Annonce
Midtsyd

Gram: Dorthe og Lars fra kiosken hædret med årets "Pins'svin"

Dorthe og Lars Schmidt har drevet Kiosk Vin & Gaveshop i Gram siden 1995. De er desuden kendte for deres store engagement i byens foreningsliv. Foto: Thomas Holl
De er kendt for at bakke op om foreningslivet i Gram – blandt andet byfesten Pins’Mærken. Nu er Dorthe og Lars Schmidt fra byens kiosk blevet tildelt byfestens pris, ”Pins’svin”, for deres indsats.
Annonce

Gram: Dorthe og Lars Schmidt, der driver Kiosk Vin & Gaveshop i Gram, fik forleden en påskønnelse for den indsats, de har ydet for byfesten i Gram, Pins’Mærken.

De er nemlig blevet tildelt årets ”Pins’svin”. Det er en pris, der gives til en eller flere personer, som har gjort en særlig indsats for Pins’Mærken – og dermed for byens foreningsliv, som traditionelt får glæde af overskuddet fra arrangementet.

- Og det må man sige, at Dorthe og Lars Schmidt har, lyder det fra Johannes Gjesing, der er formand for Pins’Mærken.

Annonce

Stor andel

Han uddyber:

- Da vi på grund af coronaen ikke kunne gennemføre byfesten som planlagt, var de fra dag ét med på at støtte op om Pins’i Haverne, som arrangementet kom til at hedde. De udleverede festkits, de fik fremstillet en særlig rom og gin, de sørgede for et ølsmagningskit, og de solgte plakater. Dermed havde Dorthe og Lars deres store andel i, at vi kunne give godt 60.000 kroner videre til foreningslivet.

Og hæderen bliver bestemt værdsat i butikken på Torvet i Gram.

I forbindelse med Pins' i haverne tidligere på året fik Dorthe og Lars Schmidt blandt andet fremstillet flasker med Pins' Rom og Pins' Gin. For hver solgt flaske gav de 50 kroner til byfesten. Arkivfoto: Connie Bøgwad Schmidt

- Vi er rigtig glade for at modtage årets ”Pins’svin. Vi vil meget gerne gøre en frivillig indsats for vores by, og så er det dejligt at få et skulderklap som dette, ingen tvivl om det, siger parret.

Prisen er blevet uddelt i godt 15 år, og med æren følger en vandrepokal, hvor modtagernes navne er indgraveret.

Annonce

Ingen nedgang

Dorthe og Lars Schmidt kan også glæde sig over et år, der trods coronakrisen ikke er blevet så slemt, som de kunne have frygtet.

- Vi har ikke mærket nogen nedgang, og det skyldes nok, at folk har haft ekstra lyst til at forkæle sig selv og hinanden med for eksempel lækker chokolade og god vin i denne specielle tid. Og så har det selvfølgelig også haft en betydning, at regeringen lukkede grænsen i en periode, siger parret, som netop har taget hul på den tid af året, der traditionelt er allermest travl.


Vi vil meget gerne gøre en frivillig indsats for vores by, og så er det dejligt at få et skulderklap som dette, ingen tvivl om det

Dorthe og Lars Schmidt, Kiosk Vin & Gaveshop, Gram


- November og december er altid de bedste måneder for os. Eksempelvis er vores pakkekalendere og firmajulegaver meget populære, og vi oplever også stor interesse for vores udvalg af brugskunst, siger Dorthe og Lars Schmidt.

De følger naturligvis myndighedernes regler og anbefalinger, der blandt andet foreskriver, at kunderne skal bære mundbind, når de kommer ind i forretningen.

- Det sker, at der er nogen, der ikke har mundbind på, når de kommer herind. Når de så vender om, ved vi, at de som regel bare skal ud i deres bil for at hente det. Det er ikke noget stort problem her, siger Lars Schmidt.

Lars Schmidt sørgede for, at den særlige rom blev godkendt af formandskabet for festkomiteen for Pins' i Haverne. Arrangementet fandt sted den sidste dag i maj. Arkivfoto: Connie Bøgwad Schmidt
Annonce

Markerer jubilæum til foråret – efter planen

Han og Dorthe kunne i august fejre 25-års jubilæum som indehavere af Kiosk Vin & Gaveshop.

Sammen drev de i begyndelsen af 90’erne Hjørnet på Kongevej i Gram, som var diskotek/grillbar og senere pizzeria. Efter nogle år solgte de forretningen, hvorefter de købte den nuværende butik. Her forhandler de vin, gaveartikler, kaffe, the, specialøl, brugskunst, forskellige specialiteter og meget andet.

De ville gerne have markeret jubilæet, men har indtil videre valgt at udskyde det.

- Planen var selvfølgelig at markere det i august, men det droppede vi. Vi har også talt om at stille et juletelt op udenfor forretningen og så servere gløgg og æbleskiver, men det mest sandsynlige er nok, at vi venter til foråret. Så må vi fejre 25 et halvt-års jubilæum, lyder det med et smil fra Dorthe og Lars Schmidt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Skrydstrup: Ildsjæle klarer julepynten

Midtsyd

Klumme: Farvel til 2020

Midtsyd

Jels: Vikingerne glæder sig til sommer

Midtsyd

Klumme: Glæde

Annonce