Toftlund: Det tidligere posthus i Toldbodgade i Toftlund er nu kommet på nye hænder. Og det er ikke breve og pakker, der skal håndteres i bygningen i fremtiden. Det skal rør og ledninger.
Det er således Aksel Rolskov, der ejer Rolskov EL-VVS, der har købt ejendommen. Her vil han samle sin virksomhed, der i dag er placeret på tre forskellige adresser.
- Det giver god mening at samle det hele under et tag, fortæller Aksel Rolskov, der tror på både et øget sammenhold i virksomheden, øget synlighed og en mere effektiv hverdag.
I fremtiden skal alle virksomhedens ansatte holde til i Toldbodgade, hvor man kan råde over cirka 600 kvadratmeter bygning.
De rykker dog ikke ind lige med det første.
- Det skal lige shines op en gang. Det har stået tomt nogle år efterhånden, påpeger Aksel Rolskov.
Blandt andet er der et plankeværk, der har set bedre dage, og så regner Aksel Rolskov med, at der er vinduer, der skal males.
- Indvendigt skal vi have lavet nogle skillevægge til kontorområdet, fortæller virksomhedsejeren, der regner med, at han og kollegerne rykker ind på den nye adresse engang efter sommerferien.
Siden 1995
Aksel Rolskov, der har ejet virksomheden siden 1995, skrev under på købsaftalen i sidste uge. Hvor han og medarbejderne i starten meget kørte udenbys og udførte arbejde i butikker, har fokus de senere år været det lokale.
- Det giver en mere stabil indtægt, fordi selv om der er krise og ting og sager, så vil de små kunder altid være der, fortæller Aksel Rolskov.
Posthuset skal fremover rumme både kontor, lager og et showroom, der i dag har adresse på Søndertorv ved brugsen. Tre adresser bliver så til én.
- Det bliver lidt bedre det hele så, lyder det fra posthus-køberen.
Handlen
Aksel Rolskov har købt posthuset af Post Danmark A/S, der er hører under Postnord.
Han ønsker ikke at oplyse købsprisen - det var sat til salg for 1.900.000 kroner.
Den involverede ejendomsmægler var Eivind Dam Jensen, der tidligere har solgt flere posthuse.
Aksel RolskovDet skal lige shines op en gang. Det har stået tomt nogle år efterhånden.