Annonce
Midtfyns Posten

Musik skaber glæde og værdi - og koster noget

Sangerinde og sangskriver Nana Jacobi sidder ved klaveret og hjælper musikeleverne fra Midtfyns Gymnasium med at skrive deres egen sang. Foto: Hardy Hounsgaard
En flok elever på Midtfyns Gymnasium har skrevet deres egen sang med hjælp fra den professionelle sangerinde og sangskriver Nana Jacobi. I en tid med masser af gratis musik fra streamingtjenester tænker ikke alle over, at det at lave musik er et arbejde, der skaber en værdi og derfor koster penge.
Annonce

Ringe: "De sorte fugle spiser mine tanker,

En solstråle rammer mig,

Rejser mig op - mit hjerte det banker,

Farverne de viser sig."

Sangerinden Nana Jacobi sidder ved klaveret i musiklokalet på Midtfyns Gymnasium, og mens hendes fingre danser på tangenterne, synger hun for på omkvædet på den sang, som eleverne er i gang med at komponere og skrive tekst til.

På fire timer skal de 11 elever fra 2. g. have en færdig sang klar, og Nana Jacobi er på gymnasiet i Ringe for at hjælpe de unge med at strikke ord og toner sammen til en helhed.

- Eleverne er selv kommet med alle ordene til sangen. Der er en god energi, og der sker noget, når man får lang tid til at holde fokus på én ting. Mange er kommet med personlige tanker, og der sker noget, når man deler det med hinanden, siger Nana Jacobi.

Nana Jacobi har undervist i sang og sangskrivning i 19 år og er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium. Foto: Hardy Hounsgaard
Annonce

Gratis musik

Det er komponistrettigheds-organisationen Koda, der har sendt Nana Jacobi ud til Midtfyns Gymnasium. Målet er at give de unge en forståelse for det store arbejde, der ligger bag en sang. Med streamingtjenester lytter mange unge i dag til musik gratis på deres telefoner og computere.

- Det er en generation, der i dag lytter til masser af gratis musik. Det er ikke ligesom vores generation, der gik ned i en pladebutik og rent fysisk købte en LP eller CD, siger Nana Jacobi, der selv har to børn på 16 og 12 år.

- De ligner deres jævnaldrende og lytter også mest til gratis musik. Men de har i kraft af mit arbejde en anden indsigt i, hvor meget arbejde, der ligger bag det at skrive en sang, siger Nana Jacobi, der foruden selv at synge og komponere musik også har undervist i sang og sangskrivning i 19 år.

- Musik er et arbejde, der skaber værdi. Jeg håber, at eleverne vil reflektere over det, når de selv har arbejdet med sangskrivning og fået et færdigt produkt ud af det, når dagen er omme, siger Nana Jacobi, der bor i Hareskoven ved København.

Annonce

Processen er vigtig

Den kreative proces med at skrive en sang kan give noget til eleverne.

- Det er en måde at bruge sig selv på, og det er en anden tilgang til undervisning end at lave en matematikopgave. Det er et kreativt frirum, hvor man slipper sig selv fri, siger Nana Jacobi.

Hun har været vidt omkring i det danske land som en del af Koda-turneen.

- Jeg har været på Ærø, Bornholm, Fjerritslev og alle mulige steder. Jeg oplever, at eleverne får noget ud af at være med til at skabe deres eget værk, siger Nana Jacobi.

De 11 elever, der er med til workshoppen i Ringe, har alle musik på A-niveau på Midtfyns Gymnasium, hvor de til daglig undervises af musiklærer Alice Jakobsen.

Sangen, de har skrevet, skal ikke nødvendigvis opføres eller spilles for andre. Det er processen, der er det vigtigste.

- Skal man ikke droppe "jeg" i den linje, så passer det bedre, siger en af eleverne, 19-årige Jacob Vestergaard Hansen, mens han peger op på skærmen med udkastet til verselinjerne.

- Jo, det tror jeg, du har ret i. Lad os prøve det, siger Nana Jacobi og synger for igen på teksten om de midtfynske elevers tanker på en grå decemberdag.

"Trist vejr, regner på en slagmark. Kun mig her, mine tanker er et tomt ark", lyder de første linjer af sangen, som bid for bid bygges op.

11 elever, der alle har musik på A-niveau, havde en workshop med sangerinden Nana Jacobi på Midtfyns Gymnasium, hvor de skrev og komponerede deres egen sang. Foto: Hardy Hounsgaard
Sangerinden Nana Jacobi spiller på klaveret, mens den 17-årige elev Nana Andersen synger med på elevernes egen sang. Foto: Hardy Hounsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Konfirmationer uge 33

Annonce