Annonce
Midtfyns Posten

Unge fra produktionsskolen får Ringe til at blomstre

Cheyenne Mina Vesterdal er for en uge siden startet på grafisk linje på Faaborg-Midtfyn Produktionsskole. Her lander ingen skoleopgaver i skuffen - men bliver ført ud i livet. Foto: Michala Bøgetoft

- Det er så fedt at gå gennem byen og se alt det, man har lavet, siger 20-årige Monique Holm, som går på grafisk linje på Faaborg-Midtfyn Produktionsskole. Eleverne laver blandt andet plakater, foldere og skilte, og nu skal de forskønne Midtfyn.

Annonce

- Det er egentlig meget sjovt, fortæller Cheyenne Mina Vesterdal, og presser glødebrænderens spids ned i træet, som afgiver en sødlig, brændt lugt. Under værktøjet er et mørkt "R" ved at tage form, og på skiltet skal der ende med at stå "BRUGSEN". I november sidste år rejste eleverne fra Faaborg-Midtfyn Produktionsskole skilte for at markere en kunstrute gennem Ringe. Kunstruten var en del af foreningen Råderums landsdækkende kampagne: "#Værkdinverden", der gennem november skulle skabe opmærksomhed omkring kunsten i danskernes hverdag. Det var dog ikke meningen, skiltet skulle have en levetid, der var længere end én måned, og derfor var bogstaverne lavet ud af mørk film.

Men byen har taget overraskende godt imod det kreative initiativ, der både viser vej til "udsigten over søen", "kunstbænken" og "kærlighedsstien". Derfor har eleverne på grafisk linje lovet at restaurere skiltene i mere holdbare materialer, så de kan pynte i byen i længere tid.

- Der er en masse mennesker i Ringe, som rigtig gerne vil gøre noget godt for byen for at få den til at blomstre, og vi har haft et rigtig godt samarbejde, fortæller Mette Hesseldahl Laubel, som underviser produktionsskolens grafiske linje.

Fakta

Faaborg-Midtfyn Produktionsskole er for unge, som er færdige med folkeskolen, under 25 år og ikke har afsluttet en ungdomsuddannelse.Produktionsskolen har afdelinger i både Faaborg og Ringe.Afdelingen i Faaborg har 4 forskellige linjer eleverne kan vælge imellem: IT, grafisk, køkken/kantine, håndværk/natur.

Håndværk/Natur har to retninger: Ejendomsservice/pedel, håndværk.

Alle linjer har lokaler på Nyborgvej. Håndværk og natur-linjen holder desuden også til på havnen i Faaborg.

Afdelingen i Ringe har fire forskellige linjer eleverne kan vælge imellem: Projekt, levnedsmiddel, håndværk og kultur, håndværk og design.

Produktionsskolen fik sidste år ny forstander, efter Alis Jensen trak sig tilbage efter 23 år på posten. Nu er det Birgit Lykke Hansen, der leder skuden. Hun er fundet i egne rækker, for siden 2013 har hun været ansat i forskellige funktioner på skolens to afdelinger, herunder vejleder, kontaktlærer på Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU), viceforstander samt konstitueret forstander. Til august skal hun lede produktionsskolen ind i den ny Forberedende Grunduddannelse (FGU), som Faaborg-Midtfyn Produktionsskole bliver en del af.

Produktionsskolen har tavlen fuld af ordrer fra Faaborg-Midtfyn Kommune, virksomheder og privatpersoner. Her sætter Sacha Jacobi hjemmeside op for kunstner Jens Kock. Foto: Michala Bøgetoft
Annonce

Virkelige projekter

På produktionsskolens grafiske linje er der ikke noget, der hedder traditionelle skoleopgaver, der ender i en skuffe.

- Det gider vi ikke, siger underviser Mette Hesseldahl Laubel.

I stedet får eleverne "rigtige" opgaver - ordrer fra virksomheder, privatpersoner eller Faaborg-Midtfyn Kommune, som får lov at leve ude i virkeligheden.

- Det er så fedt at gå gennem byen og se alt det, man har lavet, siger 20-årige Monique Holm og henviser til alle de plakater, skilte, kort og reklamer, som er blevet til på computerskærmen foran hende.

- Jeg ville slet ikke kunne have lavet hjemmesiden selv. Det ville hvert fald have taget mindst 38 gange så lang tid, fortæller kunstneren, som sammen med Sacha Jacobi justerer de sidste detaljer på hjemmesiden. Foto: Michala Bøgetoft
Annonce

Ordretavlen er fyldt op

Der er nok at se til for de unge på Faaborg-Midtfyn Produktionsskole. På bagvæggen i det grafiske værksted er den hvide whiteboard-tavle under overskriften "ordrer" fyldt med lyseblå skrift. Det er især Faaborg-Midtfyn Kommune og mindre virksomheder, som bestiller opgaver hos produktionsskolens grafiske elever, som laver alt fra foldere, logoer, hjemmesider til visitkort.

- Vi er ikke uddannede grafikere, og produktionstiden er også lidt længere. Derfor er det også en anden pris, vi tager for tingene. Men vi har altid mange ordrer, tilføjer Mette Hesseldahl Laubel og henviser til en computer bagerst i lokalet, hvor 20-årige Sacha Jacobi er ved at sætte hjemmeside op for kunstner Jens Kock.

Motiverne i hans malerier er dyr, og af billederne på den snart køreklar hjemmeside, er det tydeligt at se, at han har en forkærlighed for at male hunde. Hjemmesiden bliver en online portfolio, og Jens Kock er rigtig glad for, at han lagde en bestilling ind hos produktionsskolen.

- Jeg ville slet ikke kunne have lavet hjemmesiden selv. Det ville hvert fald have taget mindst 38 gange så lang tid, fortæller kunstneren, som sammen med Sacha Jacobi justerer de sidste detaljer på hjemmesiden.

Kærlighedsskilte som produktionsskolen har lavet til kærlighedsstien på kunstruten i Ringe. Foto: Michala Bøgetoft
Annonce

Et springbræt

Selvom hun har flair for hjemmesidedesign, er det ikke det, Sacha Jakobi, drømmer om at leve af. Hun har taget et grundforløb som tjener og leder nu efter den helt rigtige elevplads.

Og det er helt normalt at bruge produktionsskolen som et springbræt til anden uddannelse eller arbejde, fortæller Mette Hesseldahl Laubel.

- Det er ikke ret mange, der ender med at blive grafikere. Men de unge lærer også at arbejde ved en computer, lave mappestrukturer og lærer om ordentlighed og detaljearbejde, som grafisk arbejde jo er.

En af holdets nyeste elever er 17-årige Cheyenne Mina Vesterdal, som startede på produktionsskolen for en uge siden. Det var hendes veninde, der anbefalede skolen, og indtil videre er hun glad for at gå her.

- Det er 'chill', hyggeligt og tingene bliver taget på det niveau, man er. Jeg har problemer med matematik, og det får jeg hjælp til her, siger Cheyenne Mina Vesterdal, der i løbet af sin tid på produktionsskolen håber at finde ud af, hvad hun vil senere i livet.

Det næste store projekt, eleverne har på tegnebrættet, er et nyt kort over Ringe, hvor byens forskellige "hjerterum" er markeret. Det er en bestillingsopgave fra Faaborg-Midtfyn Kommune, som planlægger en "hjerterumsdag" den 23. marts med streetart, poesi og kunstworkshop.

- Det er så fedt at gå gennem byen og se alt det, man har lavet, siger 20-årige Monique Holm og henviser til alle de plakater, skilte, kort og reklamer, som er blevet til på computerskærmen foran hende. Her er hun ved at lave et oversigtskort over Faaborg, som skal bruges, når skolerne i uge 10 skal lave forskellige ruter rundt i byen. Foto: Michala Bøgetoft
På Faaborg-Midtfyn Produktionsskole får 17-årige Cheyenne Mina Vesterdal hjælp til matematikken og her får hun tid til at tænke over, hvad hun vil senere i livet. Foto: Michala Bøgetoft
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Konfirmationer uge 33

Annonce