Annonce
Midtfyns Posten

Ugens forfatterspire: Rejsen til Ruos

Anna Corydon Kragh, forfatterspire på Ringe Bibliotek hos Pernille Nederland. Privatfoto
På ugeavisens website bringer vi løbende tekster fra deltagerne på Pernille Nederlands forfatterhold, der mødes hver onsdag eftermiddag på Ringe Bibliotek. Under den igangværende nedlukning foregår det dog online, hvor pigerne sidder hjemme og skriver. I denne uge har Anna Corydon Kragh skrevet historien om "Rejsen til Ruos", som du kan læse her.
Annonce

Luften var kold og klar. Højt over byens tårne drev spredte skyer af sted på en let brise. Dessa klyngede sig til vindueskarmen og lænede sig ud i den frie luft. Under sig kunne hun se floden skære sig igennem klippespalten og videre ind under den store bue, der tårnede sig op over hende. Dessa lukkede øjnene og nød fornemmelsen af vinden mod sine kinder.

“Hvad i alverden laver du pigebarn?!” En hånd greb fat i hendes arm og rev hende brutalt tilbage til tårnets indre halvmørke. “Er du gået helt og aldeles fra forstanden?!”

Dessas amme gloede på hende med et vildt blik. Lille Iohan gemte skræmt ansigtet i hendes skørter.

“Undskyld, Alma, jeg syntes bare, det var sådan en smuk udsigt.”

“Dumme tøs, du kan vel nok nyde udsigten uden selv at blive en del af den.” Alma var kølet lidt ned, og hendes stemme var ikke længere helt så harsk. Dessa nikkede og undskyldte endnu en gang.

“Nå, kom nu med, din mor undrer sig over, hvor du er, og søstrene kan være her hvert øjeblik, det skal være. Du må se at opføre dig som en ung frøken og ikke lade betydningsfulde folk vente. Hvad ville din mor ikke sige, hvis de nægtede at tage dig med til Ruos på grund af en af dine dumheder.”

Alma trak Iohan med ved hånden, og Dessa fulgte pligtskyldigt efter hende ned mod den store sal.

Dessas mor sad for enden af salen ved det stor bord. Hendes opmærksomhed var rettet mod den ældre kvinde klædt i tempelsøstrenes karakteristiske, ufarvede kåbe, foran hende. Så snart Dessa trådte ind, forstummede samtalen, og begges blikke rettedes mod hende.

Alma puffede hende hurtigt hen ved moderens side og nejede dybt. “Her er hun, frue. Jeg beklager meget, at I alle har måttet vente. Det samme gør den unge frøken.”

Dessa smilede beklagende og gjorde sit bedste for at neje lige så dybt som Alma. “Jeg beder ydmygt om jeres forladelse og håber, at jeres rejse hertil har været behagelig.”

Hun skævede til sin mor, der havde fået et stramt drag om munden og sænkede så blikket mod gulvet.

“Jeg er vis på, at vi kan se igennem fingre med den lille forseelse.” Der var varme i søsterens stemme, og Dessa mødte hendes blik uden tøven. “Nu da du er her, vil jeg gerne have din gave med forlov. Vil du være sød at komme nærmere?”

Søsteren lod sine hænder hvile over Dessa og lukkede øjnene. Hendes ansigt var afslappet, og ikke en muskel rørte sig. Men ikke desto mindre mærkede Dessa straks, hvordan kvinden tog fat og trak en lille tråd ud af hendes sjæl. Følelsen gav hende gåsehud og gjorde hende svimmel, og så med ét var det ovre.

Dessa åbnede øjnene og kiggede ind i kvindens. Hun turde næsten ikke ånde, hendes skæbne afhang af, hvad hun ville få at vide lige om lidt.

“Dessa, din gave er meget stærk, og du vil kunne lære meget, hvis du kommer med mig tilbage til Ruos.” Søsterens øjne var meget alvorlige. “Hvad er dit svar?”

“Så er det en aftale.” Dessas mor smilede stort og rejste sig. “I kan tage af sted som det første i morgen tidlig, jeg skal personligt sørge for alle forberedelserne og …”

Søsteren afbrød hende stadig med blikket hvilende på Dessa. “Jeg beklager misforståelsen frue, men jeg vil meget gerne høre unge Dessas svar.”

Moren standsede brat, og smilet blegnede. “Jamen, selvfølgelig vil hun gerne med, det har været planlagt, siden hun først viste tegn på gaven.”

“Det kan meget vel være, men jeg ville nu alligevel gerne høre det fra Dessa selv.”

Draget om morens mund var kommet tilbage, men hun føjede søsteren og kiggede afventende på sin datter.

Dessa opbød alt sit mod og holdt blikket stift rettet mod søsterens øjne. “Jeg beklager meget, at I har måttet rejse forgæves, men jeg har ikke lyst til at tage med jer.”

“Hvad er det dog, du siger!” Dessas mor fór hen og tog smerteligt hårdt fat i hendes skuldre. “Træk de ord tilbage omgående, eller du vil fortryde det!”

Søsteren trådte ind foran moderen med lynende øjne. Hendes stemme var kold som is, da hun talte. “Så er det nok. Slip din datter.”

Men Dessas mor fejede hende til side uden den mindste tøven. Hun slæbte hensynsløst Dessa med sig mod salens døre. “Du kommer til Ruos, om jeg så personligt skal binde og eskortere dig hele vejen!”

Dessa stønnede af smerte. Morens negle var begravet dybt i hendes arm. Hun kastede et bønfaldende blik tilbage mod søsteren, men hun kunne intet gøre. Dessa måtte klare sig selv. Kendsgerningen ramte hende hårdt som en rambuk og slog luften ud af hende. Og så skyllede vrede og sorg ind over hende som en bølge.

Noget rørte på sig dybt inde i hende, og i næste nu eksploderede salen i et blændende hvidt lys. Døre og vinduer gav efter for trykket og blæste ud. Grebet om Dessas arm forsvandt sammen med alle lyde, på nær en sagte knitren.

Dessa lå krøllet sammen midt i ruinerne af sit hjem. Hendes hud sitrede, og hun så en glasagtig kuppel, der hævede sig over hende og skærmede hende mod afbrækkede tegl, der faldt som regn.

Så brast boblen, og lydene vendte tilbage.

Dessa kom på benene, hendes mor var ingen steder at se. Men en skikkelse bevægede sig mod hende gennem en sky af støv. Søsteren rakte sørgmodigt en hånd frem mod hende. “Jeg vil gerne bede dig tænke over dit svar igen. Kom med mig til Ruos.”

Dessa rakte sin hånd frem, men tøvede så.

“Nej, det kan jeg ikke. De har brug for mig her.”

Blå bog

Anna Corydon Kragh er 17 år.

Går i 1.g på Midtfyns Gymnasium.

Kan godt lide at skrive og går også til ridning i sin fritid.

Annonce
Annonce
Midtfyns Posten

Natkirke i Nazarethkirken

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce