Annonce
Midtfyns Posten

Optimistisk formand for butikslivet i Ringe er sikker på at handelsbyen består - trods eksperters dystre forudsigelser

- I løbet af de næste par år er der nogle butikker i byen, der skal generationsskiftes, men heldigvis er de fleste butiksejere midaldrende, så vi kan forhåbentlig holde lang tid endnu, siger Jesper Larsen, der på 14. år er formand for Ringes Handelsstandsforening. Foto: Anne Kruse Brødsgaard
Formand for Ringes Handelsstandsforening, Jesper Larsen, har siddet med i foreningens bestyrelse de sidste 20 år. Den største forandring siden slutningen af 90'erne og til i dag er, at tomme butikslokaler er længere om at få nyt liv end tidligere. Eksperters prognoser om, at butikkerne på længere sigt forsvinder, tror han dog slet ikke på.
Annonce

Ringe: Jeg møder Jesper Larsen i baglokalet til den x-large store butik Tøjeksperten i Ringe, som han er indehaver af. Denne formiddag er Black Friday, og bag kasseapparaterne står et par 65-plus-herrer og sørger for at tage imod betaling, imens de høfligt pakker det indkøbte ned i poser.

Som førstegangskunde virker scenariet hyggeligt og alt andet end smart i en fart. Her er tiden til at handle, finde pengene eller sedlen på rensetøj frem. Hvis der også blev budt på en kop kundekaffe, ville det nærmest virke naturligt. Det er da også denne følelse af nærhed og personlighed, som Jesper Larsen tror på er garant for fremtiden i Ringes butiksliv.

- Nethandlen er selvfølgelig en trussel mod butikslivet. Men jeg tror, at tendensen vender lidt. At man gerne vil ind til byen igen. Den her genbrugsbølge kan være med til at sige: Er det egentlig miljøvenligt, at der kører en varevogn hjem til en selv? Eller at man bestiller en vare til 19,95 kr., som så skal sejles fra Kina. Det er altså ikke miljøvenligt. Jeg tror på, at den bølge gør, at man vil byen igen. Jeg kan i hvert tilfælde se, at unge mennesker, i stigende grad, kommer herind og handler og går en tur i byen, fortæller Jesper Larsen der har valgt at se positivt på udviklingen i Ringe trods de 10 butikslokaler, der i øjeblikket står tomme. For sammenligner man med andre byer på samme størrelse, ser antallet af sorte huller i perlerækken af butikker langt værre ud der.

Annonce

Nye rækkehuse vidner om fremtid

Jeg kan som bosiddende i Faaborg bekræfte den kontrastfyldte oplevelse, det er at gå i Faaborgs og Ringes centrum. Selvom idyllen ligger i den sydfynske by, så er oplevelsen af varieret og levende butiksliv langt større her i midten af Fyn. Hvordan vil formanden, der har boet i Ringe siden 1976, beskrive den forskellighed?

- Ringe er vel det man kan betegne som en hverdagsby. Vi er ikke en turistby og er derfor vant til ikke at være afhængige af, om det er godt sommervejr eller ej. I Ringe har vi også en tradition for at klare os selv. Det betyder ikke, at vi er lukkede overfor omverden. Tværtimod håber vi meget på, at nye mennesker føler sig velkomne. I butikslivet gør vi opmærksom på os selv ved at donere gavekort til et frivilligt bosætningskorps, der går rundt og hilser på alle nye borgere. Jeg tror også på fremtiden for butikslivet, når nu 100 nye rækkehuse er ved at blive opført tæt ved centrum, og hussalget i øjeblikket kører i ekspresfart. Desuden er Ringe attraktiv som bosætningskommune for personalet på det nye OUH, slår Jesper Larsen fast med mild stemmeføring.

De seneste års dystre prognoser om butikslivet på Fyn tror han med andre ord ikke på.

- De ekspertudtalelser, der er, om at det kun er Middelfart og Odense, der er tilbage som handelsbyer om x-antal år, tror jeg simpelthen ikke på. Til gengæld tror jeg, at den personlige service vi kan give i en by som Ringe, bliver nøgleordet for at overleve. I modsætning til de store varehuse, som måske bliver dem, der så mister kunderne i fremtiden, slutter Jesper Larsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce