Annonce
Midtfyns Posten

Schaldemose om pinligt besøg i en LP-butik: - Jeg sang, så hele butikken kunne høre det

Christel Schaldemose talte ved 1. maj arrangementet i Det Gamle Bibliotek i 2019. - Aldrig har jeg haft så kort til et 1. maj-arrangement, sagde hun. Der havde familien netop købt sommerhus på Kildetoften i Faaborg. Arkivfoto
Christel Schaldemose synes, det kunne være interessant at leve i vikingetiden, og så indrømmer hun, at hun nok er verdens dårligste til at fortælle vittigheder. Kom tæt på Europaparlamentspolitikeren i et anderledes interview her.
Annonce

Hvad kan du bedst lide forår eller efterår?

- Forår. Uden tvivl. Når det hele spirer frem og får den fantastiske lysegrønne farve, så synes jeg, det er bedst. Fyn er allersmukkest på det tidspunkt.

Hvad gør dig allermest glad?

- Det lyder måske banalt, men jeg bliver allermest glad, når jeg er sammen med min familie. At se mine sønner grine højt og hygge sig sammen, så bliver jeg glad. Men det er også sjovt, sammen med min mand, at slå mine sønner i Trivial Pursuit.

Hvilken regel har du allersværest ved at følge?

- Altså generelt overholder jeg jo de regler, der findes. Hvis ikke jeg som politiker gør det, så ville jeg da være i problemer. Men jeg er ind i mellem fristet til at gå over for rødt i lyskrydset, når der ikke er en bil i syne. Den slags små ting. Ellers er jeg altid meget lovlydig.

Er du bange for mus?

- Nej, men jeg afskyr rotter og er vildt bange for dem.

Er det okay at købe sex?

- Det er lovligt, men jeg er bekymret for dem, der sælger sex. Det har helt sikker ikke været deres fremtidsdrøm at blive prostituerede. De fleste erkender også bagefter, at det er meget ødelæggende. Jeg synes, vi skal gøre meget mere for at stoppe den del af sexsalget, som foretages af handlede kvinder. Det er efter min mening ikke i orden at købe sex af en, som man kan regne ud ikke sælger det frivilligt.

Hvad er det mest pinlige, du har gjort?

- Jeg husker stadig, da jeg var barn og var med inde i en forretning, der solgte LP’er. Her kunne man lytte til pladerne. Jeg var vel 12-13 år og stod med høretelefoner på og sang med højt, så hele butikken kunne høre det. Jeg blev først opmærksom på det, da min søster grinede af mig. Det syntes jeg var vildt pinligt. Men sådan er det jo med nærmest alting i den alder.

Samler du på noget? Hvad? Hvorfor?

- Nej, jeg er ikke nogen samler, men jeg har svært ved at smide ting ud. For jeg kan jo få brug for dem på et senere tidspunkt, så jeg har mange ting, jeg aldrig får brugt.

Hvornår blev du voksen?

- Det er svært at huske, men da jeg var 18, flyttede jeg hjemmefra og begyndte at læse på uni. Der syntes jeg, at jeg var blevet voksen.

Hvis du kunne gå tilbage i tiden, hvilket årti ville du så vælge?

- Hvis der var frit valg i hele menneskenes tid, så tror jeg det kunne være interessant at have levet i vikingetiden. Jeg tror, kvinder havde en relativ fri tidsalder der. Når mændene var ude på togt, var det kvinderne, der styrede hjemme i bygden. Hvis jeg skal finde et årti i de fem, jeg selv har levet, så ville jeg gerne genleve 0'erne, hvor mine børn var små. Det var en fantastisk tid. Men det er mere på grund af mine børn, end på grund af de samfundsforhold, der var på den tid.

Hvad husker du bedst fra din barndom?

- At vi legede meget udenfor, at det var en fri tid, hvor voksne ikke var en del af vores barndomsliv. Jeg boede i Sverige i tre år i træk fra 1975-78. Jeg husker meget tydeligt den tid, og har siden da haft et særligt forhold til Sverige. Jeg taler også svensk pga. de tre år.

Fortæl din bedste joke?

- Jeg er nok den dårligste i verden til at fortælle jokes. Jeg kan ikke huske dem, sekundet efter jeg har hørt dem. Til gengæld griner jeg meget gerne højt over sjove jokes. Og de må også gerne være meget platte.

Hvorfor sagde du ja til dette interview?

- Det gjorde jeg, inden jeg kendte spørgsmålene, men jeg synes, det er sjovt at få spørgsmål, der er anderledes end de sædvanlige politiske spørgsmål. Også selvom de faktisk er sværere at svare på.

Christel Schaldemose

Født i 1967 i Odense, men er vokset op i Søndersø.

Gift med Ib og er mor til tre drenge.

Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet siden 2006.

Folketingskandidat for Socialdemokratiet i 1999-2003 og 2005-2008.

Uddannet historiker fra Syddansk Universitet.

Bor på Frederiksberg, men købte i 2018 sommerhus på Kildetoften i Faaborg, hvor familien bruger meget tid.

Blandt andet er det herfra, Christel Schaldemose har passet sine politiske forpligtelser, siden Europa-Parlamentet lukkede ned på grund af corona-smittefaren.

Christel Schaldemose har familie i byen, og svoger og søster har sommerhus i Svanninge Bakker. Derfor var Faaborg et oplagt valg, da familien skulle anskaffe sig deres eget sommerhus.

Christel Schaldemose har været aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom sammen med Faaborg-Midtfyns borgmester Hans Stavnsager.

Fritid er der ikke meget af, men udover politik, elsker Christel Schaldemose at læse bøger. Og med sommerhuset i Faaborg har hun for første gang i sit voksne liv fået en have, som også er blevet en interesse. - Det kræver hårdt arbejde når man er novice, siger hun.

Den skæve vinkel

Når journalister interviewer politikere, plejer vi at tale om politik. Når vi interviewer erhvervsledere, handler det om deres virksomheder. Når vi interviewer kulturpersonligheder, handler det om deres kunst. Men sådan er det ikke i "Den skæve vinkel".

I interview-serien "Den skæve vinkel" er konceptet, at vi beder en række af vores sædvanlige interviewpersoner svare på spørgsmål, som ligger helt uden for det, vi plejer at spørge dem om.

Det kommer der både interessante, overraskende, rørende og morsomme svar ud af.

Serien bliver trykt i Midtfynsposten og Ugeavisen Faaborg.
Christel Schaldemose. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Konfirmationer uge 33

Annonce