Annonce
Midtfyns Posten

Musikskolen skal være for alle

Benni Hauge Pedersen vil gøre sit bedste for, at musikskolen beholder sin status i kommunen. Foto: Kasper Buur Nielsen
Faaborg-Midtfyn Kommune har fået ny musikskoleleder i Benni Hauge Pedersen. Hans primære udfordring bliver at bibeholde musikskolen som kulturelt fyrtårn for alle. Det vil han opnå ved at styrke samarbejdet på musikskolen og ved at deltage stærkere i den almene musikdannelse i kommunen.
Annonce

Ringe: Musikskolen i Faaborg-Midtfyn Kommune har fået et nyt ansigt. Benni Hauge Pedersen startede 1. august som stedets nye musikskoleleder. Allerede nu har han udpeget de fokusområder, der enten skal styrkes eller forbedres. Den primære udfordring bliver dog at bibeholde musikskolen som kulturelt fyrtårn i kommunen.

- Det er ligesom i Superligaen. Det er ikke svært at blive nr. 1. Det er svært at blive ved med at være nr. 1, lyder det fra den nybagte musikskoleleder.

For at styrke musikskolens position vil han fokusere på, at eleverne på musikskolen skal blive bedre til samarbejdet på tværs af instrumenter.

- Det er samspillet med de andre, der er det interessante. Der er jo ikke ret mange instrumenter, der er sjove at høre på alene. Der er jo ingen, der gider at høre på en tuba i al evighed, mener Benni Hauge Pedersen.

Faaborg-Midtfyn Musikskole

Har afdelinger både i Ringe, Centrumpladsen 6b, og Faaborg, Grønnegade 40.

Der er cirka 2000 aktive brugere af musikskolen, hvis folke- og friskoler, samt børnehaver og vuggestuer tælles med.

Tilbyder stort set alle gængse instrumenter inden for rytmisk og klassisk musik.

Faaborg-Midtfyn Kommune valgte i 2018 at sætte brugerbetalingen ned. Derfor koster soloundervisning fra 321 kroner pr. måned, alt efter hvor lang undervisningstiden er.

Der tilbydes både hold- og soloundervisning. Tilmelding sker på musikskolen.fmk.dk, hvor specifikke priser også kan findes.

Annonce

Almen musikdannelse

Den nye musikskoleleder vil desuden styrke musikskolens position, ved at komme ud og bidrage med musikdannelse rundt om i kommunen. Det vil cementere den kulturelle plads, skolen har.

- Der er også dannelse inden for musik. Der er mange, der slet ikke kender til f.eks. Klassisk musik. Det, synes jeg, er mangel på dannelse. De skal nok blive bombarderet med Justin Bieber, og ikke et ondt ord om det, siger Benni Hauge Pedersen og tilføjer at mange af musikskolens undervisere er rundt på mange af kommunens skoler.

Det er netop dette aspekt, der har været medvirkende til, at Benni Hauge Pedersen søgte mod Faaborg-Midtfyn Kommune. Han mener nemlig, at kommunen gør en ekstraordinær indsats på dette område, og henviser til projektet om den kulturelle rygsæk.

- Alle elever bliver præsenteret for kulturelle elementer fra f.eks. Musik og teater. Det er jo en klar prioritering og investering. Man har som kommune taget sin almendannelsesopgave på sig, i en grad der er mere end forventeligt, konstaterer Benni Hauge Pedersen.

Men for musikskolelederen er det enormt vigtigt at holde fast i, at musikskolen og musikdannelsen skal være for alle.

- Vi skal være attraktive for så mange som muligt og så bredt som muligt. Det er ikke et mål om at skulle uddanne nye Mozart’er. Det handler mere om almendannelse, siger Benni Hauge Pedersen og holder fast i, at musikskolen ikke må blive elitær.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce