Klumme: Jeg har fået et julekort denne jul. Et rigtigt håndskrevet julekort, endda et personligt et af slagsen. Et af den slags hvor man bliver anerkendt og kommer til at føle sig dejligt værdsat.
Da det så blev nytår, så fik jeg ét mere. Endnu et kort, hvor nogle mennesker har taget sig tid til, at skrive mig en personlig hilsen, takke mig for noget jeg har sagt eller gjort og ønske mig alt det bedste for næste år. Jeg bliver helt ubeskrivelig glad indeni.
Den slags hænger jo ikke på træerne mere eller fylder i postkassen for den sags skyld. Det er jo nærmest blevet en sjældenhed i en tid, hvor vi lynhurtigt sender en besked via vores telefon, mange gange foregår det endda via åbne kanaler på de sociale medier. Hurtigt skrevet, hurtigt læst og hurtigt glemt. Til min fødselsdag fik jeg knap 170 hilsner på Facebook, det er vældigt hyggeligt og jeg læser dem hver og én, men jeg må bare indrømme, at de to håndskrevne hilsner jeg har modtaget her omkring jul og nytår går direkte i hjertet og betyder så uendeligt meget mere. Hvor ville jeg dog ønske, at disse håndskrevne personlige hilsner ville få renæssance i vores samfund. At vi ville tage os tiden til at anerkende et andet menneske. Blot bruge 10 minutter på, at gøre en ven, kollega eller familiemedlem glad helt ind i hjertekulen. At fortælle dem, at de betyder noget i vores hverdag og at de gør en forskel i vores liv.
Hvor ville jeg dog ønske, at disse håndskrevne personlige hilsner ville få renæssance i vores samfund. At vi ville tage os tiden til at anerkende et andet menneske.
Over mit spisebord hænger der i december et gammelt rødmalet cykelhjul. Fra egerne hænger der stumper af kulørt gavebånd, der vidner om tidligere tiders pakkekalender. Det er lavet af min bedstemor og var min og min brors julekalender i vores barndom, fyldt med sirligt nummererede pakker. Én til hver dag indtil jul. Jeg overtog hjulet og min mor overtog pakkekalendertjansen. Sikke et job. 72 nummererede pakker pr. 1 december. Lige så stort et job var det næsten, at finde den rigtige pakke til det rigtige barn på den rigtige dag. Nu er ungerne for store til at have småpakker hængende over køkkenbordet, men op kommer det stadig. Jeg bruger det til de få modtagne julekort. Ikke kun dem fra i år, men også tidligere års kort. Vel og mærket de der personlige nogle, som gjorde indtryk og gjorde mig glad.
Er jeg selvfed, når jeg gemmer et gammelt kort med rosende ord? Nej, det synes jeg ikke. Det vidner blot om, at man har sat et aftryk et sted, at man har gjort noget, som andre har værdsat, og det må man da gerne være stolt af.
Mit fortsæt og ønske for det nye år er, at der vil være flere små håndskrevne hilsner, både fra mig og til mig.