Gram: Pins’Mærken, Grams svar på en byfest, går langt tilbage i historien. Den har fundet sted flere steder i Gram. I år, 53 år efter at man begyndte at holde byfesten på Lundekobbel i Gram, er det med en ny formand ved roret.
Det er Helle Derborg Echers, som tager over efter byens præst, Johannes Gjesing, der har været formand i snart 10 år.
Har for travlt
- Jeg har simpelthen for mange ting at se til og har længe gerne villet drosle ned og ikke stå i front i pinsen. Og da Helle gerne ville overtage formandsposten, så kunne det hele gå i hak, fortæller den afgående formand.
- Men jeg er stadig med i baggrunden og laver ansøgninger og slås med myndighederne – det er jeg jo god til, tilføjer han.
Det er nu heller ikke, fordi den nye formand ligger på den lade side. Som pædagogstuderende og mor til fire børn i alderen fire, otte, 10 og 12 år er der fart over feltet. Men det frivillige arbejde skal der være plads til, og Helle Derborg Echers er da også både bestyrelsesmedlem i Gram IF og træner for hele to fodboldhold i den lokale klub.
En personlighed
Men lige nu gælder det Pins´Mærken, som er en sæsontjans. Det er lige nu og her, at der er knald på med forberedelserne, og det har der været siden januar.
Det er da også med sommerfugle i maven, at Helle Derborg Echers går sit første 'rigtige 'Pins´Mærken' i møde. Og det er ikke udelukkende på grund af den afgående formand.
- Præsten her i byen er jo noget af en personlighed, så for mig er det en stor ting at tage over efter ham. Reelt set er det også det første Pins´Mærken, som jeg er med til at planlægge, da jeg indtil nu kun har været involveret i de to Pins´ i Haverne. Men jeg har været med fra sidelinjen, fordi min mand har været involveret i Pins´Mærken, siger Helle Derborg Echers, som er tilflytter.
Helle Derborg Echers, ny formand for Pins'MærkenPræsten her i byen er jo noget af en personlighed, så for mig er det en stor ting at tage over efter ham.
- Jeg kommer oprindeligt fra Herning-området og har boet i Toftlund, inden jeg flyttede til Gram i 2012. Jeg er glad for, at vi er flere om at løfte opgaven. Nu har jeg taget formandshatten på, men det betyder jo ikke, at jeg bestemmer mere end de andre. Vi er fælles om tingene. Og Johannes er også stadig med på sidelinjen, uddyber hun.
Ikke tivoli i år
Tivoli bliver der ikke noget af i år. Til gengæld er der lidt mere til børn og unge på programmet.
- Det er desværre ikke lykkedes os få en tivolikontrakt i hus. Til gengæld er der lagt op til diskotek for børn i 0.-4. og 5.-9. klasse. Men traditioner som pinsemarchen og fest i det store telt piller vi ikke ved, lover den nye formand.