Ryslinge: Der er blevet klippet og malet ihærdigt i mødesalen i Ryslinge Valgmenighed de sidste par uger. Det er årets konfirmander, der har arbejdet hård på små påskeværker, som de udstiller i Nazarethkirken til gudstjenesten langfredag kl. 9.30.
Værkerne er papirklip med motiver fra påskens kristne begivenheder, som konfirmanderne har farvelagt. Inspirationen til de små fine papirklip kommer fra papirkunstner Sonia Brandes, som hen over vinteren udstillede sine smukke papirklip i valgmenigheden.
Malene Rask Aastrup, valgmenighedspræstUden langfredag kunne Jesus ikke genopstå fra de døde, så dagen er vigtig for den kristne tro på opstandelsen.
Den gode fredag
Langfredag er den dag, vi markerer Jesu død på korset, og dagens navn animerer ikke ligefrem til at komme i kirke. Men det er en misforståelse, forklarer Malene Rask Aastrup, valgmenighedspræst i Ryslinge Valgmenighed.
- Uden langfredag kunne Jesus ikke genopstå fra de døde, så dagen er vigtig for den kristne tro på opstandelsen. Derfor kalder englænderne også dagen Good Friday - den gode fredag. I Ryslinge Valgmenighed holder vi en kort gudstjeneste med læsninger, salmer, musik - og konfirmandernes fine påskebilleder, så man kan roligt gå i kirke, smiler hun.
Værkerne kan ses i kirkens vinduer under gudstjenesten langfredag i Nazarethkirken.