Annonce
Midtfyns Posten

Musik på Torvet i Ringe: Hans Henrik og Johannes spiller foråret frem

"Det er i dag et vejr, et solskinsvejr..." Hans Henrik Pedersen spillede på harmonika og Johannes Seegers på violin på Torvet i Ringe fredag eftermiddag. Foto: Hardy Hounsgaard
Musikerne Hans Henrik Pedersen og Johannes Seegers gav folk en musikalsk forårshilsen på Torvet i Ringe.

Ringe: De handlende til torvedagen i Ringe fik en musikalsk overraskelse fredag eftermiddag, da sprøde toner fra violin og harmonika strømmede ud over Torvet i den skarpe forårssol.

Mens folk stod i kø efter ost, fisk og blomster, spillede Hans Henrik Pedersen og Johannes Seegers folkemusik og kendte danske sange på deres instrumenter.

Det er i dag et vejr, et solskinsvejr..., lød duoens åbningsnummer - helt i overensstemmelse med sandheden.

- Vi er glade for at spille ved enhver lejlighed, og vi vil gerne sprede lidt glæde og være med til at booste byen, siger Hans Henrik Pedersen, der er næstformand i Liv i Stationen og aktiv i Musikstationen, som holder til i den gamle stationsbygning.

Annonce

Supplerer folkepensionen

Spillemændene spillede som et led i Midtfynspostens og Ringe Handelsstandsforenings kampagne Boost din by.

Johannes Seegers på violin og Hans Henrik Pedersen på harmonika gav de torvehandlende og andre forbipasserende en musikalsk forårshilsen på Torvet i Ringe fredag eftermiddag med en koncert, der varede cirka en time. Foto: Hardy Hounsgaard

- Normalt spiller jeg på skift i Odense, Svendborg og Nyborg om lørdagen i gågaderne, hvor jeg spiller lidt for at supplere min folkepension, siger violinspilleren Johannes Seegers, der er 76 år og bor mellem Ringe og Kværndrup.

Annonce

Glæden ved at spille

Hans Henrik Pedersen spiller på harmonika og guitar, og den 65-årige musiker er glad for at kunne glæde andre med sin musik.


Vi får ikke noget for at spille - jo, det gør vi - vi får smil fra folk.

Hans Henrik Pedersen


- Musikken kan noget. Vi får ikke noget for at spille - jo, det gør vi - vi får smil fra folk. Jeg bor selv midt i byen i det gamle apotekerkryds, og jeg holder meget af Ringe. Nu er jeg fri af arbejdsmarkedet og er blevet femdobbelt bedstefar, siger Hans Henrik Pedersen.

De liflige toner fra de rutinerede herrers instrumenter flyder ud til de lattermilde børn på legepladsen og deres forældre.

Et par i livets efterår stopper op i forårssolen og lytter til Anne Linnets "Forårsdag", fremført af Hans Henrik Pedersen og Johannes Seegers på Torvet i Ringe. Foto: Hardy Hounsgaard

Næste sang fra den musikalske duo er "Forårsdag". Et ældre par stopper op og smiler saligt, mens de lytter til sangen og Anne Linnets tekst:

En forårsdag hvor solen bare skinner,

Som da jeg mødte dig den første gang

Og hele verden svandt kun solen så os

Og lavede en stille sang.

De lokale musikere Hans Henrik Pedersen (t.v.) og Johannes Seegers spillede forårssange på Torvet i Ringe fredag eftermiddag. De spiller igen i løbet af lørdagen. Foto: Hardy Hounsgaard
Der var høj sol og blå himmel til torvedagen i Ringe fredag den 5. marts. Foto: Hardy Hounsgaard
Spillemændene Johannes Seegers (t.v.) og Hans Henrik Pedersen gav de handlende på Torvet i Ringe en musikalsk foråshilsen. Foto: Hardy Hounsgaard

Boost din by

Midtfynsposten og Ringe Handelsstandsforening er gået sammen om kampagnen Boost din by, der sætter fokus på at hjælpe butikslivet i gang igen efter nogle mørke måneder med nedlukning. Men kampagnen sætter også fokus på at sprede godt humør og skabe liv i byen.

Har du en idé, der kan være med til at booste Ringe eller skabe smil i bybillet, så send en mail til anjoh@fyens.dk eller ring til lokalredaktør Ane Johansen på telefon 65 45 58 41.

Som en del af Boost din by-kampagnen udlodder Ringe Handelsstandsforening og Midtfynsposten seks gavekort á 5000 kroner til byens butikker.

Når du handler i Ringes butikker, får du en lodseddel. Lodsedlerne kan du udfylde med navn, telefonnummer og adresse og aflevere enten i Superbrugsens kiosk eller på Midtfynspostens redaktion på Østergade 19 senest den 27. marts klokken 12.

Søndag den 28. marts klokken 15 bliver vinderne trukket i en live-sending på Fyens.dk, hvor der også er ekstrapræmier på højkant.

Grafik: Mikkel Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Midtfyns Posten

Søndagsåbent på Egeskov Mølle

Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Litteraturkreds om sorg

Annonce