Annonce
Midtsyd

Klumme: Familien, der vinker

Lars Kristensen, forstander på Agerskov Ungdomsskole, er ugens klummeskribent. Privatfoto.
Annonce

Fra 1997 til 1999 boede og arbejdede vi i Zimbabwe. Med tre børn på henholdsvis ni måneder, tre år og syv år og mor og far, Helle og undertegnede.

Det var to fantastiske år! Vi boede i en fin og forholdsvis stor by i landlige omgivelser. Adressen var noget så eksotisk som Paradise Park, 77 First Street, Marondera. Det var dog ikke helt så eksotisk, som navnet antyder, men det var en god by og et okay hus og med en dejlig stor grund.

Bagved huset var der et fattigt kvarter, og på vejen, som huset lå på, var der et dejligt liv med biler og mange gående mennesker fra lokalområdet. Vi havde en knaldrød pickup med et flot dansk flag på - kendt i området.

Som overskriften antyder, så blev vi kaldt ”familien, der vinker”. I mange lande i Afrika giver man navn til børn, folk og andet i forhold til det, de gør, eller deres udseende. For eksempel hed vores hjælper på kontoret Happymore og helt rigtigt: Han var mere glad end de fleste.

Som I sikkert kan regne ud, så hilste vi på mange mennesker i nærområdet, måske dem alle. Når de forbipasserende på vejen gik forbi med deres familie, fik de en hilsen. Når vi kørte i det røde lyn, fik de en hilsen. Når vi handlede i byen, hilste vi på Gud og hver en mand. Vi arbejdede i et sportsprojekt med mange børn, dem hilste vi selvfølgelig på.

Med afrikansk skik var det derfor oplagt, at vi blev kaldt ”familien, der vinker”. At vi i Danmark vinker på en hel anden måde end i Afrika, er nok en del af forklaringen på, at vi blev lagt mærke til, men forskellen på vinketeknikken de to kontinenter imellem er en helt anden historie.


Det første møde med et andet menneske kan være et vink eller en hilsen - for mig en god måde at mødes på.

Lars Kristensen


Vi var ikke de eneste hvide i byen, altså var det normalt at se hvide, det var ikke et hudfarvespørgsmål, at vi var specielle med hensyn til farve. I byen var man meget blandet farverne imellem. Hvordan de forskellige folkeslag kom ud af det med hinanden, ja, det er ligeledes en helt anden historie.

Vi har selvfølgelig snakket meget om baggrunden, og hvorfor vi fik vores fine navn ”familien, der vinker”. Vi har et par ideer. Helles far var lastbilchauffør, og min far var lastbilsvognmand. Begge vores forældre kom fra små tætte samfund, hvor alle kendte hinanden, og i de samfund hilste alle på hinanden. Det har vi taget med som noget helt naturligt. De mange timer, vi begge har siddet i en lastbil og set vores fædre hilse på mange modkørende, har sikkert også påvirket os.

Vores kultur fra barnsben er, at man hilser på dem, man møder, og vi har begge med modermælken fået at vide, at man kigger folk i øjnene og siger pænt goddag til alle, uanset om man kender dem eller ej.

Som I kan forstå, så er det at hilse blevet en naturlig del af vores liv, også i Zimbabwe.

Det første møde med et andet menneske kan være et vink eller en hilsen - for mig en god måde at mødes på. Løfter man hovedet og kigger andre i øjnene, vil man helt reflektorisk hilse - selvfølgelig på dem, man kender, men i lige så høj grad på alle og dem, man ”bare” møder og ikke kender.

Det er for mig en fantastisk måde at møde hinanden på, at bygge bro mellem mennesker, at vise menneskesind og anerkende hinanden på en enkel og stærk måde. De ensomme får en fornemmelse for, at der er nogen, som ser dem. Dem, der føler sorg, får en medfølelse, som kan vende sorgen mod glæde.

Så derfor: Hils på hinanden, når I mødes, hils på dem, I ikke kender, vink til modkørende og giv dem dit gladeste smil. Det koster ikke noget.

Hvor svært kan det være.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Ugens klumme: Sommerferie 2020

Annonce