Annonce
Midtfyns Posten

Nu kan du igen låse dig ind på biblioteket med dit sundhedskort

Bibliotekarerne glæder sig over igen at få lånere indenfor dørene. Og nu kan lånerne også låse dem selv ind i ydertimerne. Billedet er fra biblioteket i Faaborg. Arkivfoto: Maria Retoft Pedersen
Du skal dog stadig kunne fremvise gyldigt coronapas.

Faaborg-Midtfyn: Nu er Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne åbnet for delvis selvbetjening igen. Det betyder, at der igen er adgang med sundhedskortet på alle bibliotekerne – mandage til torsdage fra kl. 7 til kl. 22 og fredage fra kl. 7 til 18.

På Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne glæder de sig over at flere får lettere ved igen at kigge forbi og slæbe bøger, musik og spil med hjem.

- Vi ved, at mange har savnet muligheden og friheden til at passe biblioteksbesøget ind i en travl hverdag, så det er vi glade for igen at kunne tilbyde. Biblioteket har jo heldigvis udlånt mange bogposer under nedlukningen, men det er altså bare noget andet at kunne møde vores lånere på biblioteket. Ligesom det giver lånerne en anden oplevelse at komme på biblioteket og selv kunne gå rundt blandt vores hylder og lade sig friste, fortæller biblioteksleder Birthe Mogensen i en pressemeddelelse.

Annonce

Biblioteket har også fået købt en masse nye, spændende materialer hjem under nedlukningen, så der står mange fulde hylder klar til, at der kommer lånere forbi igen. Lige nu er der endda ekstra mange af bibliotekets materialer hjemme, så bibliotekets personale melder om problemer med at bøgerne kan overholde de gældende afstandskrav. Til gengæld garanterer bibliotekerne, at alle retningslinjer overholdes for besøgende og personale, så enhver kan trygt komme på biblioteket og få tanket op på den kulturelle konto.


Vi ved, at mange har savnet muligheden og friheden til at passe biblioteksbesøget ind i en travl hverdag, så det er vi glade for igen at kunne tilbyde. Biblioteket har jo heldigvis udlånt mange bogposer under nedlukningen, men det er altså bare noget andet at kunne møde vores lånere på biblioteket.

Biblioteksleder Birthe Mogensen


Uanset hvornår man besøger biblioteket, skal man være opmærksom på, at man skal kunne fremvise en negativ covid-19-test, der er højst 72 timer gammel, eller en positiv PCR-test mindst 14 dage gammel eller er påbegyndt et vaccinationsforløb mindst 14 dage tidligere. Der vil løbende blive foretaget stikprøvekontrol.

Har man ikke coronapas, er det stadig muligt at afhente reserverede materialer ved døren i den betjente åbningstid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Marked ved Egeskov Mølle

Annonce