Annonce
Midtsyd

Flemming vil gerne have flere rickshaw-piloter til Gram

71-årige Karen Christensen fra Plejecenter Højmarken i Gram er én af de beboere, som allerede har prøvet at sætte sig godt til rette i cykelrickshawen, som Flemming Petersen er pilot på. Foto: Mette Henriksen
Flemming Petersen fra Gram bruger gerne noget af sin fritid på at invitere lokale plejehjemsbeboerne på en tur ud i det blå i cykelrickshawen. Han håber flere frivillige følger trop.

GRAM: Hvad gør man, når man har lidt tid tilovers og i øvrigt gerne vil gøre noget godt for andre?

Ja, så sørger man da for at få lånt en cykelrickshaw, så man kan få luftet de ældre på byens plejehjem.

Det gør man i Gram.

Annonce

- Vi har lånt en cykel hos organisationen "Cykling Uden Alder", hvor vi tager beboerne på plejehjemmet med ud at cykle i rickshawen, fortæller Flemming Petersen, der er én af de ildsjæle, der træder i pedalerne. Og som oven i købet også også arbejder på at rejse penge, så plejehjemmet kan få sin egen cykelrickshaw.

- Det går ikke så godt - endnu. Vi har søgt flere fonde, men fået afslag fra dem alle sammen, og det er jo rigtig ærgerligt. En ny cykelrickshaw koster omkring 56.000 kroner, så det er en dyr opstartsproces. Dog kan man være heldig at finde en brugt til omkring det halve, siger han.

- Cykelturene gør virkelig en forskel for de ældre, så vi håber stadig på at kunne få samlet penge sammen, tilføjer han.

Karen er tryg

71-årige Karen Christensen fra Plejecenter Højmarken i Gram er én af de beboere, som allerede har prøvet at sætte sig godt til rette i cykelrickshawen, for at nyde en tur gennem smukke Gram og omegn.

- Jeg har prøvet det flere gange og nyder det så meget. Og jeg føler mig helt tryg ved det, for personalet hjælper mig op i cyklen og sørger for, at jeg er godt spændt fast, fortæller hun.

Det er ikke kun den friske luft og naturen, som hun har nydt godt af på turen.

- Flemming og jeg får os også en hyggelig snak på turen. På den måde fandt vi faktisk ud af, at han har købt mit gamle hus her i Gram. Så der har vi også lagt vejen forbi, tilføjer Karen.


Det er skønt at kunne give de ældre sådan en oplevelse. Det koster mig en time eller to af min fritid, men den er godt givet ud synes jeg.

Flemming Petersen, rickshaw-pilot


Men det er ikke kun pengene, som ildsjælen Flemming mangler.

- Vi kunne også godt bruge flere piloter, så vi kan få endnu flere ældre og få vind i håret, siger han og uddyber:

- Det er skønt at kunne give de ældre sådan en oplevelse. Det koster mig en time eller to af min fritid, men den er godt givet ud synes jeg. Vi taler om alt muligt, mens vi er på vej - alt mellem himmel og jord, lige fra menuen til 80 års fødselsdag, til hvad de har nydt at lave mens de var mere aktive og mobile. Den times glæde hos dem, kan man ikke betale sig fra, så det gør jeg hjertens gerne.

Bliv frivillig cykelpilot

Som frivillig Cykelpilot hos "Cykling uden alder", inviterer du ældre på plejehjem ud i rickshaw. Man cykler, når man har tid og lyst - hver dag, hver uge eller bare en gang imellem!

Når du har meldt dig som pilot, bliver du kontaktet af en erfaren pilot – en kaptajn – som inviterer dig til oplæring. Du bliver klædt grundigt på til din første cykeltur, og når du føler dig klar, så kan du booke den første tur online.

Din booking bliver bekræftet af en medarbejder på plejehjemmet, og når turen starter, kan du sammen med den ældre passager finde ud af, hvor turen skal gå hen.

Kontakt "Cykling uden alder" for mere info. Og vil du gerne give en skilling - eller mere - til det lokale rickhaw-projekt i Gram, så kontakt gerne pilot Flemming Petersen på mobilnummer  2912 2367.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Klumme: Hvem er din ekspert?

Annonce