Annonce
Midtfyns Posten

Trods coronanedlukning: Team Rynkeby holder fast i sponsoropbakning

Team Rynkeby kører efter planen til Paris til sommer, og sponsortegningen er på niveau med sidste år. Arkivfoto: Louise Koustrup
Trods coronakrisen har Team Rynkeby indgået aftale med lige så mange sponsorer som sidste år. Planen er stadigvæk at cykle til Paris til sommer.
Annonce

Ringe: Den står på hjemmetræning og social distance for rytterne på velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby. Men trods coronakrisen er der fortsat opbakning til cykelholdet, der samler penge ind til Børnecancerfonden.

Det er lykkedes for de danske Team Rynkeby-deltagere at få 569 danske virksomheder til at købe plads på cykelholdets tøj. Det betyder, at Team Rynkeby på nuværende tidspunkt er på niveau med sidste års indsamling.

- Jeg er så glad på deltagernes vegne over, at deres kæmpe store indsats i den grad bærer frugt. Coronapandemien har givet os særdeles svære arbejdsbetingelser, fordi det har været svært at komme ud og præsentere projektet. Men opbakningen fra så mange virksomheder er virkelig motiverende for at holde kæden stram og fortsætte arbejdet for de syge børn, siger Team Rynkebys danske chef, Jesper Bjerg, i en pressemeddelelse.


Jeg er så glad på deltagernes vegne over, at deres kæmpe store indsats i den grad bærer frugt.

Jesper Bjerg, Team Rynkeby


Annonce

International fremgang

Det er ikke kun i Danmark, at Team Rynkeby formår at tegne sponsorater. Internationalt er der også fremgang at spore.

Således har de 59 Team Rynkeby-hold fra otte lande tilsammen fået 1648 virksomheder med på tøjet. Det er fremgang på knap ni procent i forhold til sidste år.

Blandt de mange virksomheder har hele 50 virksomheder givet et sponsorat på mere end 100.000 kr. Det er også rekord.

Annonce

Savner fællesskabet

Mens Jesper Bjerg glæder sig over det gode midtvejsresultat for indsamlingen, må han fortsat være tålmodig vedrørende Team Rynkeby-holdenes træning.

Forsamlingsloftet betyder, at Team Rynkeby har indstillet alle fællestræninger og sociale aktiviteter foreløbig frem til og med den 7. februar.

- Lige nu træner deltagerne sammen hver for sig, og det kan også gå lidt endnu. Men vi savner efterhånden at mødes og få det fulde udbytte af det unikke fællesskab, som Team Rynkeby er. Jeg håber, at vi snart kan vende tilbage til relativt normale træningsaktiviteter udenfor, siger Jesper Bjerg.

Team Rynkeby cykler efter planen til Paris fra den 10. til 17. juli.

Annonce
Annonce
Midtfyns Posten

Natkirke i Nazarethkirken

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce