Annonce
Midtsyd

I splid om populært område i Bevtoft: - Der skal være plads til alle herude

Jeanette Sørensen (tv.) og Katre Kôllo Christiansen synes, der er rigtig mange hyggelige pladser i det område, som de oplever i dag udelukkende er forbeholdt krolferne. Her har de taget plads i spejdernes gamle shelter. Spejdertruppen nedlade sig selv, da der ikke var nok interesse for det. Foto: Mette Henriksen
Hvem har brugsretten over kælkebakken-området i Bevtoft? Og hvorfor kan man ikke deles om området? To mødre undrer sig.

BEVTOFT: - Vi vil ikke lave ballade, men vi vil heller ikke råbes ad, når vi eller vore børn færdes i området.

I Bevtoft er der dem, som spiller krolf i området ved Diagonalvej, og så er der andre, der gerne vil bruge området rekreativt, når der ikke spilles krolf.

Katre Kôllo Christiansen og Jeanette Sørensen hører til sidstnævnte gruppe borgere.

- Jeg er født og opvokset i Bevtoft. I min barndom var kælkebakken og området, der grænser op til den, et sted, hvor alle kom og hyggede sig. Stille og roligt har krolfklubben bredt sig ud over to matrikler, og også indtaget spejdernes areal. Og nærmer man sig området, bliver der råbt til én gennem hækken, siger Jeanette Sørensen, som mener, at området bør være tilgængeligt for alle.

- Familier, børn, folk der lufter deres hunde - og krolfspillerne selvfølgelig, uddyber Jeanette Sørensen, der selv gerne nyder en tur i det fri sammen med sine børn.  Dog ikke længere ved krolfbanerne, for som hun siger:

- Mine børn skal ikke være vidne til, at voksne mennesker i samme alder som deres bedsteforældre, går og råber ad os.


Mine børn skal ikke være vidne til, at voksne mennesker i samme alder som deres bedsteforældre, går og råber ad os.

Jeanette Sørensen, mor til tre


Katre Kôllo Christiansen (tv.) og Jeanette Sørensen håber, at deres opråb kan give en god debat i byen om, at de populære steder i Bevtoft, som området ved kælkebakken, skal være for alle. Foto: Mette Henriksen

Det gør ikke sagen bedre, at der i forvejen mangler noget til børnene i byen, vurderer de to kvinder.

- Den gamle kælkebakke giver rigtig god mulighed for leg. Nu er der stort set krolfhuller over det hele, og de er så store, at man nemt skvatter i dem - når man da ellers tør at gå en tur her.

Annonce

Utrygge børn

Katre Kôllo Christiansen, der har boet i Bevtoft i ti år sammen med sin familie, er enig.

- Det er lidt en usagt irritation i byen, at vi bliver jaget væk fra området. Jeg synes også det er ubehageligt at stå frem offentligt i sagen, men når fremmede mennesker begynder at skælde ud på min 12-årige søn, fordi han opholder sig i området, så bliver jeg altså ramt. Jeg vil gerne have klarhed over, hvor børnene må være og ikke være, siger hun og uddyber:

- Børnene skal ikke cykle rundt i krolfområdet, da det ødelægger banerne, som der bliver lagt frivillige kræfter i at vedligeholde - det er jeg helt med på. Men her forleden var den gal igen, da min søn cyklede på asfaltstien ved området. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at børnene skal gå og være utrygge over, om der er en voksen, som kommer efter dem.

Annonce

Undgår området

Kvinderne kan ikke genkende krolf-formandens udsagn om, at alle er velkommen i området udenfor spilletiderne.

- Det er rigtigt, at der blev kælket på bakken, da der var sne i begyndelsen af året. Det var super. Men udover det, så er man altså ikke velkommen.

Kvinderne, der begge er medlemmer af Bevtoft Borgerforening, har nu henvendt sig til Haderslev Kommune, for at få klarhed.

- Vi har fået svar fra forvaltningen om, at de ikke umiddelbart kan se, at der foreligger en aftale om krolf, - bortset fra den brugsret, som Borgerforeningen har til grundstykket, siger Katre Kôllo Christiansen.

- Jeg ved, at folk, det gælder blandt andet mine egne forældre, når de lufter hunden, er begyndt at undgå området, fordi de ikke gider tage diskussionen, tilføjer Jeanette Sørensen.

- Det er jo helt hen i hegnet.

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra forvaltningen inden påske.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Toftlund får nærpolitistation

Midtsyd

Kviktest på vej til børn ned til seks år

Midtsyd

Krolfformand: - Ærgerligt at debattere på Facebook

Midtsyd

Ugens klumme: Grundstoffet i Danmark

Annonce