Annonce
Midtfyns Posten

Ny natursti mellem Ringe og Espe: Midtfynsk naturtur med vibe, glente og guldsmed

Anni Borup fra Naturstyrelsen er glad for, at det efter mange år endelig er lykkedes at færdiggøre naturstien mellem Ringe og Espe. Undervejs krydser stien Sallinge Å. Foto: Hardy Hounsgaard
Efter mange års tilløb er en sti i naturen mellem Ringe og Espe endelig klar til indvielse, og dermed kan man gå en rundtur på 12 eller 15 km i området vest for Ringe.
Annonce

Midtfyn: Glæden lyser ud af øjnene på forstfuldmægtig Anni Borup, da hun står i græsset ved Sallinge Å og kigger ud i det vidstrakte midtfynske landskab, mens det lille vandløb risler sagte med sin lave sommervandstand.

- Vi har i flere år arbejdet på at få lavet et sammenhængende stisystem omkring Ringe, og det er dejligt, at det nu endelig er klar til indvielse, siger Anni Borup, forstfuldmægtig i Naturstyrelsen Fyn, der sammen med Faaborg-Midtfyn Kommune har stået for anlæggelsen af naturstien.

Den nye natursti mellem Ringe og Espe er på cirka 12 km og er forbundet med den eksisterende natursti fra Ringe til Korinth på den nedlagte jernbanestrækning, så man kan gå en rundtur i området vest for Ringe væk fra trafikerede veje. Grafik: Mikkel Damsgård Petersen

Trampestien mellem Ringe og Espe går i naturområder væk fra trafikerede veje og er forbundet med naturstien på den nedlagte jernbane mellem Ringe og Korinth. Dermed kan man gå en rundtur på cirka 12 kilometer. Man kan udvide rundturen til 15 km, hvis man vælger at supplere med et par afstikkere på to nye vandreruter i Espe Skov og Ringe Skov.

Et smukt syn i det midtfynske landskab. Viben flyver over en mark ved naturstien Ringe-Espe. Foto: Hardy Hounsgaard

- Når man går tur, vil man gerne gå en rundtur, så man ikke behøver at gå samme vej tilbage. Det har man ikke haft mulighed for på Midtfyn før nu, siger Anni Borup, der selv bor i Espe og har gået ture på dele af stien mange gange.


Her er man langt væk fra motorvejen og andre trafikerede veje, og man hører kun naturens lyde. Stilhed er eftertragtet.

Anni Borup, forstfuldmægtig i Naturstyrelsen


- Her er man langt væk fra motorvejen og andre trafikerede veje, og man hører kun naturens lyde. Stilhed er eftertragtet. Folk lever et hektisk liv, og selv når man er hjemme i sin egen have, er der støj omkring en. Det kan være naboen, der slår græs eller klipper hæk, eller man kan høre en vaskemaskine, et udsugningsanlæg eller en varmepumpe, der kører. Men her i naturen er der fred, siger Anni Borup.

På en mark ved siden af åen tæt ved Findingevej mellem Ringe og Espe hører vi vibens karakteristiske kalden og får straks efter øje på den flotte fugl, der er blevet markant færre af i det danske land de senere år. Men her ved den nye natursti har viben plads til at leve.

Naturstien mellem Ringe og Espe er tydeligt afmærket med skilte på træpæle. Foto: Hardy Hounsgaard

Natursti Ringe-Espe

Rundturen mellem Ringe og Espe er på cirka 12 km. Den sydlige del af strækningen går på den eksisterende natursti mellem Ringe og Korinth. Hvis man supplerer turen med de nye gule ruter i Espe Skov og Ringe Skov, bliver den samlede rundtur på cirka 15 km.

Stien er både en vandre- og riderute, og den er tydeligt afmærket med orange symboler på træpæle.

Naturstien går gennem et varieret naturområde med græsningsarealer, marker, å og skov. Stien er kulminationen på 20 års arbejde med en række projekter i området, som Naturstyrelsen og Faaborg-Midtfyn Kommune har arbejdet sammen om for at gavne naturen og miljøet og skabe friluftsoplevelser for borgerne på Midtfyn.

