Annonce
Midtfyns Posten

Louise og Lars tog børnene med til insektvæddeløb og fællesspisning: - Familieklub er en virkelig god idé

På pladsen foran kirken i centrum af Ringe er der ophold med quiz og billedleg. Foto: Signe Andersen
Under titlen "Hele Danmarks Familieklub" har KFUM's Sociale Arbejde åbnet familieklubber for flere end 1400 børn og voksne rundt omkring i landet. I sidste uge prøvekørte syv fynske familier det nye klubkoncept i Ringe.
Annonce

Ringe: Edderkoppen piler af sted hen over den bare plet i græsset og søger ly for nysgerrige blikke og buttede fingre, så snart den når de første grønne strå.

- Det var mig, der vandt førstepladsen, råber en af drengene og kaster armene i vejret, så de rager op over børneflokken. Poderne står samlet midt på plænen og stirrer intenst på den lille samling insekter, de netop har indfanget - med en smule hjælp fra mor og far.

Insekterne er deltagere i et væddeløb: De er alle lempet ud af gennemsigtige plastbokse og landet på det cirkelrunde jordstykke. Herfra gælder det om først at nå ud til græskanten, og det bliver hurtigt tydeligt, at bænkebidere og ørentviste ikke kan hamle op med de ottebenede spindlere.

Det gør heller ikke så meget, hvem der vinder. Insektvæddeløbet er blot en af mange aktiviteter på dagens program, der skal give deltagerne et indtryk af, hvad det vil sige at gå i familieklub, forklarer Stine Margrethe Christensen, projektkoordinator på Fyn og øerne for Hele Danmarks Familieklub:

- Familieklubberne har både aktiviteter, fællesspisning og brobygning, hvor medlemmerne tager ud og deltager i andre lokale arrangementer. Klubberne er ikke alle ens. De tager form efter de familier, der er med.

Annonce

Nyt netværk

Tirsdag eftermiddag har Louise Christensen og Lars Thrane Pedersen ikke alene medbragt deres to børn, Cecilie og Willam, men også et par gode venner, da de møder op i Ringes stationsbygning for at se, hvad en familieklub egentlig er for en størrelse. Og indtrykket er positivt, siger Lars Thrane Pedersen:

- Det er en virkelig god idé. Jeg kan især se, hvordan det kan hjælpe nytilflyttere med at opbygge netværk og finde fællesskaber med andre børnefamilier.


Det er en virkelig god idé. Jeg kan især se, hvordan det kan hjælpe nytilflyttere med at opbygge netværk og finde fællesskaber med andre børnefamilier.

Lars Thrane Pedersen, deltager i familieklub i Ringe


Selv om familien bor på Thurø, ville det ikke være noget problem at tage turen til Ringe for at være med i familieklubben, mener han.

Faktisk var det partneren, Louise Christensen, som tog initiativ til at melde familien til dagens prøvekørsel:

- Jeg så KFUM's opslag i en Facebookgruppe og tænkte, at det ville være en fin aktivitet her i sommerferien. Og så prikkede jeg vores gode venner på skulderen for at høre, om de ikke også ville med.

Aktiviteterne mandag og tirsdag er arrangeret i samarbejde med foreningen Liv i stationen, der har lagt lokaler til fællesspisningen og stået for aftensmaden - spaghetti med kødsovs. Foto: Signe Andersen
Annonce

Mangel på frivillige

Netop prik-på-skulderen-metoden er det middel, projektkoordinator Stine Margrethe Christensen satser på for at nå i mål med oprettelsen af klubben i Ringe. For mens op mod otte familier allerede har skrevet sig på venteliste til familieklubben, ser det anderledes ud med interessen for at være frivillig:

- Der skal være omtrent fire frivillige, for at vi kan oprette en klub med ni familier. Lige nu har en enkelt meldt sig, og jeg håber, at prøvekørslen i disse dage kan få ordet til at spredes, så flere frivillige kommer til, siger Stine Margrethe Christensen.

Hun er optimistisk omkring klubbens chancer:

- Allerede nu er der god interesse, og jeg er også meget positivt overrasket over de midler og den opbakning, vi har fået. Projektet har også nogle gode kontakter i byen.

Hvis alt går vel, satser Stine Margrethe Christensen på opstart af klubben til foråret.

Hele Danmarks Familieklub

Civilt samfundsprojekt realiseret af KFUM's Sociale Arbejde i samarbejde med FDF og KFUM-Spejderne.

Målsætningen er, at de deltagende familier styrkes gennem udviklingen af tillidsfulde relationer på tværs af sociale skel.

Hver klub består af cirka ni familier, der mødes to gange om måneden gennem et halvt år.

Et team af frivillige står for aktiviteterne, der er målrettet børn i aldersgruppen 2-12 år.

I foråret 2020 har omkring 420 familier været engageret i et familieklubforløb landet over. På landsplan står 390 familier på venteliste.

Det er gratis at deltage i familieklubben - det gælder også måltiderne.

Lars Thrane Pedersen, Louise Christensen og deres børn Cecilie og William var tirsdag taget fra hjemmet på Thurø til Ringe for at se, hvad en familieklub kan tilbyde. Det viste sig blandt andet at være indfangning af insekter. Foto: Signe Andersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Konfirmationer uge 33

Midtfyns Posten

Bliv klogere på FN's verdensmål

Annonce