Annonce
Midtfyns Posten

Lasses Autolak åbner afdeling i Nr. Broby

Lasse Dahl, manden bag Lasses Autolak i Bogense, har købt Fynbos Autolakering.
Annonce

Nr. Broby: Selvom det kun er knapt halvandet år siden, at Lasse Dahl sprang ud i livet som selvstændig autolakerer, så går forretningen strygende. Og derfor slog han til, da han fik mulighed for at købe det tidligere Fynbos Autolakering på Industrivej 1 i Nr. Broby.

- Jeg har to svende og en lærling ansat, og værkstedet, som jeg lejer mig ind i i Bogense, var ved at blive for småt i forhold til det antal biler, vi gerne vil have igennem. Derudover har vi mange store kunder i Odense, og der ligger værkstedet her tættere på, forklarer Lasse Dahl.

Lasses Autolaks kunder er bl.a. skadescentre, små mekanikere og private. Bilen bliver hentet, buler bliver rettet ud, og skaderne i lakken bliver udbedret, inden bilen igen bliver kørt retur.

- Alt efter om det er små eller store skader, vi skal reparere, så tager det et sted mellem 24 og 48 timer, siger han.

Lasse Dahl overtog værkstedet på Industrivej med alt indhold.

- Jeg har slebet gulvene og sat nogle skilte op, og det er det. Det er et fint og velholdt værksted, siger han.

Pt. er alt aktivitet i firmaet flyttet med til Nr. Broby, det ligger endnu ikke helt fast, hvordan fordelingen skal være mellem de to værksteder.

Annonce

Drømmer om at vokse

- Da jeg startede op for mig selv, anede jeg ikke, om firmaet ville overleve. Men mere vil have mere, og det er jo gået over al forventning. Jeg vil gerne have værkstedet her i Broby op at køre med 5-6 mand, hvor vi kan få 60-70 skader igennem om ugen. I denne uge har vi 40 skader igennem. Så det er mit mål indenfor det næste år at nå derop, lyder det fra Lasse Dahl om ambitionerne.

Han har dog ikke nødvendigvis planer om at udvide med flere afdelinger rundt omkring.

- Det er en branche, hvor der er stor konkurrence. Man konkurrer blandt andet på hurtighed og kvalitet. Og jeg ved, at mange er glade for, at hos os får man altid fat i chefen, når man ringer, og jeg ved, hvad der er sket i alle tilfælde. Det er en kvalitet, siger han.

Lasse Dahl bor i Nr. Aaby og arbejder som udgangspunkt indenfor normal arbejdstid. Oftest kører han dog retur til værkstedet om aftenen for at få noget fra hånden.

- Jeg er ikke meget for alt papirarbejdet, og jeg kan rigtig godt lide at være på værkstedet. Så jeg får kørt nogle kilometer i løbet af en arbejdsuge, siger han med et grin.

Værkstedet i Nr. Broby åbnede igen med den nye ejer i uge 32.

Lasse Dahl (tv) har taget Kim Storm Christensen (th), Per Andreasen og lærling Ida Christiansen med sig fra Bogense. Foto: Maria Retoft Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce