Ringe: Filmen “Erna i krig”, der blev omtalt i sidste uge i Midtfynsposten, er værd at give en kort omtale også i denne uge, fordi den er værd at se.
Det er jo i al sin enkelthed en fortælling om en kvinde, Erna Jensen, alenemor til den lidt tumpede og naive dreng, Kalle, der som sønderjyde i det dengang tyske Sønderjylland indkaldes som soldat for den tyske værnemagt, der ved den første verdenskrigs udbrud skal bruge soldater til sin krigsførelse i Nordfrankrig.
Men her holder almindelighederne op. Erna er klar over, at hendes dreng ikke vil kunne overleve i denne krig og på mærkværdig vis lykkes det hende at komme med i krigen forklædt som tysk soldat.
Hvordan det udvikler sig, kan man se ved at gå i Ringe Bio fra mandag den 23. november til onsdag den 2. december kl. 19.30.
Filmen er lavet over Erling Jepsens roman af samme navn som filmen. Erling Jepsen har skrevet bogen lidt som en skæmteroman a la Soldat Svejk om den tjekkiske soldat, der gør grin med den østrigske hær. Men instruktøren af filmen, Henrik Ruben Genz, har gjort den morsomme historie alvorlig.
I hovedrollerne ses som Erna Trine Dyrholm, der løser sin opgave på sædvanlig forbilledlig vis, og som hendes tumpede søn, Kalle, ses den lidt mere ukendte Sylvester Byder.
I andre roller møder vi Anders W. Bertelsen som en sønderjysk soldat og Ulrich Thomsen som tyskvenlig sergent.