Vojens: Flaget var på halv foran Frøs Arena i Vojens tirsdag eftermiddag. Her blev der nemlig taget afsked med en stor personlighed omkring SønderjyskE Ishockey. Gerd 'Geddi' Petersen gik bort natten til den 28. december i en alder af 78 år. Han var igennem mere end 30 år frivillig omkring SønderjyskE Ishockeys ligahold.
Tirsdag eftermiddag blev han bisat fra Vojens Kirke, og efter bisættelsen kørte rustvognen med 'Geddis' kiste til Frøs Arena, hvor SønderjyskEs fans og spillere kunne sige et sidste farvel.
Holdets bedstefar
Én af de fans, der var mødt op for at sende 'Geddi' ud på den sidste rejse, var 17-årige Caroline Haugaard. Hun beskriver 'Geddi' som en skikkelse, som alle der er kommet til ishockey i Vojens, vidste hvem var.
- Han var som en slags bedstefar for holdet, der altid var klar til hjælpe. Det betød rigtig meget for spillerne, at han var der til at vaske tøj og gøre det klar, siger Caroline Haugaard.
Is-arenaen var det andet hjem
Rustvognen stoppede foran den store hovedtrappe ved Frøs Arena, hvor kisten blev trukket ud i den bidende vinterkulde. Oven på kisten lå en forgyldt ishockeyhjelm sammen med en masse blomster.
Rundt på p-pladsen havde omkring 60 mennesker taget opstilling - med god corona-afstand - for at holde et minuts stilhed til ære for 'Geddi'. Efter det stille, eftertænksomme minut, hvor det kun var vinden og trafikken i det fjerne, der kunne høres, takkede familien de mange fremmødte foran is-arenaen.
Caroline Haugaard, SønderjyskE-fanHan var som en slags bedstefar for holdet, der altid var klar til hjælpe. Det betød rigtig meget for spillerne, at han var der til at vaske tøj og gøre det klar.
- Hallen var hans andet hjem, og kun én gang gennem alle årene, har han misset en kamp, lød det blandt andet fra familien.
Rita Uldahl har været fan af ishockey-holdet fra Vojens i næsten 50 år, og hun kan dårligt nok sætte ord på, hvad hun vil huske den afdøde holdleder for.
- Jeg ved det næsten ikke, for han var virkelig en ener. Han var jo bare 'Geddi', fortæller hun.
Da SønderjyskE den 30. december mødte Esbjerg på hjemmebane blev Gerd 'Geddi' Petersen mindet med et minuts stilhed inden kampen, mens hjemmeholdet også bar sørgebind.