Annonce
Midtfyns Posten

Elever fra Ringe skriver novelle om en pige i Pakistan: Håb

Sophia Johnsen 9. klasse, Fie Kronborg, 8. klasse, Peter Nørgaard, 8. klasse og Celina Jessen, 9. klasse, alle fra Ringe Friskole, har skrevet novellen "Håb". Privatfoto
Fire elever i 8. og 9. klasse fra Ringe Friskole har i forbindelse med et skoleprojekt om uddannelse for piger i Pakistan skrevet en novelle med titlen "Håb" om en pige i Pakistan og hendes uddannelse. Novellen er fiktiv og er inspireret af de mange skolebombninger i Pakistan, oplyser eleverne.
Annonce

Jeg går i Ratwals gader. Det er præcist to år siden min far blev dræbt af Taliban. Jeg kan stadig tydeligt huske, da de tog ham. Det var sent om aftenen. Min far læste en af min lillebrors og mine daværende yndlingshistorier. Da de bankede på, kunne hele huset høre det. Min mor åbnede døren, og de spurgte efter min far. Han kyssede os begge på panden, og sagde, at vi skulle lægge os til at sove. Så gik han. Vi var nysgerrige på, hvad mændene ved døren ville med vores far, så vi gik efter ham, og skjulte os ved toppen af trappen. Jeg så dem skubbe vores mor så hårdt til siden at hun landede på jorden. Min far bukkede sig ned for at hjælpe hende op, men mændene sparkede ham i ryggen. Vi løb ned til dem og sørgede for at vores mor som stadig lå nede på gulvet var okay. Tårerne trillede ned ad kinderne og vores stemmer blev hæse. Jeg tror vi vækkede alle vores naboer. Vi nåede at tage fat i vores fars ben og holde dem så tæt som vi kunne, inden de tog ham væk. Det sidste han sagde til os var ”Jeg elsker jer og det vil jeg altid gøre.” Der går ikke en dag, uden jeg tænker på det.

Jeg tager skolebussen hver dag sammen med mine veninder. Vi synger altid og leger klappelege. Nogle gange oplever jeg en meget stærk banken i mit bryst og vejrtrækningsproblemer. Det føles som om, der er noget der gerne vil ud. I skolebussen er der to andre piger der også har mistet deres far. Vi får lidt af de andres madpakker. Siden min far blev taget, har min mor, lillebror og jeg fået et lille beløb penge hver måned af mine tre onkler, da min mor ikke kan få et arbejde.

Jeg elsker at gå i skole. Det er noget af det bedste, hvis ikke det bedste jeg ved. Jeg sidder altid ved vinduet på første række. Jeg er glad for min plads, fordi jeg kan se alt på tavlen, og fordi jeg sidder ved siden af en af mine bedste veninder. Jeg har tre bedste veninder. Halo, Gohar og Nile. Nile, som sidder ved siden af mig, er også min nabo, så vi følges ad hen til bussen og hjem fra bussen hver dag. Vi laver også altid lektier sammen. Halo og Gohar er mine kusiner, og de sidder i midten af klassen.

Vi havde matematik da det skete. Jeg kiggede ud ad vinduet, og kunne se nogle flyvemaskiner. De havde retning hen mod os. Lige pludselig, kunne jeg høre et brag. Jeg nåede ikke at tænke, men med et stod jeg udenfor skolen. Jeg kunne ikke genkende den. Den lå i ruiner. Alt var uklart på grund af røgen. Da jeg kom til mig selv igen, og opdagede hvad der var sket, begyndte jeg straks at lede efter mine venner. Jeg ledte i det der føltes som en evighed, men fandt dem aldrig.

Det tog mig omkring et år at finde en ny skole her i Ratwal. Dels fordi der gik 8 måneder før jeg overhovedet turde at sætte mine fødder på endnu en skole, og fordi alle pigeskolerne i min gamle by var jævnet med jorden.

Mit ønske til fremtiden er at tage en uddannelse og blive lærer til ære for mine venner og lærere der omkom så pludseligt. Jeg håber ikke krigen kommer her, og ødelægger alt igen. Uddannelse er min fremtid og mit håb. Man har vel lov til at håbe….

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce