Nr. Broby: Det skabte smil og glæde, da lærerne på Broby Friskole for nylig brugte det meste af en tirsdag på at aflægge skolens ældste elever i 5.-10. klasse et kort udendørs besøg.
Eleverne modtager hjemmeundervisning i denne tid på grund af coronarestriktionerne.
Skolens køkken var mødt tidligt ind for at bage fastelavnsboller til eleverne og deres forældre.
Cirka 500 fastelavnsboller blev på fem timer fragtet rundt til familierne.
- Relationsarbejdet til vores elever er altid alfa og omega, men især i denne tid kan vi mærke, at det er ekstra vigtigt. Om det er elever eller lærere, der har glædet sig mest, er svært at sige, udtaler skoleleder Peter Møller i en pressemeddelelse.
Rundturen var blot et af mange anderledes tiltag, som er tænkt ind til glæde for eleverne i en noget anderledes tid.
Også ugentlige walk and talks, aftenquizzer, klassedysts, bagning og fællesspisning er afviklet virtuelt den sidste måned.
- Vi er som alle andre skoler nødt til at motivere vores elever på flere forskellige måder. Vi ser dem hver dag til undervisning på skærmen, men i vores erhverv er små sjove initiativer som dette vigtige for at holde modet oppe hos elever og lærere. siger Peter Møller.
Lærerne blev på turen modtaget med smil, glæde og et håb om snart at kunne ses på skolen igen, lyder det.