Annonce
Midtsyd

Grønne profiler er det nye sort: Mirit Glas i Vojens dropper græsplænen

I forbindelse med udvidelsen af fabrikken i Vojens måtte Mirit Glas fjerne nogle træer. I stedet for at plante græs, hvor træerne havde stået, blev det besluttet, at området skal beplantes med vilde planter i stedet - blandt andet med hjælp fra Bregnbjergskolens 6.c. Foto: Mette Henriksen
Mirit Glas i Vojens bakker op omkring FN’s 17 verdensmål. Et forløb hos Haderslev Erhvervsråd banede vejen.

VOJENS: Sluk for vandet, når du børster tænder, skift til el-bil, rejs mindre og gerne bæredygtigt, og ikke mindst  - giv de gode vaner videre til dine børn.

Bregnbjergskolens 6.c var velforberedt, da den forleden troppede op med en masse viden, plancher og oplæg om FN´s Verdensmål, for at hjælpe den lokale virksomhed Mirit Glas A/S i Vojens med at slå et slag for biodiversiteten. Virksomheden, der leverer glasløsninger til industri og erhverv, har nemlig droppet græsplænen, så blomster og natur kan gro frit, og havde bedt eleverne om at give en hånd med ved at sprede frø - og håb for en grønnere fremtid.

Jan Hyldal (tv.) og Lene Bræraa fra Haderslev Erhvervsråd havde også taget turen til Vojens, for at afslutte forløbet "Fra Verdensmål til Hverdagsmål" med Mirit Glas. Men inden da kunne de nyde synet af elevernes indsats for at fremme den vilde natur i kommunen. Foto: Mette Henriksen
Anlægsgartner Simon Dyhrfjeld fra Grøn Harmoni i Vojens (tv.) havde gjort klar til at der kunne blive sået vilde blomster - ikke kun til glæde for bier og insekter, men også hos de forbikørende. Foto: Mette Henriksen

At have en grøn profil er det nye sort, og det gælder efterhånden også flere virksomheder i Haderslev Kommune. Haderslev Erhvervsråd (HER, red.) har hjulpet de gode intentioner på vej ved at tilbyde forløbet "Fra Verdensmål til Hverdagsmål". Et forløb, som også Mirit Glas har deltaget i.

Annonce

Sodavand og kage

Produktionsleder hos Mirit Glas, Keld Lauridsen, stod da også klar med smil på læben, og sodavand og kage på bordet, så eleverne havde noget at styrke sig på, inden de gik i gang med dagens arbejde.

- Vi vil gerne være med til at værne om og forbedre miljøet, og så fik vi ideen at invitere skolebørn, der arbejder med de 17 verdensmål i skolen til at hjælpe os, siger Keld Lauridsen, der står i spidsen for virksomhedens verdensmål-ambitioner.


Vi vil gerne være med til at værne om og forbedre miljøet, og så fik vi ideen at invitere skolebørn, der arbejder med de 17 verdensmål i skolen til at hjælpe os.

Keld Lauridsen, produktionsleder Mirit Glas


For 6.c var turen til Mirit Glas meget mere end en mulighed for at holde oplæg for andre end klassekammeraterne.

Foto: Mette Henriksen
Produktionsleder Keld Lauridsen (tv.) står i spidsen for Mirit Glas’ arbejdsindsats omkring FN’s 17 verdensmål. Foto: Mette Henriksen

- At holde et oplæg offentligt på den her måde er jo lærerigt i sig selv for eleverne. Oveni kommer, at flere af dem er ordblinde, mens to har angst. Alligevel gennemførte alle, og det er super flot, siger en stolt lærer Lene Diemer Jacobsen.

Mirit Glas vil ikke kun hjælpe biodiversiteten på vej, men har blandt andet også valgt at se på virksomhedens brug af kemikalier. Der arbejdes også på at rense og genbruge spildevand. Arbejdet med at reducere affaldsmængden er også på fuld blus.

- Overordnet handler det om at hjælpe virksomhederne med at få målene ned i øjenhøjde, så de ser, hvordan arbejdet mere konkret kan foregå, siger chefkonsulent i HER, Jan Hyldal, der er på trapperne med endnu et "Fra Verdensmål til Hverdagsmål"-forløb. Til infomødet den 2. juni kan virksomheder således, helt uforpligtende, høre mere om forløbet, som både indeholder fælles workshops og individuel sparring.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Ugens klumme: De hjemlige tests

Midtsyd

Klumme: Farjokes!

Annonce