Annonce
Midtsyd

Barsler med nyt Toftlund-projekt: 30 boliger på vej bag friluftsbadet

- Området bag friluftsbadet ligger tæt på alt - der er natur, sportsfaciliteter og handelsmuligheder lige i nærheden, siger Eva Rasmussen, der er bestyrelsesformand for andelsboligforeningen. Her ses hun sammen med Toke Arndal, der er administrationschef i Salus Boligadministration og forretningsfører for Toftlund Andelsboligforening. Foto: Thomas Holl
Hvis alt går efter planen, kan 30 helt nye udlejningsboliger i Toftlund stå klar til indflytning i 2023. Bag projektet står Salus Boligadministration og Toftlund Andelsboligforening, som nu håber på en positiv tilkendegivelse fra Tønder Kommune.
Annonce

Toftlund: Det er ikke kun halområdet ved Toftlund-Hallerne, der er i spil til at undergå forvandlinger i årene, der kommer.

For hvis alt går efter planen, vil der om nogle år også blive opført en række udlejningsboliger på området bag Toftlund Friluftsbad, hvor der i mange år har ligget en ni-hullers golfbane.

Det er Salus Boligadministration, der i samarbejde med Toftlund Andelsboligforening har søsat projektet, som indbefatter opførelsen af 30 boliger á 95 kvadratmeter.

- I projektet lægger vi stor vægt på bæredygtighed. Husene, som alle vil være i ét plan, skal bygges af træ, som er det mest CO2-venlige byggemateriale, og der skal være carporte mellem alle boligerne, siger Toke Arndal, der er administrationschef i Salus Boligadministration og forretningsfører for Toftlund Andelsboligforening.

Certificering

Ambitionen med byggeriet af de 30 boliger i Toftlund er at opnå en såkaldt DGNB-certificering.

For at opnå en sådan certificering skal byggeriet evalueres ud fra en række kriterier inden for de fem hovedområdet i DGNB: Miljømæssig kvalitet, økonomisk kvalitet, social kvalitet, teknisk kvalitet og proceskvalitet. På baggrund af denne evaluering tildeles projektet så enten en sølv-, guld- eller platincertificering, og Toke Arndal oplyser, at ambitionen i dette tilfælde er at opnå en sølvcertificering.

Husene skal opføres i tre rækker med 10 i hver. Hver bolig får en tilhørende terrasse, og generelt vil området være præget af den vilde natur, men man vil også plante frugttræer og bærbuske og etablere små samlingssteder, hvor beboerne kan dyrke socialt samvær.

Annonce

Tæt på alt

Baggrunden for projektet er, at Eivind Dam Jensen, der ejer grunden bag friluftsbadet, for et års tid siden henvendte sig til Toke Arndal, og spurgte, om selskabet kunne være interesseret i at udvikle området, som ikke er blevet brugt i en årrække.

- Der er tale om et helt perfekt område, for det er tæt på alt - der er natur, sportsfaciliteter og handelsmuligheder lige i nærheden, siger Eva Rasmussen, der er bestyrelsesformand for andelsboligforeningen.

Hun forestiller sig, at boligerne kunne være attraktive for eksempelvis seniorer.


Der er tale om et helt perfekt område, for det er tæt på alt - der er natur, sportsfaciliteter og handelsmuligheder lige i nærheden.

Eva Rasmussen, bestyrelsesformand for andelsboligforeningen.


- Mange seniorer er interesserede i tre-rums boliger - især hvis de har børnebørn - og sådanne boliger er der mangel på i Toftlund. Samtidig er seniorer generelt meget aktive på lejeboligmarkedet. Men boligerne kunne også sagtens være for enlige med eller uden børn, siger Eva Rasmussen.

Området er udlagt til boligbebyggelse i Tønder Kommunes kommuneplan, og nu håber Toke Arndal og Eva Rasmussen, at de kan skabe interesse for projektet hos kommunen.

Annonce

Kan stå klar i 2023

- Kommunen skal selvfølgelig være med på idéen og give grundkapitalstøtte, hvis projektet skal blive til noget. Og hvis vi er heldige, bliver projektet skrevet ind i budgetforliget i efteråret. Får vi grønt lys, kan byggeriet dog formentlig først gå i gang i 2022, for der er mange ting, der skal falde på plads, og så vil husene stå klar året efter, siger Toke Arndal.

I forbindelse med projektet inviterer Salus Boligadministration og Toftlund Andelsboligforening til et interessemøde på mødestedet Spar 2 (Frosch's Hotel) i Toftlund. Det finder sted mandag den 31. august.

- Her er alle interesserede velkomne, og vi modtager meget gerne gode forslag, siger Eva Rasmussen.

Annonce
Annonce
Midtsyd

Karting bliver nyt linjefag på VGIE

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Klumme: Hvem har du rost denne uge?

Midtsyd

Foredrag aflyst

Midtsyd

Ny udstilling i Kultur- og Musikhuset

Midtsyd

Kulturugen begynder i Toftlund

Midtsyd

Så er Mortensens bænk på plads igen

Midtsyd

Vedbøl fik sin egen krolfbane

Annonce