Annonce
Midtsyd

Bjarne og Henrik åbner bedemandsforretning

Bjarne Christensen (tv) og Henrik Kristensen åbner sammen HB Begravelse i Arnum, Esbjerg og Oksbøl. Foto: Ella Warming

Tidligere redder hos Falck samt tidligere souschef hos Blå Kors åbner sammen begravelsesforretningen, HB Begravelse, i Arnum, Oksbøl og Esbjerg.

Annonce

Arnum: Arnum får nu sin egen begravelsesforretning, idet Bjarne Christensen og Henrik Kristensen åbner HB Begravelse i Arnum, Oksbøl og Esbjerg.

Bjarne Christensen har boet i Arnum i en menneskealder, så det var nærliggende, at der skulle være en afdeling nær hans bopæl. Henrik Kristensen bor i Esbjerg, og da han stammer fra Oksbøl, og man havde egnede lokaler der, var valget ikke så svært, fortæller Bjarne Christensen.

- Henrik og jeg kender hinanden gennem mange år, da han var bonkammerat med min lillebror. Vi har mødtes af og til, men der var nu ikke tegn i stjernerne på, at vi sammen skulle åbne en begravelsesforretning, siger han med et smil.

Men at det alligevel blev sådan, er en længere historie. 58-årige Bjarne Christensen var gennem 20 år redder og i 15 år leder hos Falck. Da hans afdeling blev nedlagt, stod han uden arbejde, og han skulle til at finde ud af, hvad han ville med resten af sit arbejdsliv.

- Det kom bare lige pludselig til mig, og da min bror havde fortalt Henrik om mine tanker, skrev han en besked til mig om, at det skulle jeg ikke gøre, uden at han var med, fortæller Bjarne Christensen med et smil.

49-årige Henrik Kristensen har en helt anden baggrund end sin kompagnon, for han har været udsendt til Peru i 12 år gennem Luthersk Mission.

Da han kom hjem derfra, gik han ind i arbejdet i Luthersk Mission i Danmark og har været souschef hos Blå Kors i 12 år. Han svoger er bedemand, og Henrik Kristensen havde faktisk tidligere gjort sig tanker om den branche, men da han blev tilbudt stillingen i LM, valgte han at skrinlægge tankerne om en bedemandsforretning.

Nu kom den igen op til overfladen, og han valgte at opsige sit arbejde hos Blå Kors for at hellige sig stiftelsen af det nye firma.

Annonce

Uddannelse og netværk i orden

De to nye bedemænd har valgt at melde sig ind i "Danske Bedemænd", og her tilbydes kurser i alt, hvad en bedemand skal have styr på.

- Jeg har det første modul, og her får man styr på en masse praktiske ting samt om alt det, en bedemand normalt tager sig af i forbindelse med dødsfald. Det er vigtigt, at vi ved, hvad der skal til, så de efterladte ikke behøver at spekulere på den slags ting, når de står en sorgsituation, siger Bjarne Christensen, der glæder sig til at komme i gang i det nye firma.

Det er endnu ikke åbnet, men HB Begravelse holder reception i forbindelse med åbningen torsdag den 11. oktober i Oksbøl, og fredag den 12. oktober i henholdsvis Esbjerg og Arnum.

I Arnum holdes receptionen i Arnum Forsamlingshus på Vinkelvej, da lokalerne på Vestergade 1, hvor HB Begravelse har lejet sig ind, er for små.

De to nye bedemænd har fået hver deres rustvogn. Henrik Kristensen har fået en sort Volvo, der har kørt i Tyskland, og Bjarne Christensen har fået en blågrå Mercedes, der ligeledes har kørt i Tyskland.

- Den sidste tur, min vogn har kørt i firmaet i Hamborg, er en tur fra Hamborg til Rom. I Hamborg er man ved at renovere et stort areal, og i den forbindelse skulle der nedlægges en kirkegård. Her lå en del italienske soldater, og de er nu fragtet hjem til Italien - i min bil, fortæller Bjarne Christensen med et smil.

Det bliver nu ikke italienske soldater, hans rustvogn i fremtiden vil køre med, for HB Begravelse tilbyder hjælp ved dødsfald i hele det syd- og sønderjyske område.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Håndsrækning til nyt legeland i Arrild

Midtsyd

Klumme: Familien, der vinker

Midtsyd

- Du har gjort en forskel for eleverne

Midtsyd

Gram: Mandeklubben krolfer igen

Midtsyd

Gram: Gå-fællesskab går fire aftener om ugen

Midtsyd

Klumme: Er du mon også en af dem?

Annonce