde. Har ikke samme erfaring som vi andre med, at de døde ikke dukker op igen. Jeg husker, hvordan jeg så på min morfar, der lå i den åbne kiste i sin blåstribede pyjamas. Jeg holdt min mormor i hånden. Hun virkede ked af det. En anden erfaring har jeg som voksen. Når den døde er død, er kroppen ikke kold. Den kan virke helt varm og næsten levende. Man kan se det og så alligevel ikke.

Først da jeg oplevede min fars døde krop som varm, forstod jeg alle de skulpturer, der er lavet af jomfru Maria med den døde Jesus. Jeg har altid tænkt, at det var forceret og opstillet. En voksen kvinde med sit voksne barn i armene. Alting må have gået så hurtigt langfredag.

Selvom dagen var lang, må det have føltes som en film, et mareridt, der ikke kunne være sandt. Maria må forholde sig til, at det er hendes søn - at han er død. Hun bliver nødt til at se på ham, røre ved ham, kalde på ham, og hun må sådan have håbet, at han slår øjnene op og siger, hvad de forsøgte at provokere ham til: ”Se, jeg har vækket mig selv til live. Jeg er jo Guds søn!” Levende blev Jesus først på den tredje dag. På den måde kan vi vide, at Jesus ikke var besvimet. Han var virkelig død. Ikke bare vågnet op efter en udmattelse.


Først da jeg oplevede min fars døde krop som varm, forstod jeg alle de skulpturer, der er lavet af jomfru Maria med den døde Jesus.

Malene Rask Aastrup


Jeg tror, jeg har forestillet mig som barn, at først er du levende og kan det hele, og så er du død og uhyggelig. Det er også let at se, om et menneske er levende eller dødt. Det ånder ikke længere, og det er meget tydeligt, at det vi kalder for sjælen, har forladt det. Det er heldigt, for ellers kunne vi jo ikke begrave dem uden at være bange for, at de vågnede op igen og ikke kunne komme ud af kisten. Selvom sjælen så tydeligt er borte fra kroppen, fatter vi det ikke. At vores døde ikke er her mere. At vi aldrig mere kan tale med dem, høre dem tale, høre dem le, se dem gå omkring og være sammen med dem. Det er som om, de er her endnu. Kan det være, fordi de faktisk er her? Deres atomer er nu samlet på en anden måde? Deres sjæl er fri og flyver omkring?

I gamle dage troede de, at vi alle ville blive vækket til live på den yderste dag. Derfor ligger alle i gravene placeret, så de vil gå mod øst, hvis de rejser sig. Som ung præst forsøgte jeg at forklare det til min søn. Da jeg sagde til ham, at ”engang skal de døde vækkes til live”, vidste jeg med det samme, at det tror jeg ikke på. Så længe skal vi ikke vente. Jeg tror opstandelsen sker med det samme. Døden er ikke enden på alting, men en dør til Guds evighed. Til et lys, der er så stærkt, at alverdens lamper bliver til ingenting. En mand fortalte mig engang om en smuk drøm, han havde haft: Han så et lys ikke større end en knappenål. Men det var så stærkt! ”Hvis det er lys” sagde han ”så har vi overhovedet ikke set lys endnu!”

Klummeskribenten

47-årige Malene Rask Aastrup har siden 2015 været valgmenighedspræst i Ryslinge. Hun er gift med Anders Aastrup, sognepræst i Hjallese ved Odense. Sammen har de fire drenge, der er henholdsvis 21, 19, 13 og 11 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Hjemmebagt fynsk brunsviger-blues

Midtfyns Posten

Julekoncert i Sdr. Nærå Kirke

Midtfyns Posten

Julevandring rundt i Ringe

Midtfyns Posten

10.000 julelys i Sdr. Nærå

Annonce