Annonce
Midtsyd

Hold fanen lavt

Sognepræst Johannes Gjesing er ugens klummeskribent. Arkivfoto
Annonce

Det lyder umiddelbart besnærende at ville være ”den bedste dig” - altid humoristisk, ovenpå og kreativ. Der findes bøger og kurser, der kan hjælpe dig på vej. Og skoler praler med, at hos dem lærer du at blive ”den bedste dig”.

Der er dog det problem, at vi ikke kan holde til det. Mange går ned med flaget, når de vil holde fanen højt! Børn får ondt i maven, de voksne brænder ud.

Medicinen er, at vi skal blive bedre til at være ”den næstbedste dig”. En bil er jo heller ikke bygget til at have speederen i bund konstant. Gør man det, brænder skidtet sammen, eller også kører du galt. Alle kræfter skal kun bruges i kortere perioder, når man skal op i fart eller undvige et eller andet. Det samme gælder for det menneskelige sind.

Det ville gavne alle, hvis vi i udgangspunktet kun skulle være ”den næstbedste dig”. Når tingene så spidser til, eller noget uventet sker, kan man i kortere perioder gasse op og være ”den bedste dig”. Men hurtigt skal vi tilbage til ”den næstbedste dig”. Sådan kan vi nemlig bedre holde til livet.

Jeg har længe forsøgt at være den næstbedste mig. Det er ikke nemt. Gennem årerne har jeg tillagt mig dårlige vaner. Det begynder godt. Men ud på formiddagen slår følelsen af utilstrækkelighed ned i mig, og jeg tænker: ”jeg må træde i karakter, være kreativ og fremvise mine bedste sider”. Straks det sker, får jeg ondt i maven. Det kræver tilsyneladende intens træning at sænke paraderne og lade stå til. Det er også svært ikke at forvente det ypperste af andre. Det skal også øves!

Ligesom fartkontrol skal få folk til at sætte farten ned, så ulykker undgås, kunne vi måske lave en instans, der griber ind, hvis nogen har ydet sit ypperste i lang tid. Tre klip i kortet medfører bøde og tvunget ferie. Dette vil ikke kun gavne den enkelte. Det er godt for alle, når færre bryder sammen og bliver syge. Mange konsulenter på jobcentrene kunne også spares væk. Og mon ikke der dernede på andenpladsen – på behørig afstand fra ”den bedste dig” – vil vokse både livsmod og livsglæde frem? Det vil jeg tro! Derfor, hold stolt fanen lavt – og hold den sammen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Klumme: Bag facaden

Midtsyd

Ugens klumme: Sommerferie 2020

Annonce