Annonce
Midtfyns Posten

Ugens forfatterspire: Alle mener, at trolde er grimme

Josephine Thöle, forfatterspire hos Pernille Nederland, har leveret denne uges fortælling i ugeavisen. Foto: Palle Søby
Hver uge bringer vi på Midtfynspostens hjemmeside en tekst fra en af deltagerne på Pernille Nederlands forfatterhold, der mødes hver onsdag eftermiddag på Ringe Bibliotek. I denne uge er det en fortælling af Josephine Thöle.

Alle mener, at trolde er grimme.

Sådan har det altid været, sådan vil det altid være. Men historierne bliver jo fortalt af heltene, og det er sjældent, at trolden er helten. Og selv om heltene er arrogante, spidsnæsede snobber, så er det troldene, der bliver set ned på. Det er i hvert fald det, jeg mener, og også det, mine forældre mener, og dybest set det, hele min slægt har ment.

Jeg går langs mosen og holder fast på træerne. Jeg betragter, hvor store mine hænder er i forhold til stammen. Selv om jeg godt ved, hvordan jeg har det med heltene, må jeg give dem ret. Os trolde, vi er virkelig grimme. Vi burde, jeg burde, høre til dybt nede i mosen og forblive der.

Blå bog

Josephine Thöle er 17 år.

Går i 1. g på Midtfyns Gymnasium.

Fjerde sæson på Forfatterlinjen.

Taler flere sprog flydende, blandt andet spansk og engelsk.

Vild med fantasy.

Jeg skimter noget lidt længere henne - satans mennesker, og deres affald, som de efterlader overalt - halvvejs nede i det grumsede vand. Der ligger et stykke papir af en art.

Mine brødre og jeg faldt over noget papir for nogle år siden, da vi ved en fejl fik forvildet os ned i byen, hvor menneskene viftede med det alle vegne, for at prøve at få os forskellige steder hen. For ja, i eventyrene lever vi godt nok skilt ad, men det er meget normalt at se en trold gå ned ad gaden, eller et menneske i mosen, også selv om de fleste ikke synes om det.

Jeg tager fat om papiret og får forsigtigt børstet det værste smat af. Jeg kan mærke en summen i hele kroppen, da jeg efter syv-otte forsøg forstår, hvad der står:

HØR! HØR!

FØLER DU DIG LIDT FORTABT? LIDT GRIM I FORHOLD TIL ALLE DE ANDRE, DU SER?

Jeg gispede efter den første sætning, det lød jo præcis som noget, jeg ledte efter!

VIL DU VÆRE LIGE SÅ PÆN SOM DE KVINDER, DU SER PÅ FORSIDERNE?

Ja, om jeg vil!

SÅ SKYND DIG NED TIL VORES SALON, VI KAN GØRE SELV DEN GRIMMESTE FRØ TIL EN PRINSESSE.

Helt opstemt over dette leder jeg efter adressen og skynder mig ellers af sted. Dette er en mulighed, jeg ikke vil spilde.

Her er en dansk trold, som er flyttet til Denver, men som nu må flytte igen, fordi folk i området klager over støj fra turister, der vil se trolden. Og sådan er det bare at være trold! Og det ved Josephine... Man skal blive i den mose, hvor man er født!

Jeg ankommer nede i byen og bliver helt forbavset over, hvor meget den har ændret sig siden sidst, jeg var her. Den er blevet større, mere larmende, og der er hverken prinser eller prinsesser. Det eneste, der er tilbage, er store klodser af beton, der rager op mod skyerne. Jeg følger instrukserne på kortet, og inden længe befinder jeg mig foran den salon, der var blevet reklameret for.

Jeg går ind og sætter mig, velvidende at folk kigger. Jeg havde ikke forventet andet, men det vil forhåbentlig være slut efter i dag.

Da det endelig bliver min tur, sætter jeg mig i stolen foran en forbavset ung mand. Jeg giver ham det store smil, skruer rigtig op for charmen.

”Hej! Jeg fandt jeres artikel i mosen og tænkte, at det ville passe perfekt til mig!” griner jeg, og vender mig atter mod spejlet. Bag mig kan jeg se, hvordan den unge mand ser forskrækket ud, men det har jeg efterhånden vænnet mig til.

Jeg sætter mig til rette og venter på, at magien sker.

Men, Av! Det er mere smertefuldt, end jeg troede, det ville være. Det starter med at være små prik, der trækker hagehårene ud, dernæst bevæger han sig op og begynder at ”forme mine øjenbryn”. Jeg forstår det ikke helt, men tænker, at han nok ved, hvad han laver.

Efter næsten tre timer bliver han endelig færdig.

Mit ansigt føles som en vulkan, og efter en voldsom fedtsugning kan jeg faktisk passe ned i en stram nederdel. Jeg kigger mig i spejlet og kan slet ikke genkende personen derinde. Hvem er jeg overhovedet? Ingen kigger på mig mere, og for en gangs skyld føler jeg, at jeg høre til her, i en verden af beton.

Med hovedet holdt højt går jeg tilbage til mosen, med sommerfugle i maven ved tanken om at vise mit nye jeg til alle mine venner.

Desværre ser de det ikke lige så positivt, som jeg gør.

De ser det faktisk overhovedet ikke.

”Hvem er du?” En af mine bedste venner kigger bare forundret på mig.

”Det er jo mig! Silla!” prøver jeg at forklare hende, men hun ryster på hovedet. ”Ha ha… Du ligner jo ikke engang Silla.”

Nogle af de ældre trolde kommer nærmere. ”Hvem er du, og hvad vil du her?” De puffer til mig, og i de højhælede, jeg har på, har jeg ikke nemt ved at stå fast, så jeg vakler og falder.

”Skrid tilbage til dine egne, vi gider ikke have dig her.”

Først da jeg hører de ord, indser jeg, hvilken frygtelig idé det her var!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Litteraturkreds om sorg

Annonce