Ringe: Man kan komme til udendørs gudstjenester juleaften i præstegårdshaven i Ringe. På grund af adgangsbegrænsningerne i kirken har Ringe Kirke i år valgt at flytte juleaften udendørs i præstegårdshaven.
Der vil være siddepladser til 150 pr. gudstjeneste, men tager du din egen klapstol med, så er der plads til dig uanset hvad. Gudstjenesterne er korte og stemningsfulde med pigekor og klavermusik, og trompetist Thomas Buchreitz medvirker, oplyser menighedsrådet.
Indgang til præstegårdshaven er gennem den lille portal vest for kirken – vejen er markeret med flagermuslygter. Efter gudstjenesterne forlader man haven igen gennem præstegårdens gårdsplads. Udskænkning af gløgg må desværre undværes. Husk påklædning efter vejret, evt. paraply og en lommelygte til sangarket.
Gudstjenesterne er kl. 13.30 og 14.15, begge ved Lene Kjær Andersen samt kl. 15.00 og 15.45, begge ved Karen Blauenfeldt Dam. Den 25. december er gudstjenesten i kirken kl. 10.00, hvor også Thomas Buchreitz medvirker på trompet. Den 26. december er gudstjenesten kl. 10.00 i kirken og søndag den 27. december kl. 10.00 i kirken.