Annonce
Midtfyns Posten

Mødtes på landevejen efter fest i Ringe: Nu fejrer de 65-års bryllupsdag

Margit og Erhardt Jakobsen, da de blev gift i 1955. Her er Margit gravid i sjette måned med parrets første barn, men den voksende mave skjuler hun godt bag den store brudebuket. Foto: Privatfoto
Det var helt tilfældigt, da Margit og Erhardt Jakobsen en nat i 1954 mødtes på en landevej i nærheden af Ringe. Et år efter blev de gift, og den 17. september kan de fejre krondiamantbryllup.
Annonce

Sdr. Nærå: En sommeraften i 1954 var 17-årige Margit Jakobsen til VU-fest i Ringe. Det havde været en hyggelig aften, men nu var klokken et, og det var på tide at cykle hjem. Hvad Margit Jakobsen ikke vidste, var, at denne nat skulle komme til at forandre hendes liv for altid.

Margit tog sin cykel og kørte hjemad. På Svendborgvej stødte hun på to unge mænd, som stod i grøften og snakkede. Den ene mand kendte Margit godt. Han var lun på hende, men hun var bestemt ikke interesseret i ham.

Annonce

Kærlighed ved første blik

Den anden mand havde Margit aldrig set før, men han havde også været med til festen hos Venstres Ungdom i Ringe. Han præsenterede sig selv som Erhardt, og de to faldt vældig godt i snak med hinanden. Den anden mand, som var lun på Margit, blev sur over, at Margit og Erhardt var faldet i snak, og kørte af sted i vrede.

- Vi snakkede jo så godt sammen, så vi aftalte at mødes allerede dagen efter på Centralhotellet i Ringe, fortæller Erhardt Jakobsen og vender blikket mod sin kone.

Den nat gik Margit i seng med et smil på læben - hun havde mange sommerfugle i maven.

Margit og Erhardt mødtes efterfølgende utallige gange, og de to blev kærester.

Margit var ung pige i huset hos en familie nær Ringe. Erhardt var netop kommet hjem efter at have været soldat på Bornholm. Han fik efterfølgende et job på en trævarefabrik i Ryslinge, mens han boede hjemme hos sine forældre på deres landejendom i Søllinge.

Blå bog: Margit og Erhardt Jakobsen

Hun er født den 19. februar 1937. Voksede op i Tarup ved Davinde i en søskendeflok på syv. Arbejdede som ung pige i huset, indtil hun blev hjemmegående husmor, da der kom børn til verden. Arbejdede senere som dagplejemor. 

Erhardt er født den 12. juni 1933. Han voksede op i Søllinge på familiens landejendom. Var i en periode soldat og arbejdede senere på forskellige virksomheder rundt omkring på Fyn. Han har blandt andet arbejdet på et cementstøberi og på en fabrik, hvor han var med til at lave ting ud af træ. 

Parret blev gift den 17. september 1955 og har fået børnene Henny, Bjarne og Lena. Igennem årene er familien blevet udvidet med fire børnebørn og seks oldebørn. 

Annonce

Og så gik det stærkt

Efter et lille års tid blev Margit gravid med deres første barn. Hende og Erhardt var i mellemtiden flyttet til Tåsinge, da de begge havde fået arbejde på øen.  De boede dog hver for sig. Kort tid efter blev Margit syg med blindtarmsbetændelse og skulle opereres. Det resulterede i, at parret flyttede hjem til Margits forældre for en stund.

Det var Margits mor, som pressede på for, at det unge par skulle blive gift.

- Min mor sagde til os, at hun syntes, at vi skulle tage og blive gift, nu hvor vi ventede et barn. Dengang skulle man igennem Mødrehjælpen, hvis man fik et barn og var ugift. Det så min mor som nedværdigende, siger Margit Jakobsen.


Min mor sagde til os, at hun syntes, at vi skulle tage og blive gift, nu hvor vi ventede et barn. Dengang skulle man igennem Mødrehjælpen, hvis man fik et barn og var ugift. Det så min mor som nedværdigende.

Margit Jakobsen


Til spørgsmålet, om Erhardt friede til sin udkårne, er svaret meget klart:

- Nej, nej, nej. Så romantiske var vi slet ikke dengang. Nul, siger Margit bestemt, mens Erhardt og de to døtre, som sidder ved siden af, bryder ud i latter.

Annonce

Bryllup i sorg og uvejr

Margit og Erhardt Jakobsen blev gift den 17. september 1955 i Sdr. Nærå Kirke, inden Margit fødte parrets første barn. Dagen husker de begge ganske tydeligt. Det stormede, og regnen silede ned i store, tunge dråber. Aftenen forinden havde Margits storebror kørt galt på motorcykel, og det var uvist, om han overlevede.

Festen blev holdt hjemme hos Margits forældre i Tarup, men stemningen var nedtrykt. Heldigvis overlevede storebroderen mirakuløst det voldsomme uheld.

Selvom Margit og Erhardt Jakobsens bryllupsdag var præget af sorg, fik de skabt sig et liv som ægtefolk med mange glæder.

Margit og Erhardt Jakobsen har holdt sammen i tykt og tyndt igennem 65 år. Foto: Sandra Goldek

I december samme år kom deres datter Henny til verden, og den lille familie flyttede til Pederstrup, hvor de boede i en lille lejlighed. Pengene var små, men det unge par sparede op, så de senere kunne få råd til et hus.

I mellemtiden fik de sønnen Bjarne og datteren Lena, og i 1964 stod deres nybyggede hus i Sdr. Nærå klar til, at de kunne flytte ind.

Her boede Margit og Erhardt i over 40 år, indtil de i 2007 flyttede ind i en ældrebolig i Sdr. Nærå.

Et par år forinden døde sønnen Bjarne, idet han fik en blodprop. Bjarne blev begravet på kirkegården i Sdr. Nærå, og derfor ville Margit og Erhardt ikke flytte fra byen.

- Vi vil være der, hvor Bjarne er, lyder det fra ægteparret.

Annonce

Lykken skabes sammen

Margit og Erhardt Jakobsen har delt livets glæder og sorger i over 65 år, men for dem er der ikke nogen særlig opskrift på, hvordan man holder sammen i så mange år.

For dem har faste rutiner og mindst ét "slag 500" om dagen i mange år været en del af deres dagligdag. Desuden drøfter de hver aften dagen, der er gået, og er aldrig gået i seng med sure miner og uden at have sagt "godnat".

- Jeg tror ikke, at der er nogen ægteskaber, som har det så godt, som vi har. Vi har aldrig haft tanken om at gå fra hinanden. Aldrig, siger Margit Jakobsen.

På torsdag kan Margit på 83 og Erhardt på 87 fejre deres krondiamantbryllup.

I den anledning har de inviteret hele familien i sommerhus på Nordfyn. Ægteparret nyder at tilbringe tid sammen med familien, som efter 65 år er blevet udvidet med fire børnebørn og seks oldebørn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Spion-thriller i Ringe Bio

Midtfyns Posten

Spil petanque på Midtfyn

Midtfyns Posten

Caféquiz på Gluds Café

Midtfyns Posten

SF har valgt ny bestyrelse

Annonce