Annonce
Midtfyns Posten

Sæsonåbning på Egeskov fastholdes indtil videre - men slotsløb rykkes

Michael Ahlefeldt håber på, at sæsonåbningen på Egeskov Slot bliver som planlagt - nemlig lørdag 25. april. Arkivfoto: Michael Nørgaard
Egeskov Slot forbedrer sig på åbning 25. april, mens det allerede nu er besluttet, at Egeskov Slotsløb, som er en del af åbningsweekenden, flyttes.
Annonce

Egeskov: Indtil videre er det planen, at Egeskov Slot åbner sæsonen som planlagt lørdag 25. april.

Det er meldingen fra greve Michael Ahlefeldt, som dog godt er klar over, at tingene ændrer sig lynhurtigt lige i disse dage.

- Vi er i fuld gang med at åbne Egeskov lige nu. Vi er ved at gøre museerne og haven klar. Vi kan ikke sige, at vi ikke vil gøre det, for heldigvis forsvinder det her på et tidspunkt, siger greven.

- Når det hele er klar, holder vi vejret og ser, hvad der sker. Men lige nu ved vi lige så lidt, som du gør, lyder det fra Michael Ahlefeldt.

Som så mange andre arbejdspladser er personale også her sendt hjem for at arbejde.

- Vi gør også vores til, at det hurtigt bliver overstået. Vi har lavet planer for, hvem der kan hjemsendes, hvem kan arbejde hjemmefra, man spiser ikke frokost sammen, og medarbejderne er meget omhyggelige med at spritte hænder, forklarer greven og tilføjer:

- Vi gør vores til at passe på hinanden og på samfundet, og vi gør godt og vel det, som myndighederne siger. Vi er klar 25. april, og så må vi se, hvad myndighederne siger dér.

Med mere end 500 tilmeldte længe før løbet tegnede den 10. udgave af Egeskov Slotsløb til at blive rekordstort. Nu er det uvist, hvornår det kan afvikles. Arkivfoto: John Fredy
Annonce

Jubilæumsløb flyttes

Det er en tradition, at motorcyklister har gratis adgang på åbningsdagen, og det trækker flere tusind motorcykler til slottet. En anden tradition i åbningsweekenden er Egeskov Slotsløb.

I år har løbet 10-års jubilæum, og det skulle være afviklet søndag 26. april. Men det bliver det ikke.

På løbets Facebook-side oplyses det, at Dansk Atletik Forbund anbefaler, at alle klubber aflyser al træning, arrangementer og motionsløb frem til 30. april 2020.

- Det følger vi naturligvis, og lige nu er vi i dialog med både Egeskov og myndighederne om om at finde en ny dato, siger Jørgen Krebs, løbsansvarlig og formand for arrangøren, Herringe-Rudme Løbeklub.

- Men vi var allerede i dialog med Egeskov, for løbet er en del af deres åbning. Så vi må se på, hvad der kan lade sig gøre, siger formanden.

Med 503 forhåndstilmeldte lå løbet til rekorddeltagelse.

- Der har aldrig før været så mange tilmeldte på det her tidspunkt, så det er selvfølgelig ærgerligt, også når det så lige er et jubilæumsløb. Men sikkerheden er vigtigst, og vi skal passe på hinanden, siger Jørgen Krebs.

Det forventes, at der meldes nyt ud om løbet - og en eventuel ny dato - 31. marts.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Caféquiz på Gluds Café

Midtfyns Posten

SF har valgt ny bestyrelse

Annonce