Haderslev: Mandag d. 9. maj markerer Syd- og Sønderjyllands Politi åbningen af den nye nærpolitistation i Toftlund fra kl. 14.30 til 17 på Søndergade 8. Borgerne inviteres med til åbningen, hvor der udover den officielle del også er åbent hus. Alle er velkomne og undervejs vil der være forfriskninger til alle gæster, fremgår det af en pressemeddelelse.
Den officielle åbning forestår justitsminister Mattias Tesfaye, der vil holde tale og klippe snoren til den nye station. Også folketingsmedlemmerne Jesper Petersen (S) og Karina Lorentzen Dehnhardt deltager i indvielsen.
Udendørs vil der være mulighed for at se nærmere på en række forskellige udrykningskøretøjer, ligesom der bliver lejlighed til at få en snak med både stationens betjente og politiets ledelse. Indendørs vil der være mulighed for at se de nyistandsatte lokaler.
Nærpolitistationen skal bringe Syd- og Sønderjyllands politi tættere på borgerne og vil have åbent 15 timer om ugen, slutter pressemeddelelsen.