Ringe: En flok lysebrune små pelsklumper kravler med små skridt hen over hinanden i den 10 sekunder lange video, som Lene Søgaard viser frem på sin telefon.
- Det er min nye hvalp. Den er to uger gammel nu og har lige lært at gå, siger hun med et smil.
Lene Søgaard har i ni et halvt år har haft dyrebutikken Lady & Vagabonden på hjørnet af Algade og Østergade i Ringe. Hun passer butikken alene, men snart får den 61-årige hundeelsker en ny firbenet butiksassistent.
Hun glæder sig til, at hun om seks uger får Gaby, som er navnet på hendes nye tævehvalp af racen Nova Scotia Duck Tolling Retriever - også kaldet Toller.
Coronanedlukningen for halvandet år siden betød, at mange tilbragte mere tid derhjemme med hjemmearbejde og hjemmeskole, og det medførte, at mange flere fik hund. Det har Lene Søgaard også kunnet mærke - både privat og i sin butik.
Svært at få fat i en hvalp
- Det har været svært at få fat i en hvalp. Jeg har haft fat i opdrættere i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, men de havde ikke nogen, siger Lene Søgaard.
Hun ville gerne have en Toller.
- Vi har længe ønsket os den race. Jeg har tidligere haft en Flatcoated Retriever og har været træner i Retrieverklubben i 25 år. Men vi ville gerne have en lidt mindre retriever. Tolleren er den mindste retriever med en vægt på mellem 15 og 18 kg, og det har været svært at finde, siger Lene Søgaard.
- Til sidst fandt vi en opdrætter i Tyskland i nærheden af Flensborg, og deres hund skulle have hvalpe, fortæller Lene Søgaard.
For at komme i betragtning skulle de sende en ansøgning til opdrætteren, som efterfølgende tog til Fyn for at se Lene an.
- De var her i fire en halv time både hjemme hos os i privaten og i butikken. Vi blev godkendt og har fået lov til at være førstevælger, fortæller Lene Søgaard, der bor i Gammel Stenderup.
Et langt liv med hunde
Savnet efter en hund er stort. For to måneder siden døde Bounty, en ruhåret gravhund, i en alder af 13 et halvt år.
Lene Søgaard, indehaver af Lady & VagabondenDet er første gang i 30 år, at jeg ikke har hund. Det er svært ikke at have en hund, når man er vant til det. Jeg hører stadigvæk trin på gulvet, selv om de ikke er der.
- Det er første gang i 30 år, at jeg ikke har hund. Det er svært ikke at have en hund, når man er vant til det. Jeg hører stadigvæk trin på gulvet, selv om de ikke er der, siger hun.
At mange folk har fået hund den seneste tid, mærker hun på butikkens omsætning.
- Vi sælger for 10-15 procent mere år for år. Jeg har mange trofaste kunder, og der kommer også nye kunder i butikken, siger Lene Søgaard.
Hun vurderer, at 85 procent af hendes salg er til hunde, 10 procent til katte, mens resten er til fugle og gnavere.
- Jeg vil helst have, at hundefoderet består af rene råvarer, og den slags er lidt dyrere. Men jeg har også det billige foder. Det er man nødt til, for der skal være noget til alle, siger Lene Søgaard.
Barselsorlov i oktober
Hun er begyndt at se frem mod slutningen af oktober. Da er lille, nuttede Gaby blevet otte uger, og så må hun tages fra sin mor og komme til sit nye hjem på Fyn.
- Så går jeg på barselsorlov, smiler Lene Søgaard.
- Jeg lukker normalt altid butikken i uge 43, men i år holder jeg nok lukket i to uger, så jeg kan være sammen med den lille ny, siger Lene Søgaard.
Men når Gaby har vænnet sig til sine nye omgivelser, er det meningen, at hun også skal med Lene Søgaard på arbejde i butikken i Ringe.
- Det sværeste bliver nok at lære hende, at hun ikke må gå længere end til indgangen, siger Lene Søgaard, der glæder sig til at få dagligt selskab i sin butik.
Og folk med hang til hunde får en ekstra grund til at slå et smut ind omkring butikken på hjørnet over for Kirkepladsen i Ringe.