Ringe: Har du lyst til at cykle til Paris i en god sags tjeneste, så er der ledige pladser på Team Ringes cykelhold, der til sommer vil cykle til den franske hovedstad.
- Vi har plads til 26 ryttere og 4 servicefolk. P.t. er der tilmeldt 19 ryttere, så der er plads til flere. Serviceholdet er fuldtegnet. Alle er velkomne, vi har et aldersspænd på 30-75 år, oplyser Niels Jønsson fra Team Ringe.
Niels Jønsson, Team RingeVi har plads til 26 ryttere og 4 servicefolk. P.t. er der tilmeldt 19 ryttere, så der er plads til flere.
Team Ringe kørte første gang til Paris i 2007, hvor en gruppe fra Ringe Cykelklub fik idéen om at samle ind til Børnecancerfonden og samtidig cykle til Paris.
Siden har Team Ringe samlet godt to en halv million - helt præcist 2.506.478 kroner - ind til forskning og støtte til familier med kræftramte børn. Alle ryttere er forpligtet til at finde sponsorer.
Turen aflyst sidste år
Sidste år kom holdet ikke af sted til Frankrig på grund af coronasituationen. Men alligevel lykkedes det at samle 252.000 kroner ind.
- De fleste sponsoraftaler var lavet i starten af året, så derfor fik vi samlet penge ind, selv om vi ikke kom af sted. Men i år er det lidt sværere at få lavet sponsoraftaler. Mange virksomheder vil gerne holde lidt igen med pengene, da de ikke ved, hvad der kommer til at ske i samfundet, siger Niels Jønsson.
- Team Ringe må ikke forveksles med Team Rynkeby, selvom vi støtter samme formål. Team Ringe har ikke et stort selskab i ryggen. Vi arbejder udelukkende med frivillig arbejdskraft. Vi stiller også med egne cykler, så der er forskel på materiel, oplyser Niels Jønsson.
I Paris dagen før Tour-feltet
Turen til Paris køres i uge 28 midt i juli, så rytterne på Team Ringe er i Paris dagen før Tour de France-feltet ankommer.
- Der er tour-stemning i Paris, og vi ankommer sammen med mange andre hold, så stemningen er helt i top, siger Niels Jønsson.
Han regner med, at turen kan gennemføres i år. Håbet er, at coronaen er under kontrol til sommer.
- Vi skulle gerne alle være vaccinerede, når vi skal af sted. Men det kan godt være, at vi skal have en vaccinationspas med for at få lov til at cykle, siger Niels Jønsson.
1200 km på syv dage
Holdet skal cykle cirka 1200 km på syv dage. Det betyder, at rytterne kører mellem 150 og 200 km om dagen med tre indlagte pauser. Turen går over Bøjden-Fynshav til den tyske grænse. Derefter går turen gennem Tyskland og Holland til Belgien, hvor rytterne skal over Mur de Huy, som mange nok kender fra forårsklassikerne, og videre til Frankrig og Paris.
- Rytterne har selv ansvaret for deres træningsform. Fællestræningerne starter sidste weekend i marts, hvor vi selvfølgelig tager de forbehold, vi skal i forhold til covid-19. Vi træner skiftevis lørdag og søndag og kører 60-100 km hver gang. Alle er velkommen til at komme med forslag til ruter, oplyser Niels Jønsson.