- Det begyndte med skovrejsningen i Espe Skov i 1999 og i Ringe Skov i 2001. Siden blev Ringe Sø etableret med en sti omkring søen i 2005 og naturstien mellem Ringe og Korinth på den nedlagte jernbanestrækning i 2012, og nu har vi så naturstien mellem Ringe og Espe, opsummerer Anni Borup.

Annonce

Rød glente svæver

Foran os kommer en stor rovfugl flyvende hen over engen. Det er den røde glente, der afsøger området - måske på jagt efter mus, der er lette at få øje på i det nyslåede græs.

- Man kan kende den røde glente på den lange, kløftede hale, forklarer Anni Borup.

Den røde glente svæver mod den blå himmel over naturstien Ringe-Espe. Foto: Hardy Hounsgaard

Det har været et langt træk at få naturstien færdiggjort. Men nu er det lykkedes. Fem private lodsejere har indgået aftaler med kommunen om, at stien må ligge på deres jord, og de har fået erstatning fra kommunen.

- Allerede i 2011 troede jeg, at vi var ved at være klar til indvielse, siger Anni Borup og smiler.

Det var to lokale ildsjæle, Annette Brask fra Boltinge og Erik Pedersen fra Espe, der var med til at bane vejen for naturstien, der både er en vandre- og riderute.

Ruten går blandt andet langs Sallinge Å, der i 2014 blev genslynget med det formål at fjerne kvælstof og skabe et vådområde.

- Normalt er der ikke rekreativ adgang til vådområdeprojekter, men fordi Naturstyrelsen ejer et areal op til åen var det muligt at etablere stien, forklarer Anni Borup, mens vi kigger på åens liv.

Annonce

Guldsmed skinner

En guldsmed sidder på en ung dunhammerplante og skinner med sin stærke blå farve i vandoverfladens solglimt.

En blå guldsmed i vandoverfladen på Sallinge Å ved naturstien Ringe-Espe. Foto: Hardy Hounsgaard

- Man kan få mange gode naturoplevelser på turen, og man behøver ikke at gå hele ruten rundt. Der er flere steder mulighed for at gå til og fra stien, og der er også to afmærkede vandreruter i Espe Skov og Ringe Skov på henholdsvis 3 og 4,5 km, fortæller Anni Borup.

Hun var selv med at til plante de første træer i Espe Skov i 1999. Her 21 år efter er skoven ved at blive en rigtig skov, hvor bøgetræernes kroner lukker sig over dig, når du går på stien.

Træerne i Espe Skov blev plantet i 1999, og det er blevet til en rigtig skov, som den nye natursti går igennem. Foto: Hardy Hounsgaard

- Man kommer også forbi den gamle Findinge Skov tæt ved Espe Skov, hvor vi har bevaret en lysning mellem den gamle og nye skov, så man har et flot kig til den gamle skov, fortæller Anni Borup om ruten.

Stien går også forbi Espe Folke- og Tumlepark, hvor der er shelter, madpakkehus, bålplads og multtoilet. For nylig blev der også lagt vand ind, så man kan tappe frisk vand fra en vandhane.

Stien indvies officielt onsdag den 1. juli klokken 10. Man kan tilmelde sig arrangementet på www.fmk.nemtilmeld.dk/16/ Mødested er ved p-pladsen i Espe Skov, Assensvej 81B.

Anni Borup fra Naturstyrelsen på naturstien i Espe Skov. Foto: Hardy Hounsgaard
Der er et flot kig til den gamle Findinge Skov, når man kommer ud af den relativt unge Espe Skov. Foto: Hardy Hounsgaard
Sallinge Å slynger sig gennem landskabet og følger flere steder naturstien. Foto: Hardy Hounsgaard
Anni Borup fra Naturstyrelsen bor i Espe og går ofte på naturstien, der nu er blevet forbundet med den eksisterende natursti på den gamle jernbanestrækning mellem Ringe og Korinth. Foto: Hardy Hounsgaard
Anni Borup fra Naturstyrelsen i det åbne land på naturstien mellem Ringe og Espe, hvor fem lodsejere har indgået aftaler med Faaborg-Midtfyn Kommune om, at stien må gå på deres jord. Foto: Hardy Hounsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Spion-thriller i Ringe Bio

Midtfyns Posten

Spil petanque på Midtfyn

Midtfyns Posten

Caféquiz på Gluds Café

Midtfyns Posten

SF har valgt ny bestyrelse

Annonce