Annonce
Midtfyns Posten

Måske verdens sødeste p-vagt: - Jeg gør meget for ikke at give en afgift

Parkeringsvagten Michael har sin 4,5-årige hund Chili med på arbejde, for at lette stemning mod de ellers lidt forhadte parkeringsvagter. Foto: Nanna Lørup Buch
Den 47-årige parkeringsvagt Michael kunne godt være Ringes svar på Postmand Per - Godt nok består brevene af p-afgifter og katten Emil er byttet ud med hunden Chili, der er med på arbejde hver dag, men ligesom Postmand Per får Michael smil, vink og hilsner, når han går rundt i byen. Parkeringsvagten er nemlig også en venlig og meget hjælpsom mand.
Annonce

Ringe: 47-årige Michael er ikke som de fleste andre parkeringsvagter - han er nemlig en overordentlig venlig en af slagsen, der bestemt ikke lever op til parkeringsvagters ellers lidt blakkede ry.

- Jeg synes, p-vagter har fået et forfærdeligt ry, og det vil jeg gerne gøre, hvad jeg kan for at ændre på, ved at være en flink fyr. Vi er ikke alle sammen dumme svin. Mit job er at hjælpe folk og forsøge at skabe en god stemning, siger han, mens han går rundt og tjekker bilernes p-skiver på Stationsvej og Jernbanevej i Ringe tirsdag formiddag.

En mand holder ind til siden og vil parkere foran Lindholms Bageri på Jernbanegade, men Michael går over mod ham og fortæller ham med sine arme, at her må man altså ikke holde, hvorefter manden takker med et nik og kører videre igen - glad for at slippe for at skulle hive 510 ekstra op af lommen til en p-afgift.

Michael er ansat som offentlig parkeringsvagt. Det betyder, at det drejer sig om trafiksikkerhed fremfor kroner og øre i den kommunale kasse, forklarer Michael.

- Der er heldigvis forskel på at være privat- og offentlig parkeringsvagt. Som offentlig parkeringsvagt gælder det om trafiksikkerhed og service til borgerne. Jeg får ikke mere eller mindre i løn alt efter, hvor mange afgifter, jeg skriver - det gør man som parkeringsvagt i det private, siger han og tilføjer:

- Jeg forsøger at hjælpe folk til at forstå, hvad parkeringsreglerne er. 9 ud af 10 gør det ikke i en ond mening - det er, fordi de har misforstået noget, eller har glemt det. Jeg nyder at hjælpe borgerne, så de ikke havner i nogle fælder. Jeg render ikke rundt og råber standsningsforbud. Jeg er ikke krakilsk.

Jeg er ikke en sur p-vagt. Jeg forsøger at hjælpe folk, hvis jeg kan. Jeg gør meget for ikke at give en afgift. Jeg flasher altid den gule jakke og håber, der kommer nogen springende. Hvis ikke, så passer jeg mit arbejde og skriver en afgift.

Michael, parkeringsvagt

Annonce

Flasher den gule jakke

Michael går generelt rigtig langt for at undgå at skrive afgifter.

- Jeg er ikke en sur p-vagt. Jeg forsøger at hjælpe folk, hvis jeg kan. Jeg gør meget for ikke at give en afgift. Jeg flasher altid den gule jakke og håber, der kommer nogen springende. Hvis ikke, så passer jeg mit arbejde og skriver en afgift, siger han.

En sort Citroën, der holder parkeret på Stationsvej på p-pladsen ved siden af stationen, har fået Michaels opmærksomhed.

- Man må kun holde her i en time. Klokken er nu 10.20 og p-skiven står på 07.45. Jeg ved, det ofte er de ældre, der holder her, mens de er inde på caféen ved siden af og få en bid mad, og fordi jeg er en venlig mand, så plejer jeg lige at gå forbi vinduet og flashe min gule jakke - så plejer der at være nogen, der springer op og kommer herud, siger Michael, mens han går over mod vinduet, der hurtigt bliver åbnet.

En dame kigger ud af vinduet og ser spørgende på Michael. "Er der nogen hos jer, der holder herude?", spørger Michael damen, der vender sig om og tjekker med baglandet. Hun vender sig om igen og svarer Michael: "Nej, det er ikke nogen hos os". "Bare i orden", siger Michael, mens han kigger sig omkring efter en mulig ejer. "Er det din bil?", spørger han en ung mand, der går forbi ham: "Nej, det er ikke min".

- Nu har jeg ikke rigtigt noget valg, jeg må give bilens ejer en afgift, siger Michael og tilføjer:

- Jeg skal vente i fire minutter, og hvis ejeren når at komme, så behøver jeg ikke være et dumt svin.

Minutterne løber ud, og Michael udskriver en p-afgift på 510 kroner, der bliver placeret i bilens forrude.

Annonce

Hemmeligt navn

I løbet af sit 47-årige liv har Michael allerede prøvet kræfter med mange forskellige slags job. Han har været maskinarbejder i Søværnet i 14 år, vagt i Dansikring Direct, arbejdet på lager i Noa Noa i Nordsjælland, kørt pengetransport, arbejdet i security i Aalborg Lufthavn og siden november 2017 har han arbejdet som offentligt ansat parkeringsvagt på Midtfyn, 15 timer om ugen. Derudover er han også buschauffør.

- Jeg er meget glad for mit arbejde. Jeg har dårlig ryg, så jeg kan ikke rende rundt på mine ben hele dagen eller sidde ned hele dagen, for så gør det ondt. Så det er en glimrende kombination, jeg har fundet, hvor jeg både skal gå og sidde, siger han.

Michael bor i Ringe omegn, sammen med sin samlever og deres toårige søn. Af frygt for repressalier ønsker Michael ikke sit efternavn og bosted offentliggjort. Hans fulde navn og bopæl er kendt af redaktionen.

- Det er fordi der findes så mange mærkelige mennesker derude. P-vagter er desværre et jagtet folkefærd. Hvis jeg giver en mand en afgift, der ser sig sur på mig, og han så nemt kan finde ud af, hvor jeg bor, så kan han opsøge mig derhjemme og for eksempel springe min postkasse eller putte lort i den. Det er noget, vi hører om, at folk bliver udsat for i branchen. Så jeg bliver nødt til at passe på mig selv om min familie, siger han.

Michael har også selv prøvet, at folk har været ubehagelige overfor ham.

- Det er sket et par gange, at folk har været dumme og ubehagelige overfor mig. De har skældt mig ud, fordi jeg har gjort mit arbejde. Det er ikke sjovt, siger han.

Parkeringsafgifter

Faaborg-Midtfyn Kommune har ført parkeringskontrol siden januar 2018.

I 2018 er der udstedt 498 parkeringsafgifter i Ringe.

Kilde: Faaborg-Midtfyn Kommune

Annonce

Hunden er med på arbejde

Det er også derfor, det er ekstra vigtigt for Michael at være venlig, så han kan afværge folks umiddelbare dårlige reaktion på p-vagter. Og særligt ét tiltag, har vist sig at være ganske effektfuld: Han har sin 4,5-årige labrador Chili med på arbejde.

- Til at starte med var det, fordi jeg syntes, det var synd, han skulle sidde derhjemme hele dagen. Der var ikke nogen, der havde sagt, at man ikke måtte have hund med, siger Michael og tilføjer:

- Jeg har senere fundet ud af, at det skaber en god kontakt til borgerne - så virker jeg ikke så farlig. Hunden skaber en positiv kontakt til borgerne - han er så venlig og rar - det billede, folk får af mig, når han er med, er, at der går den rare p-vagt med den søde hund. Det er et image, jeg har forsøgt at bygge op i lang tid - og det synes jeg, er lykkes meget godt nu.

På hjørnet af Jernbanegade og Stationsvej bliver Michael og Chili stoppet af 66-årige Helene Laursen fra Ringe, der lige vil hilse på hunden - det gør hun hver gang, hun møder dem i byen.

- Så får Chili lige et klap, når vi ses og en godbid, siger Helene Laursen, mens Michael giver hende en godbid, hun kan give til Chili, der både giver pote og sidder fint, inden han får sin belønning.

Helene Laursen er meget glad for Michael og Chili, selvom hun har været ved at få nogle afgifter et par gange.

- Jeg har været ved at få afgifter, men så snakkede jeg lidt med ham, og så var det fint. Jeg holdt på fortorvet et sted, hvor jeg ikke måtte holde. Jeg troede, jeg måtte, griner hun og tilføjer:

- Siden har han været efter mig - på en fin måde. Så nu kører jeg ind i indkørslen i stedet for. Han er verdens bedste p-vagt.

Siden november 2017 har Michael arbejdet som offentligt ansat parkeringsvagt på Midtfyn, 15 timer om ugen. Derudover er han også buschauffør. Foto: Nanna Lørup Buch
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Søndagsåbent på Egeskov Mølle

Midtfyns Posten

Caféquiz for tomandshold

Annonce