Der er både retsdrama, feminisme, spænding og superhelte på plakaten i Ringe Bio.
Ringe: Hvis man i efteråret vil fornøjes af en god film i mørket, er der mange muligheder i Ringe Bio.
Her kan man stadig se den britiske film "Dommerens Valg" med Emma Thompson i hovedrollen, hvor hun skal vælge, om hun vil tvinge en ung religiøs mand til at modtage en blodtransfusion mod hans vilje.
Onsdag 3. oktober kl. 19 kan man se den svenske dokumentarfilm "Feministen" om grundlæggeren af bevægelsen Feministisk Initiativ og leder af Vänsterpartiet, Gudrun Schyman. Filmen følger Schyman fra 2014 til 2018, hvor hendes appel bliver en del af MeeToo-bevægelsen og Women's March.
Der er action og spænding for alle pengene, når thrilleren "Journal 64", der er den fjerde film i krimiserien om Afdeling Q., vises fra torsdag 4. oktober til tirsdag 16. oktober. I filmen finder nogle håndværkere bag en skjult væg i en ældre københavnsk lejlighed tre mumificerede lig omkring et bord med tydelig plads til en fjerde. Kriminalkommissær Carl Mørch og hans assistent Assad sættes på den uhyggelige sag, og Mørch og Assad kommer i kamp med tiden, da noget tyder på, at nye mord og overgreb truer.
For det yngre publikum vises animationsfilmen "De Utrolige 2" i weekenden 6.-7. oktober. Filmen er en efterfølger til den populære familiefilm "De utrolige" fra 2004 om superhelte-familien. I denne film vil en rigmand genskabe superheltenes status, og hertil skal han bruge superhelte-konen Elastipigen. Derfor efterlades Hr. Utrolig alene hjemme med børnene, en hyperaktiv dreng, en teenagepige og en baby med superkræfter.