Annonce
Midtsyd

Klumme: En anderledes jul

Lars Kristensen, der er forstander på Agerskov Ungdomsskole, er ugens klummeskribent. Privatfoto
Annonce

Er der noget bedre end jul?

Forventningens glæde, de gode hjemmebagte julekager, hemmelige julegavegemmesteder og en dejlig atmosfære med levende lys og en duft af gran. Det er for mange sådan, julen skal være.


Jeg har i mit liv, på en eller anden måde, glædet mig til tiden op mod jul, men jeg har også til tider haft det lidt svært med juletiden

Lars Kristensen, klummeskribent


Mine oplevelser med forventningerne til julen har skiftet karakter lige så ofte som min alder - næsten. Barndommens jul med glæder og forventninger er nok de bedste juleoplevelser. Barnet med en dejlig naiv tilgang og en ikke-viden om alt det, der findes på den anden side. På den anden side, hvad er det? Det kan være, at julens forberedelser til tider virker som ”sikken voldsom trængsel og alarm”, samtidig med at det er koldt, og man skal gå sig varm. Samt en voksens bekymringer med at nå det hele, at julen varer længe og koster mange penge.

Jeg har i mit liv, på en eller anden måde, glædet mig til tiden op mod jul, men jeg har også til tider haft det lidt svært med juletiden. Når de første juletilbud dumper ind i postkassen efter efterårsferien, bliver jeg meget træt af jul, inden det rigtig er blevet jul. Den kommercielle jul kommer derved til at fylde alt for meget.

Jeg føler selv, at jeg er blevet beriget med mange forskellige måder at holde jul på. De trygge rammer i min barndom med mor og far og mine søskende husker jeg meget klart som en stor glæde. Jeg har op til flere gange holdt jul i udlandet, både som stor dreng og som voksen med min lille familie.

Vi boede to år i Zimbabwe, her var juleomgivelserne meget forskellige fra de danske. Der var ingen kommercielle julerier, og med et varmt tropisk klima var det ikke den store juleoptakt, vi havde inden jul. Børnene var små og opdagede knapt, at det var jul. Det blev to år med en meget anderledes måde at holde jul på, men bestemt noget, vi husker og til stadighed sætter stor pris på.

Senere, da børnene blev voksne, har vi rejst til varme himmelstrøg og nydt hinandens nærhed og med næsten ingen påvirkninger af det danske juleræs.

Tilbage til min første jul i udlandet som en stor dreng på 17 år. Det var sammen med The Flying Super Kids, dengang De Flyvende Århus-gymnaster. Vi var cirka fire uger hen over julen i Spanien - i Madrid. Vi var med gymnastik, spring og dans en del af en stor cirkusforestilling. Det blev til en meget anderledes jul langt fra familiens trygge rammer.

Vi var sammen med professionelle artister i et meget spændende og oplevelsesrigt cirkusmiljø. Det var med linedansere, flyvende trapez, klovne, tryllekunstnere og andre artister fra hele verden. Forestillingerne blev holdt i centrum af Madrid i en kæmpe hal, hvor gulvet var omdannet til en firkantet cirkusmanege. Vi øvede meget, og der var mange forestillinger op til jul og i juledagene. Juleaftensdag holdt vi en juleforestilling for fattige spanske børn, jeg husker stadig deres glæde og at se den oplevelse, de fik med en super spændende cirkusforestilling.

Juleaften, som vi havde sammen med alle artisterne, var ligeledes en uforglemmelig oplevelse, meget intenst, nostalgisk og følelsesladet, da vi alle savnede den nære familie og egne juletraditioner.

Mine anderledes juleoplevelser har selvfølgelig sat sine spor i mig. Jeg ved, at der er en fælles juleglæde, hvor end man er i verden, og man kan glædes sammen med andre og meget forskellige mennesker. Det er ligeledes givtigt at møde andre kulturer, der også værner om værdierne i julen, og ikke mindst, at man kan undgå en voldsom trængsel og alarm ved at bryde juletraditionerne.

Vi bestemmer selv, hvordan vores jul skal organiseres, og dermed er vi selv herrer over, hvordan julen bliver. Hvor svært kan det være?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce