Annonce
Midtsyd

Gram Skoles nye blæksprutte: Adam stortrives som skolesekretær

Adam Nissen har mange jern i ilden på kontoret. Som ny, og ovenikøbet mandlig skolesekretær, nyder han især muligheden for at gøre jobbet til sit eget. Foto: Mette Henriksen
Adam Nissen bragte mandehørmen ind på skolesekretærens kontor, da han sidste år overtog jobbet på Gram Skole.
Annonce

GRAM: Da den tidligere skolesekretær ved Gram Skole, Hanne, efter 22 år gik på efterløn i september sidste år, var det hverken en Rikke eller en Marianne der tog over, men en Adam.

Og det er ret usædvanligt med en mand på posten, fortæller skolesekretær Adam Nissen.

- Så vidt jeg ved, er jeg den eneste mandlige skolesekretær i Haderslev Kommune. Ja, det er vel egentlig generelt ikke særlig udbredt, men her på Gram Skole tør vi at gå mod strømmen, siger Adam med et grin.

Annonce

Praktik gav job

31-årige Adam Nissen har ikke som sådan uddannet sig til skolesekretær. Han er gået administrations-bachelor-vejen og havde mulighed for at snuse til faget - og skolen – under et praktikophold på netop Gram Skole.

- Jeg gik ikke målrettet efter en praktikplads på en skole, men sådan blev det. Og jeg kunne godt lide at være her under praktikken. Det var en god måde at få et blik bag kulisserne og se, om det var den vej, man skulle gå. Og skolen må også have syntes, at jeg gjorde noget godt, siden jeg fik jobbet.


Så vidt jeg ved, er jeg den eneste mandlige skolesekretær i Haderslev Kommune. Ja, det er vel egentlig generelt ikke særlig udbredt, men her på Gram Skole tør vi at gå mod strømmen.

Adam Nissen, skolesekretær


Kommentarer om, at han har et kvindejob, er der masser af.

- Jeg bliver ofte konfronteret med det. Jeg tænker, at det for nogen af de ældre lærere var noget af en omvæltning, at jeg kom efter Hanne. Når vi mødes på tværs af afdelingerne i kommunen, med mig som eneste mandlige skolesekretær, så bliver det da også nævnt. Men det forstyrrer mig nu ikke. Jeg definerer ikke mig selv ud fra mit arbejde, fastslår Adam Nissen.

Den "nye" Hanne bliver han nok aldrig, lyder hans vurdering.

- Jeg har da også vådservietter og plaster klar, når der brug for det, men ellers griber jeg nok opgaverne lidt anderledes an. Et kontorjob er jo meget fleksibelt, og qua min uddannelsesbaggrund arbejder jeg nok mere procesorienteret, siger han.

- Jeg er også fra en anden generation. Skufferne her på kontoret er fyldte med ting, sager og manualer, som jeg end ikke engang har kigget på endnu. Det er lidt fra en anden tid.

Adam Nissen bor i Kolding, men det er meningen, at han snart rykker til Gram.

- Jeg kan godt lide Gram. Og så bliver det også rart at være del af det lokalsamfund, man arbejder i, slutter han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